Hver uge tages i gennemsnit to boringer ud af produktion på grund af forurening med sprøjtegifte, og forureningen anslås at koste de danske vandforbrugere mellem 200 og 500 millioner kroner årligt.
af Per Clausen, miljøordfører for Enhedslisten
Det står helt galt til med forureningen af vores drikkevand. DR Nyheder kunne forleden fortælle, at man har fundet overskridelse af grænseværdier for godkendte pesticider i adskillige drikkevandsboringer.
Det vil sige, at de sprøjtemidler, landmanden har lov til at sprøjte med i dag, siver ned og forurener vores drikkevandsressource.
Hver uge tages i gennemsnit to boringer ud af produktion på grund af forurening med sprøjtegifte, og forureningen anslås at koste de danske vandforbrugere mellem 200 og 500 millioner kroner årligt. Vandværkerne har slået alarm og kræver politisk handling.
I årevis er det lykkedes for landbruget at bilde befolkningen og politikerne ind, at brugen af pesticider omkring drikkevandsboringerne ikke var noget problem. Vi kan i dag se at de tog fejl.
Det vand, der sendes ud til forbrugerne flere steder i landet, er forurenet med sprøjtegifte. Det er naturligvis helt uacceptabelt og kræver, at vi politisk griber ind af hensyn til forbrugernes sundhed.
Derfor er det positivt, at en samlet opposition nu er klar med et fælles forslag om etablering af de nødvendige beskyttelseszoner rundt om drikkevandsboringerne. Beskyttelseszonerne kan strække sig helt op til 300 meter rundt om boringen, hvor landmanden ikke må sprøjte med pesticider. Dette skal ses i forhold til de 10 meters beskyttelseszone der er i dag.
Det er femte gang Enhedslisten fremsætter dette forslag. Tidligere har vi stået alene med kravet, men vi glæder os rigtig meget over, at det denne gang var muligt at samle hele oppositionen.
Det vigtigste ved det fælles udspil er, at det sender et klart signal: når vi får en ny regering, så er forbrugerne sikret den nødvendige beskyttelse af drikkevandet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278