Det var ikke bare i Rusland, der var revolution i slutningen af Første Verdenskrig, det var der også i Finland.

SKÆRVEKNUSER

af Kjeld Stenum

Tidligere i mit liv holdt jeg meget af at læse skønlitterære bøger. Men i de seneste mange år har det ligget temmelig stille. Jeg ved ikke, om det er stigende vanskeligheder med at få plads til det skønlitterære i en verden, der kræver en stadig strammere tilrettelægning af tilværelsen, som er årsag, om det er utilpashed ved tidens litterære »trends«, eller det er min personlige dagsorden, der ubevidst er skiftet. I hvert fald er det både synd og skam, for god litteratur giver os ting, som vi ikke kan få på andre måder.

Jeg genopdager for tiden, hvor mange gode bogoplevelser jeg har haft gennem årene, fordi jeg med jævne mellemrum må gennemgå min uoverskuelige samling af alle mulige slags bøger for at finde ting, der egner sig til at blive læst op for min gamle mor, der ikke kan læse selv mere, men til gengæld elsker at få læst højt for sig – hvilket jeg da er kommet til at dyrke, når jeg besøger hende.

En bog, jeg i den sammenhæng faldt over, er en todelt roman af den norske forfatter Dag Skogheim med titlen »Sulis« fra begyndelsen af firserne. Dengang arbejdede jeg i Oslo, og der faldt jeg over den. Jeg købte den, udelukkende fordi jeg syntes, bagsideteksten lød spændende, for forfatternavnet var helt ukendt for mig.

Det er meget sjældent, man render på Dag Skogheims navn i danske medier, han hører langtfra til de mest omtalte i sit norske hjemland også, men det er dybt uretfærdigt, for han er en meget stor forfatter. I hvert fald at dømme ud fra romanen »Sulis«. På nettet kan jeg se, at han siden har begået en del bøger i samme genre, man burde nok gøre sig selv den tjeneste at prøve at støve nogle af dem op!

Titlen »Sulis« er en forkortelse for Sulitjelma-minesamfundet i det allernordligste Norge. Med én af minearbejdernes kokke Albertine, med tilnavnet Stor-Albertine, som samlende figur følger vi minearbejdernes meget barske tilværelse i »Laplands Helvede«, som Sulis også kaldtes, for omkring hundrede år siden, malet med så bred en pensel og med et kalejdoskop af menneskeskæbner, tragedier og kampe, så man virkelig oplever, at det er en roman om en bevægelse og ikke blot om en individuel persons udviklingshistorie, vi har med at gøre.

Jeg kan ikke lige på stående fod mindes at have læst andre, der mestrede dette greb som Dag Skogheim. Det er fordi han har så stor indsigt i det stof, han skriver om, fordi han evner at lade os dykke dybt ned i hele menneskeskæbner på bare et par sider, hvorefter de forsvinder igen, måske for resten af romanen. For selv om de enkelte skæbner er vigtige, er de i den sammenhæng, han vil have frem, kun detaljer.

Samtidig er beskrivelsen af miljøet, lydene, lugtene, den farverige opstemthed på en første maj i den norske arbejderbevægelses tidligste barndom, brutaliteten mod arbejderne og også såvel brutalitet og vold som kærlighed og respekt arbejderne imellem, mineejernes oprørende ligegyldige holdning til arbejderes liv eller død, trivsel og velfærd, ved dette tilbageblik kommer man virkelig til at se, hvad det er, arbejderne har kæmpet sig til i løbet af de seneste hundrede år.

I hele bogens første del lader Dag Skogheim os samle og suge indtryk og stemninger, indblik og overblik. Det nordlige Lapland var – og er vist for øvrigt stadigvæk, det var det i hvert fald, da jeg var i Norge – en om ikke international, så i hvert fald inter-skandinavisk smeltedigel for arbejdere. Deroppe er det så tyndt med arbejde, at man alligevel må være indstillet på at rejse hundreder, ja, tusinder af kilometer efter det.

Og derfor træffer vi et sammensurium af nordmænd, svenskere, finner, russere, der danner arbejdssjak på tværs af nationaliteter og rejser fra anlæggelsen af den transsibiriske jernbane over skovarbejde og minearbejde i Finland, Sverige, Norge, hjemvendte Amerika-udvandrere, alle finder sammen i Sulis, og som læser sikres man et forbløffende overblik over tiden, selv om alt ses fra det helt lille perspektiv. Dette er i sig selv enormt spændende, og mod slutningen af bogens første del er man ved at indstille sig på, at sådan er den bog.

Men i anden del eksploderer bogen pludselig i et inferno af handling. Det er ved tiden for den russiske revolution. Vi ser som læsere let, at det, der skabte revolution i Rusland, meget let kunne have gjort det samme, og gjorde det til dels også, i Sulis. Men det gjorde det især i Sulis’ finske nabobyer.

For det var ikke bare i Rusland, der var revolution i slutningen af Første Verdenskrig, det var der også i Finland. Den finske revolution blev bare med en for skandinaviske forhold uhyre voldsom og sjældent nidkær brutalitet kvalt i blod af en svensk general med lejetropper. I Lapland er norske, svenske, finske og russiske byer naboer og har langt større tilknytning til hinanden end til fjerne hovedstæder tusinder af kilometer væk, så vi følger dramaet på første række.

Flygtninge fra slagteriet kommer til Sulis, og Dag Skogheim lader ikke lejligheden gå fra sig til skarpe dyk i personernes tragedier, der førte til, at de pludselig ender midt i vores roman. Det er meget voldsomt at læse. Men det er også meget stor kunst. Der er historisk sus i dette stykke omtrent fortrængte Skandinaviens-historie. Vi forstår, hvor tæt det, der skete i Rusland, var på at ske i dele af Skandinavien også. Og i denne oplevelse af, at historien rent faktisk er noget, menneskene kan flytte med, er der en ressource af fremtidshåb.