Det ser ud til, at STS Somalia godt kan arbejde i Marka, der kontrolleres af det fundamentalistiske Al Shabab, selvom ikke alt kan lade sig gøre.
af STS International Solidarity
Den 6. august blev der åbnet et nyt hospital i Agraran i havnebyen Markas udkant i Somalia. Hospitalet vil behandle aids/hiv-patienter og tuberkulosepatienter.
STS Somalia har været ansvarlig for selve byggeprocessen, og i samarbejde med den schweiziske hjælpeorganisation Swisso Kalmo vil man nu drive hospitalet.
Der er ansat to læger – den ene er specialuddannet til at tage sig af aids-patienter, den anden til at tage sig af tuberkulosepatienter. Hospitalet har seks uddannede sygeplejersker og syv, der er under uddannelse. Desuden arbejder der fem sygeplejersker på frivillig basis.
Der er ansat to mandlige og to kvindelige kokke. Og en fast stab på tre rengøringsassistenter sørger for rengøringen.
Hospitalet er udstyret med stuer, hvor alvorligt syge personer kan blive behandlet, men der er også opholdsstuer samt ventesale til ambulante patienter.
Mens STS Somalias kontor, mødelokaler og andre faciliteter, der ligger på Bakara marked i hovedstaden Mogadishu, konstant er udsat for de folkeretsstridige bombardementer fra de såkaldte fredsbevarere, så ser det altså ud til, at STS Somalia godt kan arbejde i Marka, der kontrolleres af det fundamentalistiske Al Shabab, selvom ikke alt kan lade sig gøre.
Hospitalet mangler dog fortsat mange ting. På ønskelisten står en ambulance, som kan afhente akutte patienter, at sikre medicin for det næste år samt et røntgenapparat.
Skulle nogen kunne hjælpe hospitalet i den forbindelse, vil vi være yderst taknemmelige.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278