I de afghanske bjerge, på højsletter og i lavlandet glitrer værdierne lige under jordens overflade. Der er så sandelig noget at føre krig om.

Under Afghanistans overflade

Bjørn Gemzøe

af Lotte Rørtoft-Madsen, landsledelsesmedlem, Kommunistisk Parti

Med fare for at virkeligheden overhaler redaktionelle deadlines har 33 danske soldater mistet livet i Afghanistan, når du læser disse linjer. Siden 7. oktober 2001 har en uhellig alliance bestående af NATO-lande kontinuerligt ført krig – angiveligt for de afghanske kvinder og demokratiet, men reelt naturligvis for at håndhæve imperialistiske interesser.

Disse imperialistiske interesser er ikke abstrakte og udefinerlige. De er meget konkrete. Stor var jublen da også, da det for få dage siden blev offentliggjort, hvilke kæmpemæssige profitmuligheder der er i den afghanske undergrund.

Det er nemlig ikke kun krigs- og overvågningsfly, der har været sendt på vingerne over Afghanistan. Siden 2004 har en mindre gruppe amerikanske geologer og embedsmænd fra USA’s femkantede krigsministerium Pentagon fløjet landet tyndt for – ironisk nok på basis af optegnelser og kort begået af russiske kolleger – at kortlægge Afghanistans råstof-rigdomme. Først gennemfløj de landet i alle dets krinkelkroge i én større mission. Så tog de en tur til med mere avanceret teknisk udstyr. Selvom de var særdeles erfarne, troede de knap deres øjne. Aldrig i livet havde de set så store uudnyttede rigdomme ligge for deres fødder – bogstavelig talt.

Og for en lille uges tid siden nåede nyheden så ud til verdensoffentligheden, da avisen New York Times berettede, at der er fundet mineralske rigdomme for skønnet én billion dollars – det er et ét-tal efterfulgt af 12 nuller. I de afghanske bjerge, på højsletter og i lavlandet glitrer værdierne lige under jordens overflade: Jern. Kobber. Kobolt. Guld. Og ikke mindst litium der er så efterspurgt i elektronikindustrien.

Et nyt Saudi Arabien
I et internt Pentagon-notat, som New York Times har fået fingrene i anslås, at alene litium-fundene kan gøre Afghanistan til, hvad Saudi Arabien har betydet for olieindustrien.

Mineralfundene kan naturligvis ikke udnyttes her og nu, men arbejdet med at gøre dem klar så multinationale selskaber kan komme i spil, er allerede i gang. Det er tanken, at der næste efterår skal igangsættes en udbudsproces – amerikansk styret, naturligvis. Udsigterne til de enorme profitter der kan hentes ud af den afghanske undergrund er mere end lovende. Og som New York Times så rigtigt anfører: fundene vil føre til eskaleret krigsførelse, for hvem skal høste disse profitter?

En indikator for langvarig besættelse
Næsten samtidig med nyheden om de kæmpemæssige reserver i den afghanske undergrund offentliggjorde den amerikanske non-profit organisation National Priorities Project, at USA’s samlede udgifter til krigene i Irak og Afghanistan indtil 1. juni i år har kostet landets befolkning én billion dollars – det er et ét-tal efterfulgt af 12 nuller. Ironisk nok nøjagtig det samme beløb som det forudses, at der ligger mineralske værdier for i den afghanske undergrund.

Fundene kan med andre ord stor set finansiere den amerikanske krigsmaskines hidtidige operationer i to lande.

Sig så ikke at der ikke er noget at føre krig om i Afghanistan. Sig ikke at de danske soldater bare er der for at skabe sikkerhed og demokrati for den martrede afghanske befolkning. Sig ikke at der ikke spekuleres i hvorledes også danske firmaer kan få deres bid af kagen, så nogen af de milliarder af danske krigskroner der er spenderet kan »vende hjem« igen.

Mineralfundene indikerer også, at USA vil gøre næsten hvad som helst for at forblive i Afghanistan på den ene eller anden måde i en næsten uendelig fremtid.

Efter sommer skal Folketinget forhandle den såkaldte Helmand 2011-plan og dermed lægge linjen for det danske krigsengagement. Valget står mellem fortsat at koble Danmark på den amerikanske strategi eller bryde med den og følge NATO-landet Hollands eksempel og trække os ud.

I den diskussion er det vigtigt også at sætte fokus på, hvorfor krigen i Afghanistan føres. Det er vigtigt at holde fast i, at afghanerne har retten til deres eget land – og til at høste frugterne af dets rigdomme på og under jordens overflade.