Hvad er efter Harrits mening motivet til at sprænge WTC 7? Almindelig forsikringssvindel?

af Jacob Jensen, Birkerød

Niels Harrit fortæller den 11. maj i Arbejderen, at det officielle USA skjuler sandheden omkring 9/11. Desværre underbygger han ikke sine konklusioner med holdbare kendsgerninger.

Han hævder, at en bærende stålkonstruktion i sig selv har »modstandsdygtighed overfor brand« på grund af stålets varmeledningsevne. »Derved kommer stålets temperatur på brandstedet ikke op på en kritisk værdi.«

Skulle nogen være i tvivl om rigtigheden heraf, har han en anden forklaring parat: »Desuden har det vist sig i fuldskala forsøg, at den overordnede struktur bliver stående, også selv om stålelementer bliver varmet op til temperaturer, hvor deres individuelle bæreevne stort set er forsvundet.

På den baggrund må man ganske enkelt konkludere, at en steel-framed high-riser ikke styrter sammen på grund af en brand.«

Fra sådanne »kendsgerninger« drager Niels Harrit en følgeslutning: Når en brand ikke kan forårsage et kollaps, så må årsagen være sprængstof.

Bygningsreglementet siger, at alt bærende stål skal brandisoleres, fordi dets bæreevne kan forsvinde ved en kontorbrand. Brandisoleringen forsinker temperaturstigningen, så bygningen kan evakueres i tide. Brandsikringen sikrer ikke mod kollaps i mere end en eller to timer. Det ved alle bygningssagkyndige.

Skeptikere
Niels Harris kommer ikke ind på, hvorfor bygningsreglementer foreskriver en fordyrende brandsikring. I stedet beklager han sig over, at ikke »en eneste dansk ingeniør, arkitekt eller på anden måde bygningssagkyndig« hidtil har ønsket en professionel dialog om hans påstand, at hvis stålsøjlers bæreevne forsvinder på grund af en brand, så bliver bygningen alligevel stående.

De sammensvornes motiv var at få et »startsignal til krigen mod terror«. Det fik USA allerede ved kollapset af de to bygninger, som blev ramt af fly. Men hvad er efter Harrits mening motivet til at spræn-ge WTC 7? Almindelig forsikringssvindel?

Den mest kendte skeptiker, David Griffin, tager udgangspunkt i to bøger af Tompson og Nafeez Ahmed, som indeholder »mange beviser, der peger mod den konklusion, at Bush-administrationen faktisk med fuldt overlæg lod begivenhederne den 11. september finde sted« (side 19-20 i hans bog).

Men Griffin fandt beviserne fra de to seriøse forfattere for omfattende og ønskede en popularisering. Det førte til påstanden om sprængstof.

Hvordan al det sprængstof kunne bringes ind i og fordeles i bygningerne i løbet af »mange måneder« (ifølge Niels Harrit), uden at sikkerhedsfolk og ansatte så det, forklares ikke.

I min bog Den amerikanske epoke. Fra kold krig til krig mod terror bragte jeg de kendsgerninger frem, som jeg fandt relevante.

De viser, at amerikanske efterretningsfolk kendte til Al Qaeda-planer om selvmordsflyangreb, fulgte fly-piraternes forberedelser og lod aktionen finde sted. Det gav Bush-regeringen den ønskede anledning til at igangsætte den planlagte offensiv i Mellemøsten.

Taktik
Samme taktik benyttede USA ved det japanske angreb på Pearl Harbor og Saddam Husseins angreb på Kuwait. I andre tilfælde opdigtede CIA passende hændelser af samme karakter som Rigsdagsbranden, såsom Tonkin-episoden og efterretninger-ne om masseødelæggelsesvåben i Irak, som gav USA de ønskede undskyldninger.

Venstrefløjen anklager USA og CIA for at stå bag mange af verdens mystiske hændelser. Den etablerede presse udbreder skepsis imod sådanne »overdrevne« anklager og giver gerne pressedækning til ubegrundede spekulationer. 

Derfor tror store dele af befolkningen, at anklagen mod USA omkring 9/11 alene er baseret på en teori om sprængninger i de tre bygninger. Det er vand på den mølle, som den amerikanske propaganda har brug for:

Når venstrefløjen kommer frem med argumenter i ét tilfælde, som sagkundskaben tilbageviser, så er nok også alle dens andre beskyldninger mod CIA siden Anden Verdenskrig løs politisk propaganda baseret på eksotiske konspirationsteorier.