Hvordan kan det gå til, at i tusindvis af tons kemiaffald med giftigt hcb ikke destrueres lokalt, men skal sendes på den lange rejse fra australien til kommunekemi i nyborg?

af civilingeniør Anders Bjerre Mikkelsen, Kommunistisk Parti

Vi er vist alle klar over, at VKO-regeringens forsikringer om sunde frøer og grøn og bæredygtig vækst ikke var andet end grøn camouflage.

Alligevel kommer miljøminister Karen Ellemanns accept af, at Kommunekemi i Nyborg kan modtage foreløbigt 6100 tons yderst ubehageligt kemiaffald fra destinationen Sydney i Australien nok som et foreløbigt lavpunkt på det miljømæssige område.

Umiddelbart kan det være svært at forstå, at regeringen træffer en så risikabel og for de allerfleste uønsket beslutning. Her søges den »røde tråd« i dette.

Forhistorien
Firmaet, der ligger inde med affaldet, hedder Orica. Mellem 1963 og 1991 producerede det klorerede opløsningsmidler på et anlæg i Sydney, Australien.

Ved produktionen dannes samtidigt et uønsket biprodukt, HCB (hexachlorbenzen), som firmaet år efter år simpelt hen har deponeret i tønder mv. på en grund ved fabrikken.

Alt i alt er der nu ophobet 16.000 tons HCB-affald i form af 60.000 tønder, nogle betontanke samt forurenet emballage. Noget af affaldet er flydende, noget er fast, noget gummiagtigt. Det omlades hvert femte år, da det ætser emballagen.

Naturligvis kan Sydney ikke have sådan miljøbombe liggende. Det australske miljøministerium går ind i sagen 1999. Hele seks år går med at konstatere, at der ikke findes egnede destruktionsanlæg i Australien. Ministeriet undlader at drage den indlysende konklusion, at Orica så selv må bekoste et anlæg og få destrueret giften. I stedet lader det sig bruge til stik-i-rend-dreng for Orica, hvis klare mål er at finde en billigere løsning, nemlig eksport af affaldet.

I 2006 ansøger man tyske myndigheder om at tillade en eksport til destruktion her, men får nej. Orica bliver så kontaktet af Kommunekemi, der gerne vil have ordren. I november 2008 ansøger det australske miljøministerium det danske om at tillade import af 6100 tons affald.

Lidt om HCB
HCB, hexachlorbenzen, er et ekstremt giftigt, kræftfremkaldende og miljøskadeligt stof.

Stoffet er hudgennemtrængeligt. Det nedbrydes meget langsomt i naturen. Masseforgiftninger er forekommet i Tyrkiet i 50'erne grundet brugen som bejdsemiddel for såsæd. Én mg af stoffet kan forurene 100 m3 drikkevand.

HCB hører til en eksklusiv gruppe stoffer, som det er forbudt at importere, sælge eller anvende undtagen til laboratoriebrug.

Hvad kan der ske?
Problemerne er utallige ved at sende affaldet på en så lang rejse.

Giftigheden og den langsomme nedbrydning  betyder sammen med mulighederne for havari, ulykker, tekniske problemer og menneskelige fejl, at der er  risiko for mennesker og miljø i alle faser:

Transport til havn i Sydney, lastning af skib, skibstransport med, forventeligt, underbetalt og ukvalificeret mandskab den halve jord rundt, losning i havnen tæt på Nyborg, håndtering, neddeling og indfyring i forbrændingsanlæg i Nyborg, og ved emission af røggasserne fra anlægget.

Behandlingen forventes at strække sig over tre år for de 6100 tons.

Konvention om eksport af affald
En konvention, Baselkonventionen, som implementeret af EU, forbyder import af affald fra lande udenfor EU.

Der åbnes dog et smuthul, hvis eksportlandet dokumenterer, at »man ikke på rimelig måde kan opnå den tekniske kapacitet og de nødvendige anlæg til at bortskaffe affaldet på en miljømæssigt forsvarlig måde«.

To multinationale er med i spillet
Firmaet Orica er et australsk baseret monopol med 15.000 ansatte i 50 lande. Aktiviteterne omfatter minedrift, kemikalier mv.

Hjemmesiden strutter af selvtillid. Profitten efter skat har været et tocifret tal i en årrække. I kriseåret 2008 var den 13 procent.

En anden medspiller i denne sag er kapitalfonden EQT. Det er nemlig EQT, som nu ejer Kommunekemi i Nyborg.

EQT, som er svensk baseret, har andele i 75 forskellige firmaer, fortrinsvis i Nordeuropa. Det samlede indskud er 8,5 milliarder euro. Målet erklæres som forandring og vækst, så de indkøbte firmaer bliver globalt eller regionalt ledende, med andre ord profit.

Kommunekemi
Kommunekemi ligger få hundrede meter fra virksomheder og beboelse i Nyborg.

Virksomheden blev oprettet i 1971 ved kommunalt initiativ for at kunne uskadeliggøre kemikalieaffald. Det kommunale ejerskab varede til oktober 2009, hvor virksomheden privatiseres og sælges for 260 millioner kroner til EQT.

Da Danmarks industrielle aktivitet og dermed mængden af industriaffald går tilbage, kan EQT's vækstkrav kun imødekommes ved øget import af affald. I februar 2010 indvier Kommunekemi i nærvær af miljøministeren et nyt modtageanlæg til 70 millioner kroner, antageligt skræddersyet til den lovede ordre.

Noget, der ikke synes meget belyst i sagen, er Kommunekemis kapacitet til at klare opgaven. Der er tale om et kvalitativt spring i forhold til tidligere opgaver. Disse har ganske vist omfattet behandling af store mængder kemikalier, men gennemgående af en langt mindre farlig karakter.

At sikre arbejderne og overholde gældende miljønormer kan blive en fantastisk udfordring.

Afgørelsen
15. juni kommer så Karen Ellemanns pressemeddelelse. Den anslår ædle og uselviske toner: »Danmark hjælper Australien med at destruere farligt affald«. Der tales beskedent om »et lager af farligt affald«, ikke om 60.000 gifttromler.

Dagen efter udtaler direktøren for Kommunekemi, Carsten Fich, i DR1 kl. 21, at han havde fået et forhåndstilsagn om accept fra den daværende miljøminister Troels Lund Poulsen.

En forventning om tilsagn har utvivlsomt betydet en del for EQT's lyst til at købe virksomheden.

Miljøministeriets grundlag for afgørelsen
Miljøministeriets afgørelse er begrundet skriftligt. Kernepunktet i begrundelsen er ikke miljøproblemerne, men en begrundelse for at bruge det omtalte smuthul i Baselkonventionen.

Her læner man sig op af en rapport, udarbejdet i 2008 for de australske myndigheder af et konsulentfirma. Rapporten konkluderer, at de nødvendige og egnede anlæg ikke findes i Australien, at det ikke er muligt at etablere et anlæg »indenfor en rimelig tidsperiode«, og at et australsk anlæg, efter at have behandlet Oricas affald, må lukke, da der ikke er tilstrækkeligt andre opgaver.

Mon ikke disse problemer kunne have været klaret, hvis Orica havde åbnet tegnebogen?

Hvad skal der nu ske?
Den første af tre sendinger antages fremme til oktober. Foreløbigt er accepteret de 6100 tons.

På grunden i Sydney findes i alt 16.000 tons HCB-affald. Hvad vil de stille op med de resterende 10.000 tons? Perspektivet er klart for flere fede ordre med profit  i 50 million kroners klassen.

»Ukraines kemibombe truer Europa« hedder det i Politiken 16. oktober 2009. Det drejer sig om usikre depoter med 10.000 tons HCB-affald og yderligere 10.000 tons beslægtet kemiaffald.

Hvis Australien vurderes ude af stand til selv at klare sine problemer, så må det samme kunne siges om Ukraine, og med større ret. Måske hedder den næste opgave: »Danmark hjælper Ukraine«?

Hvad siger nyborgenserne?
Et besøg på Nyborg Kommunes hjemmeside giver ikke umiddelbart noget med relation til den aktuelle sag.

Der ser ikke ud til at være holdt høringer eller orientering af lokalbefolkningen. Hvad siger nyborgenserne til det?

Dansk Naturfredningsforening kalder transporten af affaldet absurd og vil undersøge, om den kan stoppes.

Australske NGO'er som National Toxics Network forlanger, at destruktionen skal klares i landet selv og vender sig skarpt mod eksport af problemet.

Konklusion
Hvad er så den »røde tråd« i sagsforløbet?

Kort og godt, at miljømyndighederne ser deres hovedopgave i at sørge for, at monopolerne får størst mulig profit. I Australien servicerer de Orica, og herhjemme EQT.

Samtidigt sker en grov tilsidesættelse af mennesker og miljø i verden, i Danmark og i Nyborg i særdeleshed. Det er en pendant til, hvad regeringen foretager sig på arbejdsmarkeds-, social- og udlændingeområdet.

Hele sagen er et lærestykke, der illustrerer, hvad Kommunistisk Parti skriver i sit miljøprogram: Under kapitalismen er den centrale drivkraft for menneskets stofskifte med naturen én og kun én: jagten på højest mulig profit: Menneskene og naturen er blot redskaber hertil - og de skal helst udnyttes så billigt som muligt.