…Måske har Sandemose misforstået sin egen Jantelov en smule…

af Kjeld Stenum

Der er nok ikke så mange, der læser den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose længere. Men mon ikke de fleste kender hans Jantelov? Hvis det ikke skulle være tilfældet, så er Janteloven et sæt uskrevne regler for et provinsielt mini-samfund, Jante, som alle i Jante følger, og som de holder hinanden nede med. Ingen må tro, de er noget, og slet ikke, at de er mere end andre.

Loven stammer fra Sandemoses roman »En flygtning krydser sit spor« fra 1933 og anses af de fleste for at være møntet på minisamfundet på Limfjords­øen Mors, hvor Sandemose selv kommer fra (flygtede fra). Siden Sandemose skrev disse uskrevne regler ned, har der været noget i retning af konsensus om, både at Janteloven beskriver noget typisk dansk, og at den bør fordømmes. Vi skal ikke ligge under for selvundertrykkelse. Vi skal alle sammen tro på, at vi er noget.

Det er jo også svært at bestride. Men forleden læste jeg hos den amerikanske antropolog Marvin Harris, hvis bøger jeg sætter meget højt, om en lignende måde at behandle hinanden på hos !Kung-folket i det sydlige Afrika (Udråbstegnet forrest i !Kung betegner en tungeklik-lyd, som vore europæiske bogstaver ikke kan gengive).

!Kung-folket er et jæger-samler-folk fra Kalahari-ørkenen, altså en egn med stærkt begrænsede økologiske ressourcer. Som hos de fleste jæger-samlere samles udbyttet af en dags fødesøgning i en fælles pulje, hvorfra det fordeles ligeligt til alle, uanset om de selv har bidraget til puljen eller har valgt at blive liggende hjemme og sove.

Men selvfølgelig er det forbundet med social prestige at være en stor bidragyder til den fælles pulje og tære meget lidt på den selv. Det er det, der regnes for noget. Ikke desto mindre holder man hinanden nede ved aldrig at vise taknemlighed for modtagne gaver. Taknemlighed er uopdragent, for det viser, at man tænker kalkulerende om det at modtage gaver, og at man ikke havde anset giveren for at være i stand til at levere en gave af den kvalitet. Desuden skal ingen blive hovmodige, fordi de giver gaver.

Harris beskriver, hvordan en antropolog ville glæde den !Kung-stamme, han var hos, med en okse købt hos Bantu-nomaderne, som holdt kvæg. Han var meget omhyggelig med at finde den fedeste og bedste okse, der lod sig opdrive. Alligevel trak !Kung-stammens medlemmer ham én efter én til side og forklarede ham, at selvfølgelig ville de da spise den, nu han havde købt den, men han var blevet grundigt snydt i den handel, for oksen var ingenting værd. Det viste sig så at være en rigtig god okse med masser af fedt, da de fik pelsen af den. Men antropologen var også sikker på, at det havde !Kung-folkene vidst bedre end han på forhånd.

!Kung-folkene forklarer selv deres attitude med, at de ikke kan acceptere den, der praler, for det viser, at han betragter sig selv som en slags høvding og de andre som sine undersåtter, og en dag vil hans hovmod føre til, at han dræber nogen. Marvin Harris foreslår dels den forklaring, at det med at fordele goderne ligeligt i stammen skal være en given ting, dels at der ikke må opbygges konkurrence omkring det at opnå prestige i stammen, for det ville hurtigt føre til sådan et pres på Kalahari-ørkenens begrænsede ressourcer for jæger-samlere, at stammens fremtid ville blive undergravet.

Hvad jeg tænkte, da jeg læste det, var, at !Kung-folkets attitude kender jeg særdeles godt, for det er nogenlunde på samme måde, vi behandler hinanden i beton-sjakkene, hvor jeg har min daglige gerning. Det, der giver prestige i et sjak, er at være god til sit arbejde og være god til at dele ud af sine erfaringer.

Men vi roser heller aldrig hinanden for at være gode folk for sjakket, tvært­imod holder vi hinandens – og især de bedstes – tilbøjelighed til hovmod nede med gensidige mobninger. Forklaringen er uden tvivl, at det nødvendigvis må være en given ting i et sjak, at enhver yder sit bidrag til, at akkorden kan hænge sammen, men også, at der ikke må opstå konkurrence i sjakket om, hvem der er den bedste, for det ville hurtigt føre til en tempo-opskruning, der ville undergrave fremtidige akkorder.

Hvis indtjeningen er uforholdsmæssig stor på en akkord på grund af tempoopskruning, finder mester jo hurtigt ud af at sætte fremtidige akkord-tilbud så meget ned, at tempo-opskruningen fremover bliver nødvendig bare for at fastholde sædvanlig indtjening. Og det vil på sigt føre til uudholdelig tempo-opskruning.

Så måske har Sandemose misforstået sin egen Jantelov en smule. Og måske misforstår vi andre den også en smule, når vi nu er så enige om, at Jantelov generelt er noget modbydeligt noget. Selvfølgelig skal vi kunne tro på os selv. Men mon ikke det problem oftest er størst for den, der har sværest ved at følge med og yde sit til fællesskabet? Og Janteloven retter vel snarest sin brod mod den, der i forvejen er den bedste, og som er i fare for at blive et offer for hovmod?

Det er det forsmåede geni, der fordrer fri udfoldelse af sit talent, der føler sig uretfærdigt behandlet af Janteloven, ikke den med mindst prestige, der har svært ved at hænge på fællesskabets krav. Fællesskabet har selvfølgelig også brug for genier, men genier, der bekymrer sig om fællesskabet, som de jo også er afhængige af, og ikke hovmodige genier, der især bekymrer sig om sig selv.

Men skal man tænke tanken lidt videre, lever vi så ikke netop i de hovmodige geniers samfund? Bygger vores kapitalisme ikke netop på konkurrencen mellem de dygtigste egoister som økonomiens drivkraft?

!Kung-folkets visdom var, at et samfund, der er indrettet sådan, nødvendigvis udpiner sine omgivelser.