De socialt udsatte krænkes og forhånes, mens velfærden udhules på alle basale områder. Fiflerier og skamløs ragen til sig er blevet hverdagskost.
af Louis Bülow, Århus
Nu skal regningen for års fejlslagen økonomisk politik betales, og landets svageste grupper og børnefamilier skal bøde for det velbjergede borgerskabs gigantiske skattelettelser.
I ly af en endeløs stab af smarte spindoktorer har regeringen ladet bankdirektører og andet godtfolk rage milliarder til sig og skabt et kynisk menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar.
Man forsøger at føre nationen bag lyset med en skjult dagsorden: Retten til velfærd for alle skal væk, og et almissesamfund sættes i stedet.
De socialt udsatte krænkes og forhånes, mens velfærden udhules på alle basale områder. Fiflerier og skamløs ragen til sig er i det hele taget blevet hverdagskost.
De har kastet lys helt ned i bunden af den politiske jungle og vist os et plumråddent miljø, hvor smarte reklamedrenge flokkes i magtens korriodorer og styrer showet med en spinkultur, der kynisk vildleder befolkningen og snigløber demokratiet – intet er helligt: Sort gøres til hvidt, krig til fred, nat til dag.
Uligheden vokser
Uligheden mellem rig og fattig har aldrig været så stor som nu. Landet har oplevet fremgang og velstandsstigning, men de udsatte grupper er kynisk blevet fattiggjort.
Samfundets rigeste er blevet forgyldt på alle områder med skattelettelser i milliardklassen, lav rente og astronomiske friværdier – disse helt igennem pæne mennesker, der med sugerøret nede i samfundets kasse har kunnet stryge århundredets fortjeneste.
Regeringen har taget hånd om de socialt svageste grupper ved at fjerne forsørgelsesgrundlaget og uden blusel ladet dem bøde ved kasse èt. Man har tvunget tusinder af mennesker til at søge herberger, væresteder og frivillige organisationer som Frelsens Hær.
Og måske det allerværste: op mod 100.000 børn er henvist til en opvækst i direkte fattigdom, afskåret fra næsten alt. Kriminalitet og misbrug lurer lige om hjørnet.
En bevidst politik
Helt bevidst har man i en tid med højkonjunktur og velstand søgt at øge fattigdomsproblemerne. Venstres politiske ordfører Peder Christensen kom for skade at løfte en flig af den skjulte dagsorden under en finanslovsdebat tilbage i oktober 2006:
»Det gør ikke noget, at den økonomiske forskel på bankdirektøren og bistandsmodtageren vokser og vokser. Det er faktisk dejligt, hvis bare de fattigste ikke bliver fattigere.«
Eller som tidligere socialminister Eva Kjer Hansen afslørede det året før, den 18. september 2005: »Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet.«
Tillad mig derfor lidt nostalgi, når jeg næsten i afmagt citerer det forældreløse vajsenhusbarn, der i datidens Danmark kunne arbejde sig op til samfundets top fra den fattige barndom på Christianshavn, nemlig tidligere statsminister Anker Jørgensen. Han sagde i et interview med Ninka om solidaritet:
»Vi må lægge noget andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed.«
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
