»9/11« er en begivenhed, der prægede sig ind i folkenes sjæle og lagde sig smukt til rette i en opfattelse af, at kun vanvittige muslimer kan finde på noget så grusomt
af Bo Richardt, Espergærde
Terrordiskursens transformering af samfundet står naturligvis højt på den politiske og mediemæsige dagsorden, såvel hos Arbejderen som hos de toneangivende, store borgerlige og offentlige medier.
Igen og igen bliver terrorkatastrofen den 11. september (herefter 9/11) nævnt som eksemplet par excellence på, hvor galt det kan gå. Hvorfor det er så nødvendigt at beskytte vore sårbare, pluralistiske frihedssamfund mod den uhyggelige terror?
Det er fuldstændig underforstået, at terroren i USA blev begået alene af islamistiske fundamentalister i et netværk, hvor Osama bin Laden udråbes til edderkoppen. Altså den officielle forklaring, som vi kender til hudløshed og hjernedødhed. Der er ikke nogen forbehold.
Det er altså evident, at terrordiskursen blev »boostet« af 9/11, en begivenhed der prægede sig ind i folkenes sjæle og lagde sig så smukt til rette i en opfattelse af, at kun vanvittige muslimer kan finde på noget så grusomt.
Der er ikke nogen tvivl om, at terroren har øget frygten og xenofobien. Ikke fordi det egentlig plager danskeren meget i hverdagen, men alligevel anerkender flertallet en politik, der føres på baggrund af denne »hypede« frygt.
Mange anstændige medborgere synes nok, der bli’r dæmoniseret for meget, men accepterer med et skuldertræk, at Dansk Folkeparti styrer en væsentlig del af værdipolitikken, så selv DR holder mikrofon for Pia og hendes tro drabanter, herunder et par præster, der ikke selv lever efter Jesu lære.
Det er hovedrystende, så meget hykleri folk æder og tænker, at »det rammer vel ikke mig; jeg er jo et almindeligt travlt hverdagsmenneske, som passer mit og klarer mig. Har nok at gøre med selv at følge med.«
Og husk – det hedder jo ikke længere Big Brother, men Big Mother, der overvåger os. Tilliden til, at vore ledere trods alt vil os det bedste, at vores demokratiske retssamfund fungerer som en slags naturlov, er stærk. Det må være sådan, ellers er det ubærligt og nedbrydende for velfærdssamfundet.
Arbejderen anlægger naturligvis og gudskelov en anden vinkel på terrordiskursens politiske tiltag; krigene, den tiltagende retsløshed og kriminalisering af politisk opposition. Men 9/11 stiller avisen ikke for alvor spørgsmål ved.
Ingen spørgsmålstegn
Det så vi for eksempel i »–sams« klumme den 20. marts i temanummeret om Irak-krigen, hvor han indiskutabelt gengav den officielle version. Og de ellers altid stærke og velskrevne ledere har heller ikke, hvad jeg gennem nogle år har fulgt med i, diskuteret de alternative tanker om 9/11, som florerer i stadigt mere udbredte kredse.
Det er dog med stor fornøjelse, at jeg ser Harrits kronik i Arbejderen den 11. maj. 1) Harrit er videnskabsmanden, der diskuterer det særdeles tankevækkende sammenbrud af WTC 7 i sit prisbelønnede foredrag, men undlader politiske endsige konspiratoriske analyser.
Min indgangsvinkel til emnet er ligeledes non-politisk og -konspiratorisk – den handler grundlæggende om retssikkerheden og motivet til forbrydelse. Notabene: USA udråbte med succes dåden til at være et krigsangreb, og så trådte NATO-eden i kraft.
Jeg anser det for at være en kriminel handling, massemord med mere. Nok til 1200 års fængsel vil jeg tro, og 37 gange henrettelse – én gang er ligesom ikke nok for en så forfærdelig forbrydelse. Tænk hvilket antiklimaks, hvis de havde fanget bin Laden.
Retsplejeloven taler i paragraf 60 om inhabilitet: Ingen må handle som dommer i en sag, når han selv er part i sagen eller er interesseret i dens udfald. Det er jo sådan set ret oplagt, og noget folk umiddelbart forstår, når jeg til 9/11-netværkets gadeaktioner passer folk op og forklarer dette retssikkerhedsmæssige problem i opklaringen af 9/11.
Det er en kendsgerning, at de neokonservative i USA i 1990’erne, mens Clinton residerede i Det hvide Hus, havde en tænketank, de kaldte Project for the New American Century. 2)
Da Sovjetunionen faldt sammen i 1991, havde USA vundet Den kolde Krig, og det får naturligvis en nation i latent alarmberedskab til at slappe lidt af. Hvorfor skulle det være nødvendigt at opretholde et enormt militærapparat, når der ikke længere er en global udfordring.
Men denne tænketank tænkte lidt længere – ind i et nyt århundrede og de globale udfordringer, der venter, internettet, klimaforandringerne, oil-peak, Kina. Og navnet fortæller deres ambition.
Det var tanker og planer fra folk, der arbejdede på og vidste, de var i position til ved valget november 2000 at overtage den formelle statsmagt over klodens suverænt stærkeste økonomi og militær.
Men de havde et problem med at overbevise den amerikanske opinion om, at det var nødvendigt at opretholde et superstærkt militær. Det er en kendsgerning, at denne tænketank med Wolfovitz som medforfatter udgav dokumentet Rebuilding America’s Defenses i september 2000.
Et nyt pearl harbor
I dette dokument finder vi følgende alarmerende passage: Further, the process of transformation, even if it brings revolutionary change, is likely to be a long one, absent (: uden) some catastrophic and catalyzing event – like a new Pearl Harbor. 3)
Uanset hvilken »transformation« og »revolutionær ændring«, vi taler om, betyder citatet uden for enhver kontekst, at der var en forhåndsinteresse.
Man må spørge sig selv, om disse neokonservative, der bekvemt var kommet til magten passende ni måneder før 9/11, muligvis ikke var helt utilfredse med at få opfyldt deres »katalyserende katastrofe«. I sandhed katalyserende for politisk medvind til deres ambitioner.
Det er en kendsgerning, at det er de samme mennesker, der har forklaret os, hvordan 9/11 gik til, og hvem der er de skyldige.
Givet på forhånd
De nedsatte en kommission, der i foråret 2004 udgav den mest pinlige, officielle redegørelse. Dens kommisso-rium var givet på forhånd, hvilket betød, at den slet ikke undersøgte tråde, der pegede i retning af, at regeringsmedlemmer vidste mere, end de ville stå ved.
Et eklatant eksempel på dette kan stadig ses på youtube: Norman Minetas vidneudsagn. 4) Bemærk, hvordan udspørgeren, den agtværdige Lee Hamilton, krummer tæer for at få drejet væk fra det pinlige udsagn, hans vidne kommer med.
Mig bekendt kom dette vidneudsagn slet ikke med i den officielle rapport. I alt fald står det fast, at offentligheden ikke ved, hvad det var for en ordre, Cheney bekræftede.
David Ray Griffin diskuterer i sin bog »Det Nye Pearl Harbor« 5), at den bedste tese er, at det er en såkaldt stand down ordre – altså at der ikke skulle jagerfly i luften.
Det er jo bemærkelsesværdigt, at det højsofistikerede amerikanske luftvåben ikke fik nogen jagere op til at beskytte deres egen hovedstad, selvom de altså vidste, at noget var på vej. De vidste jo ikke, hvor det fly ville ramme – måske Det hvide Hus eller Capitol, der vel at mærke ikke blev evakueret, før efter at Pentagon blev ramt.
Dette er blot et par eksempler på mystiske dispositioner fra regeringens side og på en retlig situation, hvor de selvsamme mennesker, som høstede enorm politisk og personlig fordel af terroraktionen, ikke kan stilles i vidneskranken for under edsansvar at svare for sig.
En almindelig kriminalteknisk metode er at se på motivet. Al Qaeda og bin Ladens oplagte motiv skulle være at ramme »den onde satan« og vise os, at vi ikke er usårlige.
For dette fik de for alvor medvind til jihad, thi det er oplagt, at terrorkrigenes åbenlyst ensidige retsopfattelse radikaliserer arabisk-, somalisk-, afghansk-, pakistansk-muslimsk ungdom til at kæmpe mod Vestens højt besungne, men hykleriske frihedskultur.
Og hvor skal de så gå hen? Islam er det samlingspunkt, som Vesten ikke kontrollerer. Vestens hadeobjekt. Dér samler radikalismen sig, og voila har vi skabt den fjende, vi udpegede.
Jo, bin Laden er givetvis med i det. Han fik jo også enorm politisk gevinst på sin side. Men det er ikke hans udbytte, der er sagen her, det er Bush-regeringens udbytte og qua dette muligheden for, at de i kriminel grad vidste, at det ville komme.
Og således for os at indse, at der er berettiget tvivl om skylden for den største forbrydelse i nyere tid.
Kommissionen undersøgte slet ikke tråde, der pegede i retning af, at regeringsmedlemmer vidste mere, end de ville stå ved.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
