Både i Afghanistan og i Irak påstod USAog Vesten, at krigene ville være overstået hurtigt. Men de fortsætter på niende og syvende år.

»Krig er fred«

Anthony Jackson, U.S. Army

Utilstedelig indblanding i Afghanistans indre anliggender og kultur, tordnede Vesten, da Sovjetunionen gik ind i Afghanistan. I dag fører USA og NATOkrig i landet for »vestlige værdier«, som disse amerikanske soldater Kunar-provinsen.

af Jesper Petersen, Haslev

I de »go’e gamle dage« da Sovjetunionen fandtes, grinede vi i Vesten altid af de kommunistiske femårsplaner, der aldrig faldt ud, som de virkelighedsfjerne ledere ønskede.

Selvom  Sovjetunionen forlængst er væk, så lever ånden imidlertid i bedste velgående.  Ganske overraskende. Eller tankevækkende, afhængig af hvordan man forstår verden.

Det ses for eksempel tydeligt i krigen i Afghanistan, hvor der netop er vedtaget en (ny) fire-årsplan.  Ansvaret for sikkerheden overdrages til den afghanske regering i 2014, hed det på et USA-styret møde i Kabul 20. juli med deltagelse af 70 lande.

Sovjetunionen førte i årevis en blodig en krig i Afghanistan – fra 1979 og frem –  akkompagnement af Vestens massive fordømmelse.  Det underudviklede land skulle udvikles, argumenterede Sovjet.  Utilstedelig indblanding i Afghanistans indre anliggender og kultur, svarede Vesten. Dengang.

Kalashnikov-løkke
Partiet Venstre var særlig engageret i kampen mod Sovjets besættelseskrig. Nuværende statsminster Lars Løkke Rasmussen rejste oven i købet personligt helt til Afghanistan i midten af 1980’erne for at overbringe en større pengesum til nogle af de mujahedinere, hellige muslimske krigere, der kæmpede mod Sovjets invasionsstyrker.

Løkke lod sig oven i købet fotografere i muslimsk tøj, klamrende sig til en Kalashnikov-riffel, mujahedinernes vigtigste våben mod Sovjets soldater. (Billedet kan ses på internettet på forsiden af Karsten Mathiasens bog om »Den såkaldte krig mod teror«, www.tilgivelse.dk/probl_disp/terrorkrigen_bogen.html)

Man har som bekendt en holdning, til de økonomiske-politiske realiteter udhuler ens troværdighed, og man får sig en ny, og nu har Vesten siden oktober 2001 selv ført krig i Afghanistan. Da USA begyndte denne krig i et endnu mere forarmet land, end dét Sovjetunionen overfaldt, lød det, at den ville være overstået inden længe. Det er nu ni år siden.

Krigen i Irak
Det samme gælder krigen i Irak. Da USA angreb dette land for over syv år siden, lød det fra utroværdige vestlige ledere, at også denne krig vill være ovre hurtigt. Dén totalitære ånd, der øger sin styrke her i Vesten i disse år, har i lang tid påstået, at der slet ikke er krig mere her. Til trods for at landet og dets enorme oliereserver kontrolleres af en USA-domineret besættelsesstyrke med deltagelse fra NATO (inviteret selvfølgelig, af landets marionetregering) samt et ukontrollabelt antal »sikkerhedsstyrker« fra private amerikanske »sikkerhedsfirmaer«, og at talrige civile på syvende år ugentligt bliver dræbt i et land, hvor alle andre end olieselskaber, krigsindustri og marionetregering lider.

»Be nice to USA or we will bring democracy to your country«, som en ironisk kommentar rammende perspektiverer den absurde og bedrøvelige udenrigspolitiske verdenssituation.

»Krig er fred«, lød parolen i de socialistiske diktatur, som George Orwell beskrev i sin klassiker »1984«. Og »uvidenhed er styrke«. Verden var opdelt i tre supermagter, der konstant var i krig mod hinanden, men i skiftende alliancer. Hvorfor vidste ingen længere – blandt andet fordi Ministeriet for Sandhed konstant omskrev de historiske fakta, men krigene sikrede, at befolkningerne levede i frygt, splittelse og uvidenhed.