Det er nødvendigt at modstå den spærreild af propa-ganda mod nordkorea, som er optakt til aggressive handlinger. Det bør huskes, hvordan washington iscene-satte et lignende scenario som forberedelse til invasionen af irak.

Krigstruslen fra USA’s og Sydkoreas manøvrer

Anders Kristensen

I dag har de opdigtede historier om »masseødelæggelsesvåben« i Irak vist sig at være løgn, men krigen blev iværksat alligevel – med alle sine frygtelige konsekvenser for befolkningen. Her studerende i Nordkorea.

af Deirdre Griswold

Opdigtet af den amerikanske regering og Sydkoreas højreorienterede regime og ivrigt pustet op af de monopoliserede medier blev det udbasuneret af en samlet presse.

Den 26. marts sank et sydkoreansk krigsskib, Cheonan, på grænsen til Den Demokratiske Folkerepublik Koreas (Nordkorea) territorialfarvand. Af de 104 besætningsmedlemmer omkom de 46.

Næsten omgående anklagede Sydkoreas Lee Myung-bak-regering Nordkorea for at have torpederede skibet.

Der blev oprettet et »internationalt« efterforskningshold. I virkeligheden var det et hold sammensat af USA, der har en besættelsesstyrke i Sydkorea på næsten 30.000 mand, og Lee-regimet. Af kosmetiske grunde blev de nære amerikanske allierede, Storbritannien og Australien, føjet til.

Denne gruppe fremkom med det forudfattede resultat, at – ja, skibet var blevet sænket af en ubåd fra Nordkorea. Der hævede sig skeptiske røster i Sydkorea, men de blev hurtigt overdøvet af medierne.

Kina udtrykte senere skepsis over for, at en ubåd fra Nordkorea skulle have sænket det sydkoreanske skib, men denne skepsis fik meget lidt opmærksomhed her (:i Vesten).

Nordkorea benægtede enhver forbindelse og anklagede på sin side Lee-regimet for at forsøge at torpedere de aftaler, der for nogle år siden blev indgået mellem Nord- og Sydkorea, og som havde forbedret forholdene mellem de to lande.

Nordkorea meddelte også, at det ville sende et hold fra sit Nationale Forsvarsråd for at undersøge de »beviser«, som Sydkorea hævdede at have.

Efterhånden som et vigtigt møde mellem Kina og USA om sikkerhedsmæssige og økonomiske spørgsmål nærmede sig, begyndte de vestlige nyhedsmedier at fokusere på, at USA’s udenrigsminister Hillary Clinton var i gang med at samle støtte til FN-sanktioner mod Nordkorea – et krav hun energisk ville rejse i Beijing.

Konflikten opbygges
Den 24. maj, samme dag som mødet mellem USA og Kina begyndte, optrådte FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, der selv er tidligere sydkoreansk udenrigsminister, med støtte til sanktioner mod Nordkorea og sagde, at resultaterne af den »internationale« undersøgelse ikke var til diskussion.

De diplomatiske manøvrer blev ledsaget af militære trusler mod Nordkorea. Samme dag som Ban Ki-moon's erklæring blev fremsat, holdt Sydkoreas minister for udenrigsanliggender og udenrigshandel Yu Myung-Hwan, forsvarsminister Kim Tae-Jung og genforeningsminister Hyun In-taek en fælles pressekonference i Sydkoreas hovedstad Seoul.

De meddelte, at den sydkoreanske regering ville forbyde alle nordkoreanske fartøjer adgang til Sydkoreas territorialfarvand. De sagde også, at de og den amerikanske flåde ville fortsætte en omfattende, fælles »anti-ubåds«-øvelse i området.

Det tør stå klart, at de amerikanske ubåde, der lusker rundt i de koreanske farvande, ikke vil være mål for dette militære skridt.

Det sydkoreanske Lee-regime sagde, at det også ville forbyde handel med Nordkorea og yderligere begrænse rejser dertil. Regimet ville også genoptage de brølende propagandaudsendelser mod Nordkorea fra kæmpehøjtalerne nær den demilitariserede zone, der deler Korea.

Det sydkoreanske regime afviste ligeledes anmodningen fra Nordkoreas Nationale Forsvarsråd om at lade et hold efterforskere fra Nordkorea undersøge de såkaldte beviser, der angiveligt skulle retfærdiggøre denne farlige optrapning af spændingerne på den koreanske halvø.

Den tunge arv
Faren for militær konfrontation på den koreanske halvø har eksisteret, lige siden Korea blev delt efter Anden Verdenskrig.

USA oprettede i det sydlige Korea et diktatorisk marionetstyre, der var voldsomt fjendtligt over for de kommunistisk ledede styrker i det nordlige Korea, som i slutningen af krigen havde nedkæmpet de japanske besættelsesstyrker sammen med sovjetiske tropper.

Lederen af befrielseshæren, Kim Il Sung, var revolutionær. Han repræsenterede en bevægelse, der opfordrede folk til at styrte de herremænd, købmænd og tjenestemænd, der havde samarbejdet med Japan under det barske kolonistyre over Korea, som varede fra 1910 til 1945.

Det var anderledes i den sydlige del af landet, som var besat af amerikanske tropper i slutningen af krigen. Dér genbevæbnede USA faktisk de tilfangetagne japanske tropper og inddrog dem under sin kommando for at forhindre revolutionen i at sprede sig.

USA oprettede en regering ledet af koreanere, som var villige til at samarbejde med udenlandske udbyttere – det være sig amerikanske eller japanske imperialister.

Syngman Rhee’s diktatur gennemførte massakrer på dem, der sympatiserede med den revolutionære bevægelse til befrielse af hele Korea.

Mens det nordlige Korea udviklede sig frem mod et socialistisk samfund, blev det sydlige Korea ført ind i den kapitalistiske verdensøkonomi som en amerikansk vasal. De sovjetiske tropper forlod det nordlige Korea efter tre år, mens USA aldrig har afsluttet sin besættelse af det sydlige Korea.

Fra 1950 til 1953, hvor USA førte en altomfattende krig mod det socialistiske Korea, kom en million kinesiske frivillige deres naboer til undsætning.

Efter netop at have vundet deres egen lange kamp for befrielse kæmpede de for at forhindre en tilbagevenden af de dårlige, gamle dage under udenlandsk, imperialistisk dominans.

Måske troede det amerikanske udenrigspolitiske establishment, at dette stykke historie var glemt i Kina, da det sendte Hillary Clinton og hendes følge af sted for at forsøge at skræmme eller lokke de kinesiske ledere til at gå med på Washington-Seoul-kampagnen mod Nordkorea.

Men en artikel i New York Times den 25. maj giver et andet indtryk.

Kina og Korea
Den siger, at efter at samtalerne mellem USA og Kina var afsluttet, havde USA »kun gjort få fremskridt med hensyn til at få Kinas støtte til internationale forholdsregler over for Nordkorea som følge af sænkningen af et sydkoreansk krigsskib«, og at »der ikke var nogen umiddelbar udsigt til en resolution i FN’s Sikkerhedsråd om fordømmelse af angrebet.«

Kina ville – som et af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet – kunne nedlægge veto mod en sådan resolution. Artiklen indrømmede også, at den kinesiske regering havde »udtrykt skepsis« med hensyn til Nordkoreas ansvar for forliset.

Det var første gang, at de amerikanske medier indrømmede bare muligheden af, at historien måske ikke er sand.

Dette betyder imidlertid ikke, at Washington og Seoul er rede til at opgive hverken deres diplomatiske eller militære bestræbelser mod Nordkorea. Deres forenede manøvrer vil fortsætte.

Som svar herpå har Nordkorea meddelt, at det vil afbryde alle forbindelser med syden, og at det vil nægte alle dets skibe og fly adgang til nordkoreansk territorialfarvand og luftrum.

Nordkorea har også anklaget Sydkorea for »provokerende handlinger«, herunder et større antal krigsskibes indtrængen i Nordkoreas territorialfarvand i perioden 14. til 24. maj.

Det er nødvendigt, at arbejdere i USA modstår den spærreild af propaganda mod Nordkorea, som er optakt til aggressive handlinger mod dette land. De bør huske, hvordan Washington iscenesatte et lignende scenario som forberedelse til invasionen af Irak.

I dag har disse opdigtede historier om »masseødelæggelsesvåben« vist sig at være løgn, men krigen blev iværksat alligevel – med alle sine frygtelige konsekvenser. Det må ikke ske igen.

Artiklen er offentliggjort den 26. maj i den amerikanske ugeavis Workers World. www.workers.org.