Endnu engang er landet sunket ned i selvfordummelse og afstumpet højrenationalisme.

af Søren Andreas Juul-Nielsen, Århus

Med den aktuelle film »Krigen i Afghanistan« bringes »slagtebænk Dybbøl« i erindring.

Efter 1864 gik landet ind i en bortgemt og løgnagtig, kvalmende nationalisme, som man først fik gjort op med 30-40 år senere – med opkomsten af en ny antiautoritær humanisme med internationalistiske perspektiver og ikke mindst opgør med den forbryderiske millitarisme.

Endnu et tilbageslag med nazismen og dansk deltagelse heri. Faktisk havde man også i 1930’erne og frem til 1945 et »Dansk folkeparti« herhjemme.

Forskellen til det aktuelle Dansk Folkeparti er der ikke, bortset fra at man dengang gik efter jøderne, men nu har skiftet dem ud med muslimer.

Endnu engang rejste befolkningen sig i en fornyet antikrigsbevægelse fra cirka 1964 frem til 2001, hvor endnu en ny bølge af krig og løgn tog over – som bekendt med den forbryderiske og løgnagtigt begrundede Irak-krig.

En krigsforbrydelse, som for første gang sker med dansk deltagelse som en angrebskrig imod FN. Og med op omkring en million civile ofre.

Endnu engang er landet sunket ned i selvfordummelse og afstumpet højrenationalisme, endnu engang er »de fremmede« de onde, og vi bilder os ind  at vi er så fantastisk gode, samtidig med at vi bliver dummere og dummere og sure og intolerante. Mistænksomme og småligt moralistisk nidkære, mens der bliver så lavt til loftet, at vi snart åndeligt set kravler af sted.

Skal vi håbe på, at en ny befrielse ikke lader 20 år vente på sig igen?