Vi kan da ikke være så simple, at vi ikke kan omstrukturere vores hverdag?

Grete Folman

af Hans Henrik Samuelsen

Mennesker vælger meget forskellige tilgange, når de skal løse problemer. Coaching er en af dem, selv om man her ikke er meget for at tale om problemer – sådanne kaldes nemlig udfordringer.
Mange har i dag erfaring med coaching som noget der ¬virker, men få ved hvorfor. Forklaringen er da også ganske indviklet og starter med hjernens betydning for de foran¬dringsprocesser mennesket søger.

Ny forskning viser, at vi ikke behøver at lade os diktere af vores sædvanlige tankemønstre, handlinger, adfærd og de vaner, vi har opbygget gennem tiden. Hjernen er nemlig formbar – det vil sige, at den kan ændre sig over tid, i takt med de erfaringer vi gør os.

Hvis man bliver gjort bekendt med eller nærmere bevidst om denne egenskab, har man allerede taget det første skridt mod en given forandring. Lad os kalde det en åbning, der muliggør, at vi kan bygge nye og mere konstruktive sammenhænge – et springbræt at komme videre på.

Vores tanker kan ikke altid se løsningen på et givet problem, selv om vi udmærket kender betydningen af problemet. Et vigtigt hjælpemiddel i sådan en situation er at konstruere nogle delmål, der baner vejen frem mod det endelige mål. Den menneskelige hjerne/tanke vil så ændre sig løbende og på den måde bane en mental vej for de videre skridt. Sagt på en anden måde skal vi ikke bare skifte briller, vi skal igennem flere sæt briller.

En coach kan ikke hjælpe den, der hele tiden siger til sig selv, at han/hun ikke kan. Det er næsten en grundlov i ¬psykologien. Kun den der ønsker hjælp kan hjælpes. Derfor skal vi først erkende, at vi har et problem.

Hele verden udleder 27.245.758.000 tons CO2 om året. Det tal er stigende. Endnu er der intet, der tyder på, at mennesket i sin helhed er i stand til at bringe det livstruende tal ned. Meget tyder dog på, at vi allerede i dag har de teknologier, der skal til. Mulighederne, der kan lede tankegangen, er altså en realitet.

Vi kan ikke ordne eller rettere indordne vores adfærd fra den ene dag til den anden. Til det er klimaudfordringen for kompleks. Det vi kan gøre er at spore vores tankgang ind på den retning, der fører til CO2-neutralitet.

Når man simulerer et handlingsforløb, aktiverer man de samme centre i hjernen, som man ville i virkelighedens verden. Simuleringer hjælper derved tankegangen på plads. Lad os derfor tænke i muligheder i stedet for begrænsninger. Vi kan da ikke være så simple, at vi ikke kan omstrukturere vores hverdag?