Efter endt læsning ved man stadig ikke rigtig noget om bogen, men nok en masse mere om Bjarne Nielsens syn på Børge Outze.
af Chr. Stokbro Karlsen
"Pressefriheden er Viljen til at lade sine Modstandere komme til orde", skrev Børge Outze i 1948, og det kunne Bjarne Nielsen måske have lært lidt af i sin anmeldelse af Ole Langes og Alex Frank Larsens bog Outze (bragt i Arbejderen den 12. maj). For efter endt læsning ved man stadig ikke rigtig noget om bogen, men nok en masse mere om Nielsens syn på Outze.
Den kritiske læsning af en bog, der andre steder i pressen er blevet sammenlignet med helgenlegender, er selvfølgelig nødvendig, men som læser af Nielsens anmeldelse sidder man tilbage med en fornemmelse af, at det ikke så meget er det forherligende ved de to forfatteres fremlæggelse af sagen, der kalder på en kritik, som det er Outzes anti-kommunisme.
Nielsen fokuserer ikke på Outzes faktiske landvindinger journalistisk set, men på, at han for eksempel var ansat ved det konservative Nationaltidende. Godt, men hvorfor så undlade at fortælle, at KU'erne lagde så stort pres på redaktøren, at Outze blev forbudt at skrive om politik? Hvad fortæller det om Outze?
Så er der tilfangetagelsen i 1944 og Outzes frigivelse. Nielsen fremhæver, at modstandsmanden »Citronen« blev dræbt i ildkamp, at DKP's Mogens Fog først kom fri under bombningen af Shellhuset, mens Outze derimod indgik »en aftale med nazisterne, ‘på skrømt’, om at spionere for dem«. Punktum. Gjorde han så det - spionerede for nazisterne? Nej, men Nielsens mening om manden bliver da skåret ud i beton.
»Boget [sic] er naturligvis spækket med Outzes had til Sovjetunionen, DKP, Scherfig og Fog. Den Fog, som ikke forhandlede sig ud af Shellhuset med nazisterne.« Ja, man forstår nok, på baggrund af denne lidelsens patos, hvad Nielsen gerne havde set Outze gøre: Høfligt afvente om han blev sendt i arbejdslejr eller fik et nakkeskud.
På den anden side var der vel al mulig grund til at være kritisk over for Stalins Sovjet og dets støtter? Der var vel lige så meget førerkult i øst, som der var i vest før krigen? Og hvis Outze som enkeltperson skal kritiseres for at indgå en skinaftale med nazisterne for på den måde at komme fri, skal Stalin og Sovjetunionen så ikke kritiseres så meget desto mere for at indgå en ikkeangrebspagt med Hitlers regime; en pagt der blev annulleret af Hitler og ikke Stalin.
Den kritiske tilgang til materialet i Outze-bogen kunne rigtig nok have været mere udtalt, men Nielsen kunne på sin side også gerne have udøvet en smule selvkritik. Her er jo ikke egentlig tale om en anmeldelse, men snarere et karaktermord på en kritisk journalist, hvis største fejl synes at have været ikke at være kommunist?
Hverken Outze eller hans biografer kommer til orde for Nielsens iver efter at gøre denne borgerlige bladsmører suspekt; men Outze ønskede en avis, der var fri af partipolitik, og det er i mine øjne prisværdigt.
Og så var Outze jo heller ikke mere borgerlig end som så. Gang på gang var avisen ved at lukke på grund af økonomiske vanskeligheder, nogen har sammenlignet den med en humlebi, der egentlig ikke burde kunne flyve og dog gør det, men alligevel nægtede Outze ligeledes gang på gang at modtage økonomisk støtte fra A.P. Møller. Og i dag står avisen nok stadig for den eneste egentlig kritiske journalistik på markedet, der er kendetegnet ved lidt for meget medløberi.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
