08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løkke samlede regningen op

Løkke samlede regningen op

Torsdag, 27. maj, 2010, 09:26:58

Det forekommer som idioti i verdensklasse, medmindre man er drevet af en usympatisk, borgerlig liberal tankegang, hvor intet afstumpet tiltag er for groft.

Løkke samlede regningen op
Arkivfoto: Arbejderen
Regeringen sender regningen til blandt andet Lindøarbejderne, som står til at miste deres arbejde.

af Poul Andersen, ‑bestyrelsesmedlem i3F Frederiksværk-Frederikssund

Så har regeringen og Dansk Folkeparti samlet regningen på 24 milliarder op.

Da de skulle finde modtageren, som rettelig burde betale den største del af beløbet, så blev rudekuverten ikke afleveret gennem brevsprækken på det finansielle marked.

De, som bærer et forholdsmæssigt stort ansvar for krisen, ja de slipper øjensynligt med at blive tildelt bankpakker i milliardklassen.

Og regningen, som blev samlet op, den videresendes til for eksempel skibsbyggeren på Lindøværftet, som har mistet – eller i nær fremtid mister – sit arbejde for at se dette blive udført i Asien med cirka 2,5 milliarder erhvervsstøttekroner til A. P .Møller, givet af selvsamme regering, som har sendt regningen til blandt andet skibsbyggeren.

Dette forekommer som idioti i verdensklasse, medmindre man er drevet af en usympatisk, borgerlig liberal tankegang, hvor intet afstumpet tiltag er for groft i forhold til at jokke på arbejdsløse og andre lavindkomstgrupper, samt grupper, der i forvejen har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Nu er det så, at regeringen og Dansk Folkeparti nok vil påstå, at de arbejdsløse bare kan gå ud og finde sig et nyt job, og det kan nogle sikkert også, om ikke andet med tiden.

Men for dem, som ikke kan, ja der vil situationen tegne sig meget dyster, og det vil så på længere sigt føre til en alvorlig situation omkring samfundets sammenhæng, hvor det at blive marginaliseret og udstødt utvivlsomt vil føre til uhensigtsmæssige sociale konsekvenser.

At arbejdsmarkedet og den danske model nu trues, det er så forhold, de kommende overenskomstforhandlinger bør tage højde for, med krav om længere opsigelsesvarsel og større godtgørelser.

Et af de parametre, som retfærdiggjorde dagpengeperiodens længde, var netop de relativt korte opsigelsesfrister og de meget lave godtgørelser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. maj. 2010 - 09:26   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev