Vestlig levevis efterlader ikke congoleserne en chance for at protestere.

Co2ngo

af Hans Henrik Samuelsen

Voldelige stammemilitser bekæmper regeringen og hinanden indbyrdes. Kvinder voldtages og efterlades dræbte eller torturerede. Kilden til volden skal findes i vestens forbrugsmønster, der historisk set går langt tilbage.

Den Demokratiske Republik Congo råder over store rå­stofrigdomme – blandt andet olie, guld, sølv, diamanter og coltan. Sidstnævnte er metalmalm, der indgår i produktionen af mobiltelefoner og anden elektronik. 80 procent af verdens coltan-reserver findes i Congo.

Det skønnes, at der hver dag med hjælp fra voldelige militser stjæles coltan for én million dollars i landet. Som med børnearbejde er det ikke til at vide, om man med en mobiltelefon i lommen er med til at finansiere konflikten.

Et nærmere kig på Congos historie vidner ikke om fredelige stunder. Måske var der engang idyl at finde blandt stammefolk, men det sluttede i hvert fald, da Kong Leopold II af Belgien gennemtvang sine idéer.

Europa efterspurgte gummi, og kongen hamstrede derfor slaver fra slavehandlere. Samtidig blev uvillige ledere dræbt og kvinder og børn fjernet for at true menigmand i arbejde. I løbet af den brutale periode (1877-1908) regner historikere med, at halvdelen af Congos befolkning døde. I dag er to tredjedele af befolkningen underernæret, og intet tyder på, at volden stopper.

Vi ved i dag, at klimaforandringer hovedsageligt forårsages af relativt få mennesker i den vestlige verden. Congoleserne udleder cirka 0,04 tons CO2 per person om året, og de kan derfor ikke tilskrives noget ansvar.

Det siges, at konsekvenserne af et forandret klima vil være uoverskuelige for congoleserne. Når den vestlige verden får travlt med at omstille sig og redde, hvad kan reddes, er spørgsmålet, om historien skal fortsætte sit vante spor.

Der er ikke fortilfælde for, at Congo kompenseres for de lidelser, de har været udsat for. Selv ikke når videnskaben præcist kan udpege, hvor skylden er placeret.

Hvis regeringerne i vesten fortsætter med at sætte videnskabeligt set uholdbare standarder for CO2-udslippet, er der ikke nogen tvivl om, at Congo vil lide endnu et slag.

Vestlig levevis efterlader ikke congoleserne en chance for at protestere. Aktiviteter og beslutninger langt fra deres hjem truer de økosystemer, der danner grundlaget for deres levebrød.

I lyset af Congos fortid og nutid er det slående, at Kong Leopold II heller ikke satte sine ben i landet, men dirigerede som et spøgelse udefra.