Jeg ser det som en god ting, at vi har tilbud, der passer til de problemer, for eksempel stofmisbrug eller depression, som mennesker i vores samfund har.

Svar til Tina Rye om målrettet hjælp

Aage Christensen

I disse år lider særligt handikapområdet under, at der kommer flere brugere, men slet ikke nok med penge til at give dem den hjælp, vi gerne vil.

af Mikkel Warming, socialborgmester (EL)

Tina Rye skriver den 28. april om udstødelsen i vores samfund, hvor hun, noget overraskende må jeg indrømme, gør mig til syndebuk for den udvikling.

Eksempelvis kritiserer hun mig for at være med til at lave Sundhedsrummet på Vesterbro, da det er målrettet narkomaner. Sundhedsrummet hjælper hver uge knap 100 mennesker, som får taget blodprøver, bliver vaccineret mod leverbetændelse og bliver behandlet for de skader på kroppen, som et liv som narkoman medfører.

Derudover fungerer Sundhedsrummet som brobygger til sagsbehandlere, som kan få narkomanen ind på en anden livsbane.

Og ja, det er jeg stolt over at have været med til at lave. Og ja, Tina Rye har også ret i, at fattige uden netværk ikke får stor gavn af Sundhedsrummet. Men hvis alt skal være for alle – så bliver det reelt for ingen.

Jeg ser det omvendt som en god ting, at vi har tilbud, der passer til de problemer, for eksempel stofmisbrug eller depression, som mennesker i vores samfund har. Tro mig, det synes de mange brugere også.

Ved at målrette vores arbejde, kan vi vælge ansatte med de specifikke kvalifikationer. Eksemplerne er mange.

Vi har en thailandsk kulturformidler, der hver dag skaber kontakt med thailandske prostituerede, vi har det kulørte vaskeri, hvor hjemløse kan arbejde på deres egne betingelser, vi har Rådmandsgade 60, som efter en brand snart står som et fagligt frirum, hvor hjemløse kan få husly og social hjælp.

Det skal man ikke forveksle med, at vi ikke kunne gøre mere i København, og af samme grund bruger jeg hvert år mange af mine vågne timer på at skaffe flere penge til det sociale område.

I disse år lider særligt handikapområdet under, at der kommer flere brugere, men slet ikke nok med penge til at give dem den hjælp, vi gerne vil. Når det er sagt, når vi rigtig mange mennesker, der har brug for en håndsrækning.

Helt overordnet skal man dog også huske på, hvad socialt arbejde kan og ikke kan. Hvis vi eksempelvis for alvor vil løse vores problemer i ghettoerne, kan vi ikke nøjes med sociale projekter.

De gør en stor forskel for borgerne, men de kan ikke løse et strukturelt problem, som handler om, at vores by bliver mere opdelt. Derfor går vi i Enhedslisten også ind for, at offentlige myndigheder kan give familier en lejlighed i private opgange. For den opdelte by, den skal vi undgå.