07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsløs i Folketinget?

Arbejdsløs i Folketinget?

Onsdag, 30. juni, 2010, 11:33:59

Vores hjemlige Folketing byder heller ikke på arbejdsløse kandidater, der har fået en placering, så de er blevet valgt. Arbejdsløse er der ligesom ikke salg i på opstillingsmøderne.

af Bent Jørgensen, Askeby, Møn

Forskrækket? Det har Politikens læsere sikkert grund til at være, for ifølge deres hoforgans forside har en, for det første, arbejdsløs mand i USA, som ydermere er sort, vundet primærvalget i South Carolina, og er dermed blevet det demokratiske partis lokale kandidat til Senatet.

Når dertil kommer, at denne mand står anklaget, og altså ikke dømt, for at have vist pornofilm for en studine, så bør hans karriere da stoppe før den begynder.

Overordnet set burde millionerne af arbejdsløse i USA da være berettiget til mindst en repræsentant i Senatet, der kender deres fælles sag indefra. Vores hjemlige Folketing byder da heller ikke på arbejdsløse kandidater, der har fået en placering, så de er blevet valgt, for det med arbejdsløs er der ligesom ikke salg i på opstillingsmøderne.

Men tilbage til den fordomsfulde Politikenforside, så kan man inde i bladet læse, at nu er det store bureaukratiske udtræk mobiliseret mod denne amerikaner, blandt andet af en forening af borgere for ansvarlighed og etik, der nu er i fuld gang med at klage over den formastelige arbejdsløse, så han fralægger sig sit kandidatur.

I forne tider i Præstø vandt en mandlig væver over en professor, da der skulle vælges kandidater til Rigsdagen. Det lykkedes dog hurtigt at skandalisere den stakkels væver, så han trak sig fra posten, hvorefter selveste Grundtvig, ikke just nogen tændt demokrat, fyldte hans post ud.

Så gad vide hvad Politiken, hvis den havde eksisteret dengang, ville have skrevet om en vævers kandidatur. Jeg tror man ville have støttet ham, for det borgerlige bliver først mere udpræget med årene.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jun. 2010 - 11:33   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev