Hitlers overkommando gik efterhånden i panik blot ved tanken om denne lille, bredskuldrede russer. Han var ganske enkelt en plage for wehrmachts marskaller og generaler.

Marskal Sjukov og sejren over fascismen

Under slaget ved Stalingrad flygtede mange tusinde tyske soldater.

af Lazaro Barredo Medina

I Anden Verdenskrig (Den store Fædrelandskrig) udmærkede sovjetisk krigskunst sig i de heftige slag, som udkæmpedes, og viste den intelligens, skarpsindighed, dristighed og tapperhed, som store ledere som Vasiljevski, Rokossovski, Vatutin, Konjev, Malinovski, Meresskov, Tolbukhin og mange andre  besad.

Men uden for enhver tvivl var Georgi Konstantinovitj Sjukov den mest brillante af dem alle.

Som krigen udviklede sig, gik Hitlers overkommando efterhånden i panik blot ved tanken om denne lille, bredskuldrede russer. Han var ganske enkelt en plage for  Wehrmachts marskaller og generaler.

Men for de sovjetiske ledere – og ikke mindst for Stalin – var han den rette mand i de allervanskeligste øjeblikke. En mand, hvis personlighed vakte tillid og respekt på grund af hans evne til at løse problemer af strategisk, operativ eller militærorganisatorisk karakter under de mest utrolige vilkår.

Sjukov sluttede sig som ung bonde til Den Røde Hær i 1918. Allerede i de barske dage under borgerkrigen fremstod han som en leder med et lovende potentiale og indtog forskellige poster som befalingsmand.

Fra at være delingsfører steg han op i graderne, til han blev arméchef i en militær region i 1930’erne. I 1941 blev han udnævnt til chef for de sovjetiske væbnede styrkers generalstab; og i 1942 blev han vice-øverstkommanderende.

General Eisenhower, chefen for de allierede styrker i Anden Verdenskrig og senere USA’s præsident, skrev engang nødtvunget: »Jeg er overbevist om, at kadetterne på vores militærakademier vil studere operationerne ved Moskva, Stalingrad og Berlin – nøjagtig som de har studeret slaget ved Cannae. Sjukovs og andre sovjetiske, militære lederes navne vil blive omtalt som store mestre i deres kunst.«

Ingen nederlag
Sjukov var en af de ekstremt få ledere af store troppekoncentrationer, der forblev ubesejret under hele krigens forløb.

Da Den store Fædrelandskrig begyndte i 1941, var Sjukov chef for Den Røde Hærs generalstab. Enhver, som har læst hans Erindringer og overvejelser, vil kende til de smertelige detaljer i dette forløb.

Det var tunge dage for alle mennesker i Sovjetunionen, som var lammede over at erfare, at tyske angrebskiler avancerede i rasende tempo på alle fronter, tilsyneladende uden at kunne standses.

Midt i dette drama havde Sjukov et skænderi med Stalin. Som chef for generalstaben foreslog han at trække alle sovjetiske tropper tilbage fra Ukraines hovedstad Kiev med henblik på at iværksætte en defensiv operation på den anden bred af den mægtige flod Dnjepr.

Hans hensigt var at standse den tyske fremrykning og at forberede en modoffensiv ved fremspringet Etnia og således afværge en direkte offensiv mod Moskva.

Da Sjukov fremlagde denne velargumenterede plan – som indebar overgivelse af Kiev til tyskerne – for Stalin, så eksploderede denne og rettede voldsomme beskyldninger mod ham: »Det, De siger, er det rene sludder.«

Det harmede general Sjukov. »Hvis De mener, at chefen for generalstaben kun er i stand til at fremkomme med sludder, så har jeg intet at gøre hér. Så beder jeg Dem degradere mig til menig soldat og sende mig til fronten«, svarede han.

Stalin mente, at den ungdommelige general havde fået for høje tanker om sig selv. Han ønskede ikke at diskutere forslaget ordentligt igennem. Han fyrede ham fra posten og sendte ham ud til de russiske troppers frontlinie ved Etnia.

Stalins afvisning af at overveje disse idéer resulterede i en forfærdelig katastrofe for de sovjetiske tropper, da tyskerne slog til. Angrebet på Kiev tvang et antal sovjetiske arméer ud i et desorganiseret tilbagetog, og da de ikke havde den nødvendige tid til at krydse floden, blev de totalt decimeret.

Samtidig forberedte general Sjukov et modangreb ved Etnia-fremspringet og tildelte dér Hitlers styrker et af deres første større nederlag i Anden Verdenskrig.

LENINGRAD og MOSKVA
Stillet over for den katastrofale situation i Leningrad, hvor fjenden havde nået denne heltemodige bys forstæder, tilkaldte Stalin nogle få uger senere general Sjukov, for at han skulle tage kommandoen over denne front.

Og han sagde da ligeud til ham: »Leningrad er i en ekstremt vanskelig situation. Enten stopper De tyskerne, eller De går til grunde sammen med alle de andre. Der er ikke andre muligheder.«

Ikke at »dæmme op for« fjenden, ikke at »forsvare os«, ikke at »blokere fjendens adgang«, men simpelthen at »besejre fjenden«. Det var den psykologi, som Sjukov indpodede i de militære chefer ved Leningrad-fronten, mens de fascistiske angreb var allermest intense.

Inden der var gået tre uger, efter at Sjukov havde overtaget ledelsen, havde han stabiliseret situationen, idet han nedkæmpede gentagne forsøg på at indtage Lenins by med nogle frygtindgydende slag mod de fjendtlige tropper.

Kort efter blev han kaldt til den Øverste Sovjets overkommando for at overtage ansvaret for forsvaret af Moskva.

Slaget ved Moskva blev et nyt vidnesbyrd om denne generals stadigt voksende, strategisk- og taktisk-operationelle modenhed, samt om den heltemodige og kampberedte modstandsvilje hos de tropper, der stod under hans kommando.

Til trods for, at Hitlers arméer – der kun stod få kilometer fra byen – både i antal tropper og i materiel var forsvarerne overlegne, var de ikke i stand til at indtage Sovjetunionens hovedstad.

I november 1941 var situationen blevet alvorlig – ekstremt alvorlig, og verden troede ikke, at Moskva kunne modstå dette stormløb. På dette tidspunkt kaldte Stalin Sjukov over telefonen:

»Er De sikker på, at vi kan holde Moskva? Jeg stiller Dem dette spørgsmål i smertelig  bekymring. Svar ærligt – som kommunist.« »Vi vil holde Moskva«, var Sjukovs kategoriske svar.

Denne vished – understøttet af de sovjetiske kombattanters dristige aktioner – var afgørende. Den sovjetiske modoffensiv blev iværksat i bevidstheden om den talmæssige overlegenhed hos fjenden.

Men det kostede tyskerne tabet af en halv million mand, 1300 tanks, 2500 kanoner og meget andet vigtigt militært udstyr. Desuden blev fjenden tvunget 250-300 kilometer tilbage fra Moskva.

Stalingrad og Kursk
Dette nederlag ved portene til den sovjetiske hovedstad tvang Hitler til at rette sin offensiv mod syd, i retning af Stalingrad.

Her var situationen meget kritisk for de sovjetiske tropper, der ikke kunne dæmme op for den tyske offensiv. Stalin udnævnte nu Sjukov til sin næstkommanderende, og han sendte ham af sted med henblik på at samle og koordinere forsvaret og dernæst tilintetgøre fjenden.

I kamp fra hus til hus og meter for meter blev tyskerne standset ved selve Volgas bred af de heltemodige forsvarere.

Sammen med marskal Alexander Valisevski – der på det tidspunkt var generalstabens chef – udarbejdede Sjukov en plan for omringning og tilintetgørelse af de tyske arméer under kommando af von Paulus. Det blev et slag, der skulle betyde det historiske vendepunkt i Anden Verdenskrig, nemlig det vidtberømte tankslag i Kursk-buen, hvori deltog tusindvis af pansrede køretøjer.

Sjukov var ansvarlig for planlægningen af operationerne og efterfølgende for ledelsen af styrkerne. Men sin største fortjeneste i forbindelse med dette slag vandt han i et møde i Statens Forsvarskomité og Sovjetunionens generalstab.

Her lykkedes det ham at overbevise Stalin og de andre militære ledere om, at den korrekte beslutning ville være at lade tyskerne tage initiativet – og derpå udmatte dem i en defensiv kamp, før man gik til modoffensiv og tilintetgjorde dem. Alt gik nøjagtig som planlagt, og begivenhedernes forløb bekræftede planens rigtighed.

Marskal Sjukov opnåede ligeledes sejrrige resultater i slagene ved Dnjepr-Karpaterne, i Hviderusland og ved Vistula-Oder.

Hans mesterlige kunnen blev endeligt bekræftet af hans ledelse af de tropper, der indtog Berlin, og som i løbet af nogle dage ødelagde en nazistisk styrke, der talte mere end en million soldater og officerer foruden et vældigt arsenal af artilleri, pansrede tanks, samt fly.

Sejren
Som følge af alle disse exceptionelle fortjenester var det Georgi Konstantinovitj Sjukov, der repræsenterede den Sovjetiske Overkommando ved de tyske troppers kapitulation.

Og ved den historiske sejrsparade, som fandt sted i Moskva nogle få uger efter krigens afslutning, var det ham, der inspicerede de sovjetiske tropper.

På grund af sine mange fortjenester var han også den eneste i Sovjetunionen, der kom ud af krigen med fire gyldne stjerner på brystet – udnævnt til Sovjetunionens Helt, den allerhøjeste udmærkelse i Lenins fædreland.

Offentliggjort den 16. maj i den cubanske ugeavis Granma International. Bearbejdet af Arbejderen.