07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Beskæftigelsesministeren frikender sig selv

Beskæftigelsesministeren frikender sig selv

Tirsdag, 29. juni, 2010, 10:45:42

Vi i Arbejdsskadeforeningen AVS håber, at beskæftigelsesministeren vil lytte til os og andre, der ved, hvor skoen trykker.

fra Arbejdsskadeforeningen AVS v/ formand Kurt A. Nissen, Slagelse

På vegne af Arbejdsskadeforeningen AVS har jeg den 28. marts meldt beskæftigelsesminister Inger Støjberg til Arbejdstilsynet.

Grunden er, at ministeren lægger pres på de ansatte ude i jobcentrene. De må ikke give så mange folk fleksjob eller førtidspension. Ministeren mobber de offentligt ansatte til at bryde loven.

Hun vil fratage folk deres lovlige ret til fleksjob eller førtidspension, uden at hun ændrer loven. Hun mobber de ansatte, for at staten kan sparer penge, hun mobber også alle de folk, som venter på at få tilkendt deres ret i form af fleksjob eller førtidspension.

Denne anklage vælger beskæftigelsesministeren at undlade at svare på.

Arbejdstilsynet v/ vicedirektør Lis Gamborg frikender ministeren den 7. maj i henhold til loven. Loven omtaler mobning på arbejdspladsen og ikke politisk mobning.

Derefter vælger jeg at skrive til statsminister Lars Løkke Rasmussen den 8. maj, da han ikke bør være interesseret i at have en minister, der opfordrer til lovbrud, der opfordrer til at fratage folk deres rettigheder.

Statsministeren vælger den 1. juni at få sin sekretær til at sende anklagen tilbage til beskæftigelsesministeren med besked om at svare.

Afviser
Beskæftigelsesministeren svarer den 16. juni, hvor hun afviser min anklage. Hun forklarer sig med, at hun bare har påtalt alle de fejl, som sagsbehandlerne begår. Hun mener, at hvis der var mindre fejl i sagsbehandlingen, var der også flere, som ikke ville få fleksjob eller førtidspension.

Ministeren vil trække de syge og arbejdsskadede borgere igennem flere nedslidende vurderinger og arbejdsprøvninger, hun vil forsætte med at mobbe de svage.

Ministeren har ret i, at der bør ydes en særlig indsat for at hjælpe de unge med psykiske problemer, det bør også være muligt, uden at det går ud over andre syge borgere.

Nu har vi trods alt fået svar fra ministeren på vores anklager fra marts. Men først efter pålæg fra Statsministeren. Det undrer mig meget, at offentligheden og samtlige folketingsmedlemmer ikke har vist denne sag nogen særlig opmærksomhed.

Det drejer sig trods alt om mennesker/borgere, der har passet deres arbejde, er blevet skadet af deres arbejde og så ender på kontanthjælp eller ingenting, fordi ministeren mener, at for mange bliver tilkendt fleksjob eller førtidspension.

Ministeren bør fremskaffe flere job til de borgere, som ikke kan klare et fuldtidsarbejde, ministeren bør klargøre overfor jobcentrene, at de godt kan tilkende folk førtidspension med revision/kontrol efter tre eller fem år dér, hvor der er lidt tvivl angående den kroniske lidelse, således at borgerne får fred og ro til at blive raskere, fysisk som psykisk.

Ro i flexjobbet
Ministeren bør også klargøre overfor jobcentrene, at tilkendelse af fleksjob ikke automatisk er en varig ydelse. En fleksjobber skal tjekkes en gang om året for at belyse, hvordan det går, om tiden skal sættes op eller ned, om vedkommende stadigvæk er berettiget til fleksjob.

Mange i fleksjob får det bedre, når de får fred om deres situation, når de igen kan deltage i et arbejde. Der er selvfølgelig desværre også dem, der får det dårligere.

Ministeren siger, at hun vil kigge på fleksjob og førtidspensionerne efter sommerferien og muligvis fremsætte ændringsforslag. Vi i Arbejdsskadeforeningen AVS håber, hun vil lytte til os og andre, der ved, hvor skoen trykker.

Den bedste måde at nedbringe antallet af folk, som får behov for fleksjob eller førtidspension på, er forebyggelse af arbejdsulykker og erhvervsbetingede skader, fysiske som psykiske. Dermed bevares der også flere arbejdsduelige borgere, til gavn for det danske samfund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jun. 2010 - 10:45   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev