Omsorgssvigt og mishandling er ødelæggende for de børn, der rammes. Men det er en opvækst i fattigdom også.
af Preben Brandt
Det gik jo ikke helt så galt, som man i nogle dage kunne frygte, efter at regeringen havde præsenteret sin genopretningspakke.
Men alligevel galt nok, for også med den vedtagne pakke vil der være nogle, som vil blive skubbet ud i fattigdom.
Det er svært for mig at blive overrasket over sådan en politik. Det er jo lettest at slå på dem, der ligger ned. Og der er jo i forvejen gennem de sidste 10 år blevet ført en benhård økonomisk politik, som stille og roligt har medført en vækst i antallet af fattige og voksende social ulighed.
En politik, som har sat en anstændig socialpolitik, rettet mod at sikre også samfundets socialt svageste, i skammekrogen. Og som har fået alvorlige negative konsekvenser for helbred og sociale funktioner for voksne og berøvet mange børn muligheden for en god fremtid.
Fattigdom ødelægger
Fattige børns vilkår, og at der overhovedet er børn, der vokser op i fattigdom, bør være et fast punkt på dagsordnen i både almen politisk og i socialpolitisk sammenhæng.
Der er organisationer, der hele sørger for, at vi ikke glemmer, at der er fattige børn i Danmark.
Og med jævne mellemrum bliver emnet også taget op i den offentlige debat, men det er som om det hurtigt bliver glemt igen.
Op til jul bliver de fleste af os berørt over at hører om antallet af fattige børn. Når der er en stor sag om en kommune, der svigter i forhold til en familie, hvor børnene bliver groft omsorgssvigtede, kommer der også gang i en debat.
Men det bliver på en eller anden måde ved det.
Omsorgssvigt og mishandling er ødelæggende for de børn, der rammes. Men det er en opvækst i fattigdom også.
Vi lukker øjnene
Der bliver nævnt forskellige tal for, hvor mange børn, der vokser op med forældre, der er fattige. Men op mod 200.000 er et af de troværdige.
Jeg er ikke blind for, at der er familier med børn, der vælger så lave indtægter, at de falder under fattigdomsgrænsen for at prioritere andre hensyn, og hvor de ressourcer og den omsorg, som børn har behov for rigeligt er til stede.
Eller at der er familier, der ikke direkte vælger fattigdom, men som alligevel har overskud til at tage sig af børnene på en god måde.
Men en stor del af de familier, der er langvarigt fattige, har ikke det overskud og er ramt af den afmagt, som fattigdommen medfører.
Vi, som har vores på det tørre, lukker alt for ofte øjnene for denne del af vores samfund.
Jeg har faktisk mistanke om, at vi helst ikke rigtigt tror på, at de findes i Danmark, disse familier og disse børn.
De fattigste bor nemlig oftest i særlige kvarterer, hvor vi sådan set sjældent har et ærinde.
De mere ressourcestærke forældre sætter deres børn i privatskoler, og deres børn nyder selvfølgelig godt af forældrenes private, skattefinansierede sygeforsikring.
Skævt ind på livet
Men de er der. Og lige som altid har været, er de børn, der vokser op i den fattigdom, der allerede har sat sig spor i forældrenes liv, i betydelig risiko for at komme skævt ind i livet.
Chancen for en god, støttende skolegang er ringere for dem end for andre børn.
Risikoen for at de får brug for en god social indsats fra det sociale system er meget større for dem, end for andre børn. Og set i forhold til andre børn er risikoen klart større for, at de ikke kommer ind i uddannelsessystemet og at de havner i ungdomskriminalitet, misbrug og uden for arbejdsmarkedet.
Læs nu, at jeg skriver, at risikoen er større end for andre børn. Jeg skriver ikke at det altid går sådan, for det gør det heldigvis ikke.
Nogle børn er stærke overlevere, der nok oplever og må leve med virkningerne af afmagt og fattigdom, men som klarer sig igennem.
Andre får en god og kærlig støtte fra en eller anden i deres egen verden.
Og andre igen får faktisk hjælp til at komme igennem en svær barndom, gennem de hjælpeforanstaltninger, som de ansvarlige, kommunale myndigheder yder.
Dybt uretfærdigt
Stigende fattigdom og nedskæringer på de kommunale budgetter øger risikoen for at flere og flere børn bliver svigtet.
De gode viljer og gode ord er ikke tilstrækkelige til at sikre alle børn en god opvækst.
Jeg har gennem mange år i mit arbejde med socialt udsatte voksne, set hvor galt det kan gå nogle og hørt på forfærdelige beretninger om det massive omsorgssvigt mange af disse voksne engang har været udsat for.
Og jeg har tænkt, at det ikke alene er en menneskelig katastrofe, at vi lader nogle børn blive behandlet sådan, det er også dårlig forretning set på længere sigt, og så er det ikke mindst dybt uretfærdigt, at vi lader disse børn i stikken.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
