Mediehetzen mod Cuba skyldes ikke moralske kvababbelser over menneskerettighedernes tilstand – den handler om, at Cuba truer imperialismens magt, og derfor skal svines til.
af Helene Caprani, formand for Dansk-Cubansk Forening
I 2002 kidnappede nogle håndfulde af det venezuelanske erhvervslivs spidser den folkevalgte præsident Hugo Chávez og udråbte sig selv til ny regering via deres egne tv-stationer. Den daværende Bush-regerings talerør New York Times kvitterede straks med en lovprisning af kupmagernes ansvarlighed (1).
Men det lykkedes ikke at gentage historien fra Guatemala, Chile og så videre. Kuppet blev forpurret af folket selv. Tusinder gik ud i Caracas’ gader og vandt styrkeprøven mod militær og medier. En folkelig kraftpræstation af de sjældne.
Latinamerikas fyldte bæger
Det var ikke kupforsøget alene, der fik venezuelanerne til at risikere deres liv for at forsvare deres spinkle demokrati. Kupforsøget var blot dråben, der fik bægeret til at flyde over – hele Latinamerikas bæger, fyldt op med fem århundreders undertrykkelse og elendighed. Påtvunget først af de europæiske koloniherrer og siden USA, der overhalede allerede i slutningen af det 19. århundrede.
Men tryk avler modtryk, og venezuelanernes sejr i 2002 er kun én i rækken af mange, om end en meget vigtig én. På næsten samme dato, men for 49 år siden, skete en anden lignende begivenhed. Det var blot ikke folket i Venezuela, men i Cuba, der smed sin egen overklasse og deres bagmænd i USA på porten og forsvarede deres egen revolutionære regering.
Svinebugten
Den 17. april 1961 gik en militær styrke af CIA-trænede cubanere, der havde forladt Cuba på grund af revolutionen, i land i Svinebugten på den cubanske sydkyst. De blev nedkæmpet på cirka samme tid, som det tog folket i Venezuela at sende Chávez tilbage i præsidentpaladset – tre døgns tid.
Den hurtige sejr skyldtes blandt andet, at den lokale befolkning gav dem en varm velkomst. Den fattige Svinebugt var nemlig blandt de områder, der havde nydt størst fordel af jordreformen i 1959, hvor 100.000 bønder fik tildelt jord fra de store godser.
Sejren i Svinebugten fik enorm betydning: Den gav cubanerne stor prestige, fordi det var første gang, at en USA-støttet styrke var blevet nedkæmpet militært i Latinamerika. Den blev den direkte anledning til, at den cubanske regering erklærede revolutionen for socialistisk. Og den ydmygede den ellers så populære John F. Kennedy, der havde givet grønt lys for invasionen, om end han havde arvet planerne fra Eisenhower.
"Lavintensiv krig"
Efter Svinebugten droppede USA’s regeringer den åbenlyse militære aggression og greb i stedet til såkaldt lavintensiv krigsførelse mod den cubanske revolution. Det har blandt andet betydet flere direkte sabotageaktioner om året (2), støtte til cubanske og eksilcubanske terrorgrupper og – værst – den økonomiske blokade, som FN’s generalforsamling betegner som folkemord.
Trods den konstante aggression fra verdens ubetinget stærkeste militærmagt har det cubanske folk stået fast på retten til at indrette sit samfund efter egen model. Den cubanske revolution fyldte 50 sidste år, og der kan ikke være tvivl om, at dens eksempel har haft vidtrækkende betydning for kampen imod USA’s imperialisme og for retten til national selvbestemmelse.
Obama forandrer intet
Få måneder efter Svinebugten kom Barack Obama til verden. Denne præsident, der blev valgt på løftet om forandring, har ikke blot vist sine evner ved at modtage Nobels Fredspris efter at have optrappet krig og besættelse i et af verdens allerfattigste lande. Han har også, alene med bløde ord, fået mange mennesker til at tro, at han har forbedret USA’s forhold til Cuba.
Vel at mærke mens Guantánamo-militærbasen og dens torturfængsel stadig ligger ulovligt på cubansk jord, og efter at han i september fornyede blokaden mod Cuba. Det skete under henvisning til USA’s nationale sikkerhed, og på grundlag af en lov fra 1917 ved navn »Trading with the enemy act« – en lov imod at handle med fjenden, der står i skarp kontrast til Obamas bløde retorik.
Anvendelsen af netop den lov, beregnet til situationer med åben krig, placerer cubanerne på en klar førsteplads på listen over stater, der truer USA. Den bruges udelukkende i forbindelse med blokaden af Cuba; ikke engang Iran eller Nordkorea kræver så skrappe midler.
Det er egentlig meget flot klaret af den lille cubanske nation på 11 millioner, der ikke besidder nogen former for masseødelæggelsesvåben, at udgøre en så voldsom trussel imod USA.
Den cubanske trussel
Det er selvfølgelig ikke Svinebugten, der spøger, når Cuba udnævnes til fjende nummer 1. Men Cuba ér skam farlig. USA’s imperialisme trues af det symbol, som Cuba udgør for verdens undertrykte folk. Den trues af den folkelige kraft, der har skabt et sundhedssystem og uddannelsessystem på verdensniveau, og det i et uland under angreb og blokade.
Enhver, der har besøgt Venezuela i løbet af de sidste år, har set hvor store sociale fremskridt man kan skabe på blot ti år – hvis man altså får lidt fred til det. De fremskridt er sket i tæt samarbejde med netop Cuba. De to lande er kernen i ALBA-alliancen, der med stor hast river mennesker ud af fattigdommen i de otte medlemslande. Med erfaring fra Cuba, med penge fra Venezuela, og vigtigst af alt: Med folkenes vilje til at skabe et bedre samfund på deres egne præmisser.
Den samme vilje, som skulle til for at gennemføre den cubanske revolution, vinde sejren i Svinebugten og standse kuppet i Venezuela, er den faktor, der kan vælte kupregeringen i Honduras og det blodplettede regime i Colombia, der ligger i top tre over stater, der modtager mest militærhjælp fra USA.
Mediehetz mod Cuba
Venstrebølgen i Latinamerika ruller stadig, men er under hårdt angreb – og ikke bare fra USA. EU-parlamentet vedtog i februar en resolution, der fordømmer Cuba, efter at en indsat i et cubansk fængsel døde af at sultestrejke.
De store vestlige medier har udnyttet tragedien til at lancere en aggressiv hetz mod det cubanske samfund, blottet for presseetiske dyder som kildekritik og balanceret fremstilling. Blandt andet Danmarks Radio og Politiken har leveret en lind strøm af reportager om Cubas hundredevis af »politiske fanger« (3) og refereret kritikken fra »en alliance af dissidenter, menneskeretsorganisationer og udenlandske regeringer« (4).
Ikke et ord om, at den døde fange, Orlando Zapata Tamayo, sad i fængsel for vold og ikke politiske protester; at han strejkede for at opnå privilegier i fængslet; at læger og sygeplejersker stod klar til at redde hans liv, hvis han ønskede det; at eksilcubanerne i Miami direkte opfordrer de indsatte i Cuba til at sultestrejke og dø for deres sag. At det derfor er dem, der har hans blod på hænderne. Og ikke ét lillebitte pip om, at masser af lande i verden, inklusiv Danmark, følger samme praksis med ikke at tvangsfodre sultestrejkende.
Mediehetzen mod Cuba skyldes ikke moralske kvababbelser over menneskerettighedernes tilstand – den handler om, at Cuba truer imperialismens magt, og derfor skal svines til og lyves om.
Den 4. maj fejrede vi vores eget lands befrielse fra udenlandsk overmagt. Det er den samme kamp, som cubanerne og venezuelanerne kæmper i dag – og de ved udmærket, hvordan de bliver fremstillet i vores store medier. Derfor en opfordring: Skriv under på www.porcuba.org og vis din støtte til cubanerne. De har brug for den.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
