af Søren Andreas Juul-Nielsen, Århus

Diagnosen android byder på store udfordringer, både med hensyn til klinisk, historisk erfaring og umiddelbar, god klinisk iagttagelsesevne. For den erfarne kliniker er diagnosen dog oftest ret sikker.

Den robotagtigt humant-lignende fremtrædelse stammer fra den pseudokompetente »perfekte« fremstilling af egne kvalifikationer og udtryk for den aktuelle »problematik«.

Der er ingen problemer, jeg (vi) ikke har taget stilling til, og vi kan svare på alt. »Der er ikke noget at komme efter.« Kontakten er kun formel og helt på androidens betingelser.

Der er ingen emotionel kontakt. Blikket stift stirrende, glasagtigt, tomt. Stemmen er behersket og nærmest monoton. Der er intet mimisk udtryk for eventuelle følelser, men kun et maskeagtigt, indholdsløst udtryk, eventuelt ledsaget af et stift, selvtilfreds »smil«.

Det diagnostiske problem er, at de for uerfarne ligner rigtige mennesker. Prevalensen (: antallet af tilfælde på et givent tidspunkt) er efterhånden flere procent, og truslen mod en human fremtid er overhængende.

Også fordi det lykkes dem ved brug af angst og »ledelse« og villige journalister at placere sig på dominerende poster.

Behandling: Ingen medicin er virksom, der er kun fratagelse af magt, hvorved de dekompenserer og disintegrerer. Det er dog svært at forhindre dem i at indtage nye magtstillinger.

Kildeoplysning: Androider er menneskelignende kopiprodukter, men ikke rigtige mennesker, indplaceret af onde kræfter udefra.