SKÆRVEKNUSEREN

af Kjeld Stenum

I de seneste årtier har der verseret en del teorier om, at arbejderklassen er ved at forsvinde, i hvert fald i de højt-industrialiserede lande. Det er jo et historisk faktum, at en anden arbejdende klasse, bondeklassen, om ikke ligefrem forsvandt, så dog blev forvandlet fra en dominerende til en marginal klasse i disse lande i løbet af forrige århundrede. Landarbejderne blev omtrent udkonkurreret af teknologien.

Er det utænkeligt, at noget lignende er ved at ske med arbejderklassen? Det er jo dog også i vores tid et omtrent dagligt empirisk faktum i netop de højt industrialiserede lande, at arbejdspladser forsvinder i stor stil.

Hvordan dette vil udvikle sig på længere sigt er pladsen ikke til at diskutere her. Foreløbig er der dog ikke tale om, at arbejderklassen er under afvikling. Hvad der især sker er, at den i stort omfang usynliggøres i de højst udviklede lande, fordi kapitalisterne flytter deres investeringer hen, hvor arbejdskraften er billigst, eller arbejderne rejser langt efter arbejde, oftest under mindre legaliserede omstændigheder, der gør dem dybt afhængige af deres arbejdsgivere, får dem til at sky offentligheden og gør det umuligt for dem at kæmpe for deres ret.

De er usynlige for statistikker og medier og gør alt for at bevare deres egen usynlighed. Under den overproduktionskrise, som er fulgt i kølvandet på finanskrisen, overflødiggøres store dele af dem, hvilket forstærker rivaliseringen om jobbene og gør løn og retsstilling endnu ringere.

Det er, hvad vi, de etablerede arbejdere i industrilandene, først og fremmest mærker til eksistensen af denne usynlige slavehær: Voldsomt tryk på løn- og arbejdsforhold og voldsom udflytning af vore arbejdspladser. Derfor reagerer vi ofte fjendtligt over for dem.

Vi tror, vi kan bevare vore jobs blot ved at holde slavehæren udenfor vore grænser. Men det kan vi ikke. For så flytter kapitalisterne bare også deres investeringer udenfor vore grænser.

Selvfølgelig er fænomenet migrantarbejdere ikke noget nyt; det har eksisteret lige siden kapitalismens barndom, ja, før det endda. Men det har næppe nogensinde tidligere haft den afgørende indflydelse på arbejdsmarkedet, som det har nu. Og det er en tendens, som nok kun vil forstærkes.

Alle tal over, hvor mange migrantarbejdere der findes, er naturligvis behæftet med stor usikkerhed, fordi så mange migrantarbejderes forhold ikke er lovliggjorte. Vi ved jo ikke engang sikkert, hvor mange østeuropæere der arbejder i Danmark.

"Migrantarbejdsmarkedet er moderne kapitalismes absolut vigtigste arbejdskraft-marked…"

Men en hurtig surfning på internettet kan give et indtryk af, hvad vi taler om: Verdens mest trafikerede migrationsgrænse er grænsen mellem Mexico og USA; her søgte i 2005 10,4 millioner fattige mexicanere over grænsen. USA huser i alt knapt 40 millioner migrantarbejdere.

I absolutte tal overgås USA af Kina, hvor der nævnes tal fra 130 millioner til 200 millioner. Langt de fleste af migrantarbejderne i Kina er dog selv kinesere, der er søgt ind til millionbyerne uden arbejdstilladelse fra fjerne, fattige landprovinser. Tallene fra USA og Kina er voldsomt store, mere end 10 procent af befolkningerne.

Oversat til danske forhold ville det i forhold til hele befolkningen langt overstige antallet af medlemmer i 3F. Rusland har omkring 12 millioner migrantarbejdere, Tyskland omkring 10 millioner.

Lande, der især leverer arbejdere til det internationale migrant-marked, er Indien, Kina, Mexico, Filippinerne. For eksempel sendte Filippinerne sidste år omkring 1,4 millioner migrantarbejdere på markedet. Omkring otte millioner filippinere i alt forsøger at gøre livet i den usynlige slavehær til en tilværelse og bidrager til hjemlandets økonomi med omkring 10 milliarder dollars. Her overgås de dog klart af indiske migrantarbejdere, der sender 27 milliarder dollars hjem, kineserne sender 25,6 milliarder dollars, mexicanerne 17 milliarder, og franskmændene 12,5 milliarder.

I forhold til bruttonationalproduktet er det dog, hvad migrantarbejdere fra fattige tidligere Sovjet-republikker sender hjem, der tæller mest; lande som Tajikistan, Moldau og Kirgisistan kan nævnes, dog figurerer også latinamerikanske lande som Honduras højt. I Tajikistan og Moldau udgør migrantarbejdernes bidrag til bruttonationalproduktet hele 36 procent, i Honduras 26 procent.

Selvfølgelig må der mere end et par timers surfen på nettet til. Men jeg tror desværre, at også større grundighed vil vise, at migrantarbejdsmarkedet i dag ikke blot er et uheldigt biprodukt af moderne kapitalisme, der kan holdes nede med forsvarskamp for lokale arbejdsmarkeds-traditioner.

Migrantarbejdsmarkedet er moderne kapitalismes absolut vigtigste arbejdskraft-marked og spiller den afgørende rolle for kapitalismens fremtidige udvikling. Og lokale arbejdsmarkeds-traditioner som for eksempel de danske marginaliseres allerede og vil i stigende omfang blive marginaliserede.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal holde op med at slås for vore lokale tilkæmpede rettigheder. Kampen for tyendets rettigheder for hundrede år siden var jo heller ikke ligegyldig, selv om tyendet var på vej til at forsvinde. Men det er endnu vigtigere, at vi forandrer holdning til migrant-fænomenet.

Især i europæiske lande er holdningen om at beskytte de nationale grænser eller EU’s grænser mod indvandring vidt udbredt, også blandt arbejdere. Men de mange restriktive love svækker blot migrantarbejdernes retstilstand endnu mere og gør det endnu vanskeligere for dem at kæmpe for ordentlige forhold. Og jo dårligere deres forhold er, desto hårdere konkurrence byder de os.

For kapitalisterne flytter uden skrupler hen, hvor arbejdskraften er billigst og villigst. I stedet skulle vi koncentrere os om at gøre det muligt for migranterne at træde åbent frem og selv kæmpe for at få rettigheder, helst samme ret som os, deres lokale kolleger.