Vi, som er nævnt i beretningen, afventer stadig løftet fra Brian Mikkelsen, hvor han lovede, at de personer, der direkte er omtalt, vil få adgang til de dokumenter, som PET-kommissionen har læst.
Debatten omkring Politiets Efterretnings Tjeneste, PET’s praksis er ikke afsluttet, selv om PET-kommissionen barslede med beretningen på 16 bind.
Vi, som er nævnt i beretningen, afventer stadig løftet fra den forhenværende justitsminister Brian Mikkelsen, hvor han lovede, at de personer, der direkte er omtalt i beretningen, vil få adgang til de dokumenter, som PET-kommissionen har læst og beskrevet. Men der er mange andre ubesvarede spørgsmål.
Jeg her vil henlede opmærksomheden på to, nemlig Wollweber og en række generelle unøjagtigheder omkring enkeltpersoner.
Historien om Ernst Wollweber er omtalt i beretningens bind seks, side 91 ff. i afsnittet: »En gendannet Wollweber-organisation?« (Ernst Wollweber var en tysk kommunist. Fra 1936 til 1941 var han den ledende organisator bag Wollweber-organisation, en antifascistisk modstandsbevægelse, som blandt andet udførte sabotage mod fartøjer fra lande, der understøttede den spanske fascistiske diktator Franco. red.)
Hvor kilderne i det væsentligste er norske, nemlig Lars Borgersrud: »Wollweber-organisationen i Norge« (Oslo 1994) og Trond Bergh og Knut Einar Eriksen: »Den hemmelige krigen«, bind 1, samt danske Erik Nørgaards »Truslen om krig«.
Denne del af historien om Wollweber foregik før 9. april 1940 og i de tidlige krigsår. Altså udenfor PET-kommissionens interesseperiode. Men hele spørgsmålet om, hvordan blandt andet PET, men også det norske POT blev lokket til at spilde ressourcer og kræfter på rygtet om en genoplivning af Wollwebers netværk, er ikke behandlet.
Man burde selvfølgelig have fortsat studierne med den afsløring af dette Wollweberspøgelse, som Lars Borgersrud har klædt fuldstændigt af i sin bog: »Fiendebilde Wollweber. Svart propaganda i kald krig«, Forlaget Oktober Oslo 2001.
De tre historikere: Regin Schmidt, Rasmus Mariager og Morten Heiberg har forsømt at følge denne historie til sit slutpunkt. Til gengæld har de flere steder fået personer til at være medlemmer af DKP som ikke var det, samt forklaret, at nogle af venstrefløjens unge senere har angret deres handlinger i ungdommen. Ikke fordi de har bevist disse påstande, men fordi det i tidens ånd ikke er noget, de har troet, men noget, de har vidst. Og så er der ikke grund til at verificere det. Kort sagt de er dumpet i faget kildekritik.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
