Læren fra det 20. Århundrede viser, at de virkeligt store forbrydelser bliver begået af stater, ikke af individer. Vi skal ikke frygte hinanden – vi skal frygte, hvad staten kan udvikle sig til.
af Martin Lindboe,
medlem af PROSA’s hovedbestyrelse
4. maj er dagen, hvor vi markerer, at Danmark aldrig mere må komme under nazismens åg. At vi aldrig vil tillade fascismen at komme til magten.
Et blandt mange kendetegn ved totalitære systemer er overvågning af borgerne. Retten til privatliv bliver underordnet statens interesser. Derfor er det vigtigt, at vi tænker os godt om, inden vi øger overvågningen af borgerne.
Jeg kommer fra fagforeningen PROSA, der organiserer it-folk. Det er PROSA-medlemmer, der bliver bedt om at lave systemer til elektronisk overvågning af borgerne. Det er PROSA-medlemmer, der drifter dem. Og det er PROSA-medlemmer, der ved, hvordan de omgås.
Vi har kort sagt et ansvar for udviklingen. Derfor følger vi nøje politikernes beslutninger om indførelse af overvågning af borgerne – det handler om vores arbejde, som vi tager politisk stilling til.
Jeg er her i dag for at advare mod overvågning – og jeg er her for at tale om, hvordan vi som borgere kan undgå overvågning.
Terrorpakkerne
Udviklingen siden 2001 er desværre kun gået i én retning: Mod mere overvågning. Det første skred kom i 2002, hvor et flertal i Folketinget vedtog terrorpakke et.
Teleselskaber og internetudbydere fik pligt til at opbevare oplysninger om borgernes telefonopkald, brug af internettet (afsendelse af e-mails) i et år. Og Politiets Efterretningstjeneste, PET, fik mulighed for, med tilsagn fra en dommer, at få udleveret disse oplysninger.
Det kan jo lyde betryggende, at der skal en dommerkendelse til, før PET må få adgang til de lagrede oplysninger hos teleselskaber og internetudbydere.
Men i mere end 99 procent af tilfældene, hvor PET beder en dommer om ret til at indhente oplysninger om borgernes datatrafik, får PET tilladelse. Terrorpakke et er dermed en åben ladeport for udlevering af oplysninger om borgernes kommunikation til PET.
Fire år senere, i 2006, vedtog et flertal i Folketinget terrorpakke to. Her var det væsentligste indhold, at »terrorpakken« blev udvidet til at dække mistænkte for kriminalitet, som kan give op til halvandet års fængsel.
Jeg vil godt påpege, at der er temmelig mange ting, der kan give straffe på op til halvandet år. Selvfølgelig skal reel terror tages alvorligt, men det er ærlig talt ikke at tage terror alvorligt at sidestille terror med samtlige lovovertrædelser, der giver straffe på halvandet år.
Et andet element i terrorpakke to var, at PET fik adgang til mobilmasters registrering af, hvor borgernes mobiltelefoner er.
Mens vi står samlet her på pladsen i dag til 4. maj, kan vi via vores mobiltelefoner i lommen spores – og PET har adgang til oplysningerne. Det er problematisk i forhold til forsamlingsfriheden, at vi ikke kan samles som borgere, uden at det bliver registreret og overvåget.
Regeringen har ifølge sin handlingsplan mod terror flere planer om at udvide overvågningen – planerne er ikke vedtaget endnu, men ligger på tegnebrættet. Planerne går primært på, hvordan elektronisk overvågning kan gøres mere effektiv, så det kan omfatte store mængder data – og mange personer.
Der er kort sagt ønsker om at kunne skalere overvågningen op fra nogle få til mange mennesker. Der tegner sig en infrastruktur til rutinemæssig overvågning af borgerne i stor skala.
Nogen vil måske sige nu: Hvad er problemet? Hvorfor er overvågning problematisk? Hvis du ikke har noget at skjule, hvad er der så at være bange for? Giver overvågning ikke tryghed for uskyldige borgere?
Overvågning giver ikke tryghed
For at tage det sidste først: Mere teknologi giver ikke mere tryghed. Vi kan se det på de nu øde S-togs-stationer, efter at det bemandede billetsalg blev lukket og erstattet af kameraer – det har ikke øget trygheden.
Det gør heller ikke vores telefonopkald til venner mere trygge, at samtalen bliver registreret, og at data om samtalen bliver udleveret til PET. Og det gør mig ikke tryggere ved at tage metroen, at der er opsat kameraer.
Hvis der skulle være en selvmordsbomber om bord i metroen, er jeg faktisk ret ligeglad med, om det bliver filmet, når bomben bliver udløst. Og det gør mig ikke tryg, at PET kan følge med i, hvilke internetsider, jeg ser på, og hvem jeg sender mails til.
Det gør mig til gengæld utryg, at PET kan erklære folk for mistænkte, hvorefter PET kan overvåge de mistænkte. Og det gør mig utryg, at borgerne ikke kan få adgang til oplysninger om, hvorvidt de er overvågede eller ej.
Det gør mig utryg, at borgere ikke længere har ret til privatliv. Det gør mig særdeles utryg, at vores private holdninger, politiske orienteringer og religiøse overbevisninger bliver lagret og overvåget.
Overvågningen truer ytringsfriheden og forsamlingsfriheden. Når PET lytter med, bliver folk skræmt fra at ytre sig kritisk. Og folk afholder sig selv fra at demonstrere – for ingen vil registreres som potentielle »ballademagere«, der kan sigtes for terrorisme, efter at flere og flere handlinger karakteriseres som terrorisme.
Overvågning er farlig, fordi den ændrer folks adfærd.
Det er de grundlæggende frihedsrettigheder, der forringes gennem overvågning. Overvågningen undergraver de frihedsrettigheder, som skal sikre os mod et totalitært samfund. Derfor er overvågningen så farlig for demokratiet.
Hvad der ville gør mig tryg er noget helt andet: Det ville gøre mig tryg, hvis de uanet mange penge, der i dag bruges på overvågning, i stedet blev brugt på ganske almindeligt politiarbejde.
Teknologien kan ikke erstatte politiets forebyggende indsats og lokalkendskab – det er dét, der er brug for. Som it-professionel kan jeg fortælle jer, at overvågningen med lethed kan omgås af folk, der reelt har tænkt sig at udøve terror. Til gengæld er almindelige borgere forsvarsløse.
Anti-overvågning
Når staten angriber vores ret til at have et privatliv, må vi selv beskytte privatlivets fred.
PROSA og IT Politisk Forening har for et par år siden udgivet en CD med anti-overvågningsprogrammer, som sikrer, at borgerne kan bruge internettet anonymt og tale i telefon via krypteret IP-telefoni, så samtalen ikke kan spores.
Programmet er gratis for borgerne og kan downloades fra PROSA’s hjemmeside – eller fås på CD ved at komme ind i PROSA. I PROSA forsøger vi at påvirke beslutningstagerne, men vi mener også, at ganske almindelige borgere skal kunne kommunikere anonymt og sikkert, hvis de ønsker det.
Afslutningsvis vil jeg sige, at tillid til myndighederne er en grundsten i demokratiet. Men den tillid må aldrig blive til blind tro og accept.
Læren fra det 20. århundrede viser, at de virkeligt store forbrydelser bliver begået af stater, ikke af individer. Vi skal ikke frygte hinanden – vi skal frygte, hvad staten kan udvikle sig til.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
