Grundlovsdag var jeg i Jylland. Jeg var inviteret til at holde tale ved et grundlovsmøde, og mødet foregik i de meste dejlige omgivelser, man kan forestille sig.
af Preben Brandt
Det var i det midtjyske højland, ude i skoven på en åben plads ned til en sø. Vejret var vidunderligt med sol og blå himmel.
Kan man forestille sig noget mere dansk og mere opmuntrende end at stå der, sammen med en gruppe mennesker, der lige som jeg selv føler et ansvar for de forhold vi lever under, og et ansvar for at forholde sig til den politik, der føres her i landet?
Det var en dejlig dag, som jeg siden har tænkt tilbage på med glæde og med en følelse af optimisme.
Vi vil gerne gøre det bedste for, at alle har et godt liv. Vi vil gerne sikre velfærd for alle. Og ikke mindst var den dag først og fremmest helliget vores basale demokratiske rettigheder.
Jeg begyndte min tale sådan her: ”Jeg tror på noget. Jeg tror på anstændighed i vores ansvar for hinanden. Jeg tror på det som et etisk imperativ og jeg tror på det som et politisk ideal. Sådan vil jeg gerne blive ved med at tro. Men det er ikke let”.
Vi burde vide bedre
I de sidste dage har der sneget sig en tvivl ind i mit sind om, hvor anstændige vi egentlig er i vores måde at behandle hinanden på.
Og en ubehagelig følelse af, at jeg, og mange andre med mig, tror jeg, er ret gode til at overse både det ubehagelige og vores svigt, så længe vi ikke bliver konfronteret med det – indtil en eller anden gør det meget synligt.
Det faldt mig ikke ind, da jeg stod derude i skoven, at der måske et sted i nærheden var en veteran fra det danske militær, som på grund af de psykiske skader, han havde pådraget sig som soldat i en af de krige vi har ført eller den vi fører nu, var flygtet væk fra civilisationen og havde valgt at leve som hjemløs ude i en skov.
Det burde ikke komme bag på os, at krig, og ikke mindst krige, der føres langt væk fra ens eget land, risikerer at give alvorlige sociale og psykiske skader hos de soldater som bliver sendt ud.
I 1980'erne læste jeg en hel del undersøgelser om hjemløshed fra USA. De fleste forhold omkring hjemløshed lignede det vi så - og stadig ser - herhjemme.
Men så var der veteranerne, altså soldater der havde været i krig i Vietnam. De udgjorde en del af de hjemløse. Og de havde alle svære psykiske problemer.
Både det danske militær og andre myndigheder burde have vidst det samme som jeg sådan set vidste.
De relevante myndigheder burde have forberedt sig på, at der lå en vigtig opgave foran, når unge mennesker, der uddannes til at tro på, at de kan klare så voldsomme oplevelser, skal erkende, at de bliver ramt følelsesmæssigt meget hårdere, end de havde fantasi til at forestille sig.
For nogle er det så også deres krop det går ud over. De vender hjem lemlæstede eller med svære fysiske skader. Jeg håber, at hjælpen til dem er bedre.
Vores fælles ansvar
Jeg sluttede min grundlovstale af med at sige, at ”vi i vores samfund, som bygger på en kapitalistisk individualisme, i stadig stigende grad bliver stillet over for, at ansvaret for vores liv er vores eget. Vi er på vej mod en tid, hvor man hyppigere og hyppigere vil sige: ”det er din egen skyld” hvis det går galt, uden at skelne mellem de, der har overskuddet til at påtage sig ansvaret og de der ikke har ressourcerne”.
Det var så mange andre, jeg havde i tankerne, da jeg sagde dette derude i den dejlige skov.
Det var de børn, der vokser op under svære kår, det var dem, vi lader leve et liv i fattigdom, det var de mange hjemløse, som jeg har beskæftiget mig med gennem de sidste mange år.
Alle dem, vi også så let glemmer, fordi solidaritet ikke står højest på dagsordenen.
Men jeg er ked af, at jeg ikke allerede for år siden eller i hvert fald måneder siden, fik øjnene op for den risiko for udstødelse disse unge mennesker befinder sig i. Og fik råbt op om det.
Min trøst er så, at der har været andre, der har fået gjort os opmærksom på dette svigt nu. Så håber jeg bare, at der nu bliver taget anderledes ansvarligt fat fra dem, der har ansvaret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
