Det skattestop er ikke et eneste menneskeliv værd. I min verden altså. Men siden det nu er indført, er der vist andre, for hvem det har knap så stor betydning.

af Kevin Larsen, Vejle

Jeg er vred. Jeg er skuffet. Jeg er dybt frustreret. Min frustration får mig til at fare i flint og blækhus. Jeg må ty til det eneste våben jeg har, så sølle det end er. Min pen. Men jeg skal have det ud.

Hvad er det for et land vi lever i? Hvordan er vores samfund blevet sådan, at man skal skamme sig, føle sig så frustreret?

Jeg har en ven. En god bekendt. Vi bor i samme boligforening. Jeg i nummer nitten, han i en blok længere henne. Han har en lille dreng på fire år, som han har hver 14. dag ligesom alle vi andre weekendfædre. Desuden har en voksen datter i Helsingør, og et lille barnebarn. Han bor pænt og nydeligt. I en lejlighed, akkurat magen til min. Han er førtidspensioneret.

Fire gange på under tre måneder har min ven taget en overdosis piller, skyllet godt ned med øl. Det kunne der skrives en hel afhandling imod. Det er ikke der, jeg vil hen. Alle gange har de taget imod ham på skadestuen, pumpet ham ud og lagt ham på intensiv natten over, for at holde øjne med om hans lever, kan holde til det. Så langt så godt.

Ud af vagten
Men så knækker filmen. Inden et døgn er han hjemme igen. Fint nok at han lover mig som hans ven, at nu lægger han bajerne på hylden. Men han kan ikke holde det. Han bliver læsset ud af vagten, til den samme ørkesløse hverdag, alene i en treværelses.

En skønne dag lykkes det for ham. Han har jo i grunden slet ikke lyst til at dø, men han har heller ikke lyst til at føre den tilværelse, han gør. Er der ikke et tilbud om en udredning for sådan en gut? Hvorfor bliver han ikke tilbudt psykiatrisk hjælp til at komme ud af de tvangshandlinger, ud af det, der får ham til at udstøde disse ordløse himmelhøje råb om hjælp.

Kan vi virkelig være bekendt at lade folk sejle i deres egen sø på den måde? Kan vi overgive folk til deres egne skæbne på den måde? Må en læge opgive en patient, hvor der bare er mindste gnist af håb?

Det er logik for burhøns, at han burde lade flasken stå. Men det er vist ikke nogen hemmelighed, at det er lettere sagt end gjort for nogle. Flere end vi tror.

Uværdigt og uartigt
Det er for letkøbt at sige, at sådan en bums kan klare sig selv. Jeg gentager lige mig selv. En eller anden dag lykkes det ham. Og så burde der være nogle, der fik en dårlig smag i munden.

Jeg kan slet ikke finde udtryk stærke nok uden at slå over i et sprog, som min mor har forbudt mig, og som vil trække mig ned på et plan, hvor jeg ikke længere ville blive taget alvorlig. Det er jo heller ikke det eneste tilfælde. Det er hverdag i Danmark. De svageste er blevet svagere, og der bliver gjort mindre for dem. Sådan er det!

Jeg syntes at det er uartigt. Uværdigt! Skal der flere stærke udtryk til? Skal det skæres ud i pap? Det skattestop er ikke et eneste menneskeliv værd. I min verden altså. Men siden det nu er indført, er der vist andre, for hvem det har knap så stor betydning.

Lad mig bare stige i skat, så vi kan få et velfungerende velfærdssamfund tilbage. Som vi kan være bekendt. Som vi ikke skammer os over.

En svigtet sjæl er denne ene for meget. I min bog.