08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sundhed og velfærd trues

Sundhed og velfærd trues

Torsdag, 27. maj, 2010, 09:23:34

Udviklingen medfører stigende krav til viden, faglighed og dokumentation. Der er mere end nogensinde før brug for sygeplejersker i kommunerne.

fra Dansk Sygeplejeråd

Det kommunale sundhedsvæsen har med kommunalreformen overtaget et langt større ansvar for det samlede sundhedsvæsen. Det giver god mening, hvor der kommer flere komplekse, kronisk syge og flere ældre borgere i kommunerne.

Samtidig overgår flere opgaver fra hospitalerne til kommunerne på grund af nedlæggelse af sengepladser, accelererede patientforløb, en væsentlig øgning i ambulante behandlinger og etablering af akutte modtageafsnit. 

En udvikling, der medfører stigende krav til viden, faglighed og til dokumentation. Der er mere end nogensinde før brug for sygeplejersker i kommunerne.

På trods af dette faktum så melder mange kommuner forud for økonomiforhandlingerne mellem regeringen og kommunerne, at de indfører ansættelsesstop, og nogle kommuner vælger endda at afskedige sygeplejersker.

Ansættelsesstop, stillingsnedlæggelser, afskedigelser af sygeplejersker og fjernelse af klinikpladser til sygeplejestuderende – som det sker i blandt andet Odder Kommune – er udtryk for kortsigtet politisk prioritering, som ikke understøtter de udfordringer, som kommunerne står overfor.

dybt problematisk

Fastholdelse af sundhed og velfærd kræver både prioriteringer og investeringer.

Når sygeplejerskers faglige viden nedprioriteres i kommunerne, kan det medføre unødige indlæggelser og genindlæggelser, som både belaster borgeren og medfører øgede udgifter for regionerne og kommunerne selv i sidste ende.

Det er derfor dybt problematisk for alle intentioner om øget forebyggelse og øget sundhed i Danmark, når den førte politik tvinger kommuner til at spare på dette område.

Samtidig viser situationen med al tydelighed også, at nogle kommuner ikke er opgaven på sundhedsområdet voksen. Kommunerne accepterer økonomiaftaler med regeringen og vælger dernæst at gå efter laveste fællesnævner.

Der er behov for, at sundhedsmyndighederne stiller langt mere præcise krav til kommunernes løsning af sundhedsopgaverne, samtidig med at kommunerne får de nødvendige ressourcer til sundhedsopgaverne.

sygeplejersken som garant

Kommunerne skal have det økonomiske grundlag til at ansætte de sygeplejersker, der er brug for, til at løse de sygeplejefaglige opgaver.

Det er sygeplejerskerne som den højest uddannede faggruppe indenfor det kommunale sundhedsvæsen, der kan sikre den mest effektive og fagligt forsvarlige ledelsesmæssige styring af kvalitet og udførelse til gavn for borgerne og patienterne.

Dansk Sygeplejeråd opfordrer til, at regeringen afsætter flere midler i økonomiforhandlingerne med kommunerne, som kan sikre borgerne øget forebyggelse og sundhed i Danmark.

Samtidig opfordrer Dansk Sygeplejeråd alle kommuner til at prioritere sundhedsområdet og påtage sig det ansvar, som de har fået ved kommunalreformen.

Vedtaget på kongressen den 19. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. maj. 2010 - 09:23   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser