Jo – når der er krise, så er vi alle i samme båd. Så er der både brede og smalle skuldre der skal bære, høj som lav.

Som kom den – regningen. Regeringen fremlagde, lige så sikkert som amen i kirken, en nedskæringsplan for den offentlige sektor. Men det er ikke kun den såkaldte offentlige sektor, det er samfundet der bliver skåret ned.

Klimaet er til det åbenbart. Og jo – når der er krise, så er vi alle i samme båd. Så er der både brede og smalle skuldre der skal bære, høj som lav. For – der er en regning, der skal samles op, og jo før vi betaler, jo nemmere bliver det.

Et lille bagatel af et simpelt husholdningsbudget, andet er det såmænd ikke ifølge Løkke Rasmussen. Men hvad er det lige for en regning?

Regningen
Regeringen har opdaget, at der er et såkaldt overforbrug. Det er egentlig mærkeligt, at det skulle være et problem. Kernen i den neoliberale strategi er jo netop oppustet øko-nomi.

I Danmark og USA har økonomien været præget af offentlig og privat gældsætning. Varm luft i økonomien, fiktive ejendomsværdier, afdragsfrie lån, kreditkortlån og meget andet har været anvendt til at skabe vækst i økonomien, eller mere præcist vækst i profitterne.

Den akkumulerede ophedning har været en forudsætning for den optur, der har præget perioder siden, den egentlige krise stod lysende klart i 1970’erne. Den neoliberale strategi var et svar på netop den krise.

USA, Storbritannien, Spanien, Italien med flere har gældsat sig til op over skorstenen. I EU gør der sig det særlige gældende, at store kapitalmængder er kanaliseret til såkaldte strukturpro-jekter, hvoraf mange er båret af korruption, eller simpelt hen har været til gavn for ma-fiaen og andre kriminelle organisationer. Og alle har vidst det.

Da finanskrisen ramte i september 2009, blev der yderligere stiftet gæld for at redde og holde liv i det neoliberale cirkus. EU’s finansministre besluttede dengang, at der skulle sendes en regning videre på et passende tidspunkt. Meldingen var klar, der skal skæres ned på de offentlige udgifter. Gæld­sætningen i sig selv var blevet en kilde til ustabilitet og til en direkte trussel mod EU-projektet inklusiv euroen.

Hvorfor ikke lade de banker, der har sat milliarder i tvivlsomme investeringer i Grækenland, Spanien med videre bløde selv? Det ville sande liberale jo mene, men neoliberalismen er imidlertid langt mere pragmatisk, fordi den gør brug af en stærk statsmagt.

Der er for eksempel nu skabt præcedens for, at staten holder hånden under de store banker. Mindre banker kan stadig gå ned. De store banker tager nu en endnu større risiko, som tilmed truer samfundsøkonomien, som vi alle er en del af.

Hvem betaler?
Hvorfor skal vi betale den regning?

Hvorfor er prisen kun økonomisk – er der ikke også en politisk pris? Det ville være på sin plads med en undersøgelseskommission om neoliberalismens fatale konsekvenser for verden.

Hvorfor skal vi nu omklamres? Vi har jo forsøgt at sige fra. Vi vil ikke være med i den samme båd – uden også at have del i styringen.

Det er jo ikke os, som vi er flest, der har skabt krisen. Vi har nu engang levet med de vilkår, der var.

Den neoliberale stat er til for de store penge og til at begrænse den offentlige sektors sociale dimension. Det er de vi ser nu, hvor omstændighederne måske er modnede til at tage ét af de store hug. Løkke Rasmussen appellerer til den protestantiske arbejdsmoral og forsagelse i os.

Men vi kan også blive sure.