I har sammen med PAME og de brede arbejdende masser givet det rigtige svar, nemlig at skærpe klassekampen nede fra gennem massemobilisering og militante demonstrationer.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/09a-hilsen-KKE-090.jpeg)
fra Kommunistisk Parti
Gode kammerater.
Kommunistisk Parti udtrykker hermed sin fulde solidaritet med den græske arbejderklasse og dens fortrop, Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE), og ønsker jer succes i den store demonstration, som afholdes i Athen lørdag den 15. maj.
Vores parti har opmærksomt fulgt udviklingen og tilspidsningen af klassekampen i Grækenland gennem de seneste måneder og betragter jeres erfaring som yderst værdifuld for arbejderne i alle EU-lande og dermed også for den danske arbejderklasse.
Vi fordømmer på det kraftigste de folkefjendske tiltag, som den socialdemokratiske Papandreou-regering har taget under pres fra EU og den Internationale Valutafond.
EU’s seneste beslutning om at oprette en fond på 750 milliarder euro for at »hjælpe« Grækenland og andre lande i en tilsvarende situation viser endnu engang, at EU’s eneste interesse er for enhver pris at redde finanskapitalen – og i sidste ende det kapitalistisk-imperialistiske system – uanset det arbejdende folks afsavn og lidelser.
Pensions- og lønnedgangen, afmonteringen af det sociale sikringssystem og den offentlige service er sammen med andre folkefjendske foranstaltninger i Papandreou-planen ikke midlertidige tiltag, men derimod foranstaltninger, som for længe siden er besluttet af den europæiske finanskapital gennem Maastricht-traktaten, Lissabon-strategien og Forfatningstraktaten, og som nu føres ud i livet med krisen som påskud.
Jeres parti har sammen med PAME og de brede arbejdende masser givet det rigtige svar på denne provokation, nemlig at skærpe klassekampen nede fra gennem massemobilisering og militante demonstrationer.
I den sammenhæng er vi helt enige med jer i, at det ikke alene er nødvendigt at bekæmpe klassefjenden og den reaktionære politik, men også at afsløre de opportunistiske kræfter, som fra deres positioner i arbejder- og fagbevægelsen forsøger at manipulere og vildlede arbejderne til fordel for social konsensus, sociale pagter og andre former for klassesamarbejde.
Den græske arbejderklasse, PAME og jeres parti er nu i front for kampen mod de kapitalistiske kræfter i EU. Denne kamp fortjener solidaritet fra alle europæiske arbejdere, som lider under EU’s reaktionære politik, og som måske vågner op i morgen til de samme folkefjendske tiltag, som det græske folk nu udsættes for.
Vores parti vil derfor uden tøven gøre alt, hvad der er i dets magt for at oplyse de danske arbejdere og det danske folk om den virkelige situation i jeres land og opfordre dem til at støtte jeres kamp.
Inden for rammerne af det kapitalistiske system findes der ingen folkelig og progressiv løsning på den nuværende krise. Det er derfor nødvendigt og rettidigt at rejse socialismen som det strategiske mål for arbejdernes kampe også i Europa, sådan som jeres parti gjorde med det allerede berømte »Budskab fra Akropolis«.
Længe leve den internationale solidaritet!
Hæder til Grækenlands Kommunistiske Parti!
Sejr til de græske arbejdere!
Europas folk, rejs jer!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278