…Vi vil ikke se i øjnene, at det reelt er vore egne unger, vi ekskluderer…

SKÆRVEKNUSEREN

af Kjeld Stenum

Det regner. Når det regner på min arbejdsplads, går vi i skuret. De fleste steder vil arbejdsgiverne helst, at vi bliver ude og arbejder. Men som regel er der enighed om, at man går i skuret. Og som regel holder arbejdsgiverne sig tilbage fra at forlange, at vi ligefrem går ude og bliver pissevåde, udefra af regn, hvis vi ikke bruger regntøj, eller indefra af sved, hvis vi gør.

Men indimellem kører de at rejse lidt kamp om det. Når vi har siddet inde i et par timer, og det stadig ikke er blevet tørvejr, starter som regel tovtrækkeriet mellem sjakket og firmaet om, hvorvidt vi skal gå på vejrlig, eller vi skal blive ved med at sidde og vente. Det er én af de positioner, hvor kutyme er lidt uklar i øjeblikket, derfor er der rigtig mange steder kamp om den. Arbejdsgiverne vil helst have os til at blive, vi vil helst hjem.

Når arbejdsgiverne vil have os til at blive, hænger det selvfølgelig sammen med, at det kunne blive tørvejr, og de kunne få lidt mere merværdi ud af os. Men også med, at de ved, det bliver en kamp op ad bakke for os at opretholde selvdisciplinen og blive inde helt til fyraften. Vi kan ikke klare at sidde og trille tommelfingre i et skur en hel dag.

Så springer snart den ene, snart den anden op og stiller sig hen til vinduet eller døren og spejder desperat ud i vejrli­get efter en lysning i skyerne. Eller man begynder at trave rastløst frem og tilbage mellem spiserummet og omklædningsrummet, eller mellem skuret og rygecontaineren.

Der bliver let stemning for at gå ud ved den mindste aftagen i regnvejret, og selv om det som regel tager til igen, så snart vi er ude over dørtærsklen, så er vi jo gået i gang og bliver ofte ude og arbejder og bliver pissevåde. Og arbejdsgiverne ved det og håber på ad den vej at fratage os lysten til i det hele taget at kæmpe for vejrlig.

De fleste af os har det overordentlig svært med det at sidde og vente. Men nogle har det sværere end andre. Hos én af mine makkere er det særlig slemt. Fordi det også er slemt for os andre, kan vi slet ikke tåle at se én, der har så svært ved at sidde stille. Så mobber vi ham lidt, beder ham stikke tungen ud, så vi kan se, hvor brun den er blevet af at slikke røv på arbejdsgiveren, eller hvad vi nu kan hitte på.

Jeg plejer at foretrække at kalde ham et DAMP-barn og bede ham sidde ned og slappe af; jeg synes måske, at den med at kalde ham en røvslikker er lidt urimelig, for det er han absolut ikke, han kan bare ikke sidde stille. Og det kan vi andre jo heller ikke ret godt. Det er som en hel masse af vores barndoms skoletimer i træk, uden frikvarterer imellem. Det er ikke noget for voksne mænd, der er blevet vænnet til at få frisk luft.

Men det er det heller ikke for raske knægte i skolen. Når man sidder der i skuret og mærker, hvordan man har det med det her, og man kommer til at tænke på, at det er skoleungerne tvunget til, dag efter dag, i efterhånden en urimelig masse år, så undrer man sig ikke over, at mange udvikler forhøjet rastløshed.

Især da ikke, når man så om aftenen kan sidde og se i sit fjernsyn, at skolerne forfalder, og klassekvotienterne stiger, og vi efterhånden lever i et land, der stiller højere krav til svins indeklima og pladsforhold, end der bliver stillet til skoleungers ditto. Det er ikke fordi jeg ikke går ind for dyrevelfærd. Men…

Nå, men det, der kan undre én i sammenhængen, er, at mange bekymrede eksperter, der må opfinde en masse sygdomme for at have noget at være eksperter i, så bagefter bliver så forheksede af navnene på alle de sygdomme, de opfinder, at de glemmer at se på de mange direkte årsager til, at unger ikke kan sidde stille.

Årsager, der har meget lidt at gøre med sygdommen ADHD. Det blev jo politisk ukorrekt at sige DAMP, da forkortelsen fik den nedgørende klang, som vi også kender fra andre parallelle sammenhænge, for eksempel med ordet »åndssvag«, der kom til at hedde »evnesvag«, som så kom til at hedde »psykisk udviklingshæmmet«. Det er sgu ikke ordet »åndssvag«, der er noget galt med, og heller ikke den i sig selv helt intetsigende bogstavkombination i DAMP.

Det er det at skille nogle ud som havende en sygdom, fordi deres adfærd ikke passer umiddelbart ind i samfundets ræs og rammer. Vi lever i et ekskluderende og ikke et inkluderende samfund. Men vi vil ikke se i øjnene, at det reelt er vore egne unger, vi ekskluderer. Så tror vi, at vi kan gemme denne ulækre operation bag nye ord.

For få år siden var det almindeligt, at børn, som man gav diagnosen DAMP, fik medicin (en slags amfetamin) i skolen, så undervisningen kunne gennemføres. Så kunne de genfinde deres identitet i fritiden hjemme hos forældrene. Nutildags er forældre hængt så hårdt op, at det bliver mere og mere almindeligt, at børn med diagnosen ADHD får medicin hele tiden. Hvornår finder de unger sig selv? Har det slet ingen ret mere, at unger reagerer på utålelige skoleforhold? Er de så syge?

Heldigvis nøjes vi med lidt kærligt ment mobning i sjakkene. Og hvor var det befriende en dag i radioen at høre en ekspert, hvis navn jeg desværre misse­de, sammenligne DAMP-børn med Emil fra Lønneberg. Emils besvær med at holde sig i ro var en del af hans identitet. Når bølgerne gik for højt, måtte Emil flygte ud i sit brændeskur og snitte træfigurer, indtil hans far var faldet så meget ned, at der ikke var risiko for, at han kastede med træsko.

Men selv om der blev kastet træsko efter Emil, blev hans identitet aldrig krænket. Er det mere humant at krænke børns identitet end at kaste med træsko? Tænk, uden på nogen måde at gå ind for at kaste med træsko synes jeg faktisk, det andet er værre. Et samfund, der har så travlt med at reagere på enhver afvigelse ved at gøre den til sygdom, er selv alvorligt sygt. Og så blev det tørvejr.