Overordnet set er mennesket blevet til i en begrænsning, og den kan vi hverken lave om på eller slippe væk fra.

Co2smos

Grete Folman

af Hans Henrik Samuelsen

Når en storby, som storbyer har for vane, bader sig i lys, er det så godt som umuligt at se ud til stjernerne i det uendelige og atter uendelige. Lysets tåger afskærer nemlig borgerne fra alt det, der omgiver dem.

Verden over vokser byerne stødt i både størrelse og antal. Flere og flere mennesker vælger den åbne nattehimmel fra, selv om de fleste finder den fantastisk og endda fabelagtig.

Byernes gadebelysning er tændt, fordi vi ønsker at se. Heri ligger der et dilemma, når byens lys samtidig afskærmer os fra det større perspektiv og påmindelse om, hvor vi befinder os.

Hvis man ligger under en klar stjernehimmel og bader sig i historier om asteroider, kometer, måner, planeter, stjerner og fjerne galakser, mærkes suset fra det uendelige vakuum. Tankerne er på en gang nærværende og helt og aldeles gådefulde. De strækker sig så at sige ud over den menneskelige kapacitet.

Alt er småt i forhold til kosmos. Vi er små i forhold til landet, landet i forhold til Jorden, Jorden i forhold til solsystemet og solsystemet er ikke engang tæt på at være et sandkorn i Mælkevejen. Med andre ord er vi uendeligt langt fra at forstå det hele.

Liggende i mørket, opslugt af storhed og mystik, mærkes Jordens ensomhed eller isolation også. Det er universets evighed, der står i stærk kontrast til Jordens begrænsninger. Samtidig repræsenterer universet en orden, vi ingen indflydelse har på. Til det er vi for små. Måske er disse påmindelser værd at tage med tilbage til dagligdagen.

Universet er 13,7 milliarder år gammelt, og Jorden opstod for 4,5 milliarder år siden. Mennesker har i det perspektiv et meget kort udviklingsforløb på kun 200.000 år. Hvis Jordens alder var lig med en kilometer, ville vi kun have været her 4,4 centimeter af tiden.

Som i græsset med næsen vendt mod kosmos, forsøger vi hele tiden at finde orden og forståelse. Nogle går endda så langt som til at tale om at redde Jorden fra et kommende kaos. Men sandheden er, at vi teknologisk set ikke har en mekanisme, der kan redde en planet. Vor viden er simpelthen for lille.

Vi ved, at Jorden påvirkes af universet og solsystemet – årstider og tidevand er nøje afstemt herefter. I dag ved vi også, at vi selv, på grund af vores antal og levevis, påvirker Jordens livsgrundlag. Og det er endda til fare for os selv.

Det lyder måske kedeligt for de fleste, for grænser er jo til for at brydes; men overordnet set er mennesket blevet