"Der er ikke den ting, et betonsjak ikke kan klare…"

af Kjeld Stenum

Der har huseret nogle historier om top­officerer i det danske forsvar, som har haft lidt for dyre overnatningsvaner. Det er startskuddet til denne middagspauses skurvognsdiskussion. Én spørger:

»Har I læst det om de danske officerer?«

»Nej, hvad har du nu ondt i røven af?«

»Nåh, jeg synes bare, det var nogle lidt dyre biuakker, de forlanger til sig selv, de officerer i den danske hær. De har brugt, jeg husker ikke hvor mange millioner, på dyre hotelregninger for overnatninger, hvor de lige så godt kunne have sovet på de lokale kaserner, for de er underbelagte.«

»Ja, jeg læste det godt. Eller også kunne de prøve at ligge mellem myrerne med et regnslag over sig i den lokale plantage. Jeg kan godt huske, hvad de skulle have os andre til, dengang vi var indkaldt.«

»Ja, for ikke at snakke om, hvordan de elskede at brøle: Fald ned! hver gang vi passerede et mudderhul. Sådan nogle små sadistiske sataner. Nå, de har brugt pengene på hotelregninger? Jo, men de må jo holde lidt afstand til basserne for at opretholde autoriteten!«

»Ja, men det gør de da også. Sådan en små titusind kilometer, vil jeg tro. For det er jo altså dem, der sidder bag skrivebordene herhjemme og planlægger, vi snakker om. Skrivebordsgeneralerne. Jeg kan love dig, at sådan noget som for eksempel svineriet nede i Afghanistan, det holder de sig langt væk fra. Det har de folk til at tage sig af.«

»Jamen det er godt. Det er jeg glad for at høre. Jeg vil godt vide, at mine skattekroner går til noget ordentligt. Det er vigtigt, det med at opretholde autoriteten.«

»Ja, det er omtrent ligesom ingeniører og byggepladsledere nu om dage. De kan også godt lide at holde afstand.«

»Brokker du dig over det? Nej, nu tænker du altså for småt. Det går jo meget bedre, når de holder sig langt væk. Det er da meget værre, når de holder komme-hinanden-ved-møder med os. Hold kæft, hvor føler man sig tilklistret bagefter!«

»Nå, jeg tror nu ellers nok, at det store slag for vores demokrati dernede i Afghanistan kunne have haft gavn af, at de, der sidder på deres røv og planlægger det, kom lidt mere ned og kom hinanden ved med de soldater, der er kommet til at plaffe nogle lidt langskæggede civile ned i stedet for mullaherne. Eller har skudt med så store spredehagl, at det er kvinder og børn, der er smuttet med. Eller hvis de selv er blevet skudt og lemlæstet eller slået ihjel.«

»Ja, det kan da godt være, at nogle ville komme til at se lidt anderledes på det med at sende en hær ned og befri dem alle sammen til demokrati, hvis de så på lidt mere nært hold, hvordan der blev taget imod deres gode ideer.«

»Ja, hørte I det om ham geniet fra Venstre, hvad er det nu han hedder, han vil lave lokalradio til Somalia og Sudan?«

»Lokalradio?«

»Ja. Sådan én som den der Radio Free Europe eller hvad det nu var den hed, den der sendte til Østeuropa under den kolde krig. Så skal den fortælle de sorte lidt om vores demokrati og vestlige værdier. Det skal vi så betale for med vores skattekroner.«

»Ned og fortælle om vores værdier? Jamen det er da en god idé! Det skal nok hjælpe på dem, så de lærer at opføre sig ordentligt!«

»Ja, det er bare om det lige er batterier til transistoren, man har lettest ved at skaffe, hvis man lever i en krigszone eller en flygtningelejr.«

»Jamen det gør ikke noget, så kan de jo bare bygge et tårn til ham, så kan han jo kravle derop og råbe sine budskaber udover landskabet. Det vil falde godt ind i den lokale kolorit.«

»Ja. Eller vi kan sende Lene Espersen derned og op i sådan et tårn. Hun har en god fast hånd. Hun ved noget om, hvad der er vigtigt, og hvad der er lige meget i international politik!«

»Ja, Lene Espersen. Det er en rigtig god idé. Hun vil jo også så gerne gøre en forskel. Jeg er sikker på, at Mærsk også vil synes om den idé. Så skal de nok lade være med at stjæle hans skibe, hvis vi sender Lene Espersen derned!«

»Ja. Ellers kan vi da tilbyde at tage hende hjem igen som gengæld for, at de holder op. Den handel tror jeg ikke, de vil sige nej til.«

 Der er ikke den ting, et betonsjak ikke kan klare. I arbejdstiden tager vi os af de vigtige ting som sjakkets trivsel og hinandens mentale tilstand. Det sker gennem prikken til hinanden og godmodig mobning. Undervejs tømrer vi forskalling, binder jern og hælder beton i. Og på den måde bliver huse og fabrikker og kraftværker og broer og viadukter til, som også andre mennesker kan bruge.

I spisepauserne tager vi os så af de mindre betydningsfulde detaljer som firmaets ledelse, eller, som det fremgår af ovenstående, verdenssituationen. Det er heldigt for verden, at vi sådan også kan få tid til den i pauserne. Jeg ved slet ikke, hvordan den skulle klare sig uden os. Eller Lene Espersen.