Lovforslaget vil stik imod hensigten ramme 82 procent etnisk danske børnefamilier og kun 18 procent indvandrerfamilier.
af Jacob Holdt, København
For nylig fortalte New York Times i en artikel om, hvordan man under udgravning til et butikscenter i en by i Mississippi var stødt på et kæmpeområde af fine hvide fliser.
Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være et fuldstændig intakt, men nu glemt overdækket svømmebassin.
Da man gravede ned i fortiden, opdagede man, at byen havde lukket det store prestigeprojekt i 70’erne, da den nye borgerretslovning krævede, at det, som byen hidtil havde betragtet som de hvides svømmepøl, nu skulle integreres og ogå åbnes for byens sorte borgere.
I protest havde bystyret derfor bulldozet hele bassinet, og lige siden havde hverken de hvide eller (som i apartheidtiden) de sorte børn haft muligheder for svømning i denne sydens ulidelige hede.
Jeg kom selv i byen dengang og husker folk som søde og ikke specielt racistiske. I dag, hvor det aldeles ikke er politisk korrekt mere i USA åbenlyst at diskriminere, skammer både byen og jeg mig over den racisme, som vi dengang end ikke tænkte over.
Jeg har gennem årene samlet på mange sådanne eksempler på, hvordan racister altid straffer sig selv.
Nu leverede den danske regering endnu ét med Jyllands-Postens artikel (den 1. juni) om, hvordan den sammen med DF ønsker at sænke loftet for børnechecken til 30.000 kroner årligt for særligt at ramme indvandrerfamilier med mange børn.
Racisme defineres i USA som fordomme plus magt til at skade dem, man har fordomme overfor.
At regeringens had mod indvandrere er ligeså blindt som på »Mississippi Burning«s tid, viser professor Jørgen Goul Andersen med sine tal om, at lovforslaget stik imod hensigten vil ramme 82 procent etnisk danske børnefamilier og kun 18 procent indvandrerfamilier.
For ikke at tale om fordommene, der ligger bag, om, at indvandrere får flere børn, mens deres faktiske fertilitet viser, at de også på det punkt hastigt er på vej til at få »danske værdier«.
At regeringen med denne erklærede racisme også straffer fremtidens velfærdssamfund, der har brug for langt højere fødselsrater i dag, er endnu et selvmål.
Så spørgsmålet er, om vi – ligesom i nutidens Mississippi – på plejehjemmene til den tid vil sidde og skamme os over den racisme, der engang fik os til at stemme på VKO – når vi hverken har offentlige svømmepøler eller tilstrækkeligt plejepersonale mere?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
