At ringeagte historiens lektier er farligt - og giver de allerdårligste signaler til de generationer, hvis tænkning er blevet betragteligt sløvet og afvæbnet gennem de sidste 20 års traumatiske

Kollektivt hukommelsestab fører os ud i katastrofen

Sovjetunionen mistede i alt 28 millioner indbyggere fra juni 1941 til maj 1945 - da flaget med hammer og segl blev hejst på taget af Rigsdagsbygningen i Berlin.

af Elsa Claro

Vi er vidner til en alarmerende fornyelse af ekstreme ideologiske tendenser i De Forenede Stater, der har rejst sig under dække af organisationer som »The Tea Party« i et antikveret udtryk for fremmedhad (1).

De kriminaliserer immigranter eller diskriminerer afro-amerikanere og latino-amerikanere. Grupper, der havde håbet at finde deres første repræsentant på højt niveau i Barack Obama - men som nu har opdaget, at han er mere loyal over for systemet end over for minoriteterne.

Europa oplever noget tilsvarende. I Ungarn - men ikke alene dér - bliver jøder, forstået som enhver med et udseende, der adskiller sig fra magyarerne (2), nok engang stigmatiseret.

Den Ungarske Gardes fornyede aktivitet (der svarer til de paramilitære forgængeres, som samarbejdede med nazisterne) er uafviselige udtryk for, hvordan fortidens monstre kan vækkes til live på ny i en usikker og eftergivende nutid, som tillader ekstremistiske partiers legale eksistens i næsten hele Europa.

Og samtidig tillader, at de nuværende økonomiske omstændigheder yderligere intensiverer en dybtgående social krise - der så forplanter sig videre til de etiske grundværdier og en manipulerende udnyttelse af et historisk hukommelsestab.

Begivenheder som dem, der fandt sted i februar i år, i forbindelse med den kontroversielle markering af de bombardementer, der ødelagde Dresden i Tyskland i 1945 (3) tvinger én til at reflektere nærmere over alt dette.

Grupper af neo-fascister udnyttede hér en aktion så tvivlsom som USA's og Storbritanniens luftvåbens tilintetgørelse af en by uden logistisk værdi, hvor tæt ved 25.000 mennesker blev dræbt, for selv at gøre begivenheden til et symbol af tvetydig art.

Lykkeligvis tilbageviste en moddemonstration denne erobring af symboler, som var endnu et forsøg på - på bedragerisk vis - at revidere ellers yderst relevante begivenheder, som fandt sted for 65 år siden. Det er i lighed med forsøget på at omskrive retshandlingerne i Nürnberg, hvor nogle af de mest ansvarlige for de begåede grusomheder blev retsforfulgt.

HISTORIEFORFALSKNINGENS FARER
»Vi tilbageviser energisk ethvert forsøg på at forfalske historien - under påskud af den anti-stalinistiske kamp - ved at give Rusland skylden for alle synder begået i europæisk politik.«

Det fastslog den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i april i Europarådets parlamentariske forsamling i Strassbourg, hvortil han var udsendt for at videregive Præsident Dimitri Medvedevs og hans regerings synspunkter.

Kort tid forinden havde Sergej Mironov, der er formand for det russiske parlaments overhus, henvist til nødvendigheden af at forhindre de forsøg, der gøres på at fordreje de historiske sandheder. I den hensigt at retfærdiggøre det fascistiske Tysklands aggressionshandlinger - og gøre nazisterne og deres medsammensvorne til helte.

»Vi er blevet tvunget til at indføre regler i straffeloven imod dem, der forsøger at rehabilitere nazismen - ved med overlæg at forvanske resultaterne af Anden Verdenskrig - og således præsentere Sovjetunionen som aggressoren og dermed hvidvaske den tyske nazisme,« erklærede han.

At ringeagte historiens lektier er farligt - og giver de allerdårligste signaler til de generationer, hvis tænkning er blevet betragteligt sløvet og afvæbnet gennem de sidste 20 års traumatiske forandringer.

De lande, der var involveret i operationer som den i Dresden, har aldrig erkendt den fejltagelse, det var at ødelægge denne by. Og de har således gjort det lettere for ekstreme højreorienterede grupper med tvivlsomme hensigter at drage fordel af de logiske følelser af fordømmelse af denne begivenhed.

Et resultat svarende til, at der endnu ikke på rimelig vis er sat punktum for en forfærdelig historisk erfaring i Spanien. Hvilket har tilladt, at 143.353 mennesker, begravet i fællesgrave, fortsat er uidentificerede eller »forsvundne«. Fordi ultra-konservative i dette land har forhindret enhver undersøgelse af forbrydelser begået i årene under Franco.

Demokratiet slutter således nøjagtig dér, hvor forskellige interesser, som handler i dets navn, begynder.

Forsøg på at forvanske Sovjetunionens indsats
I landene i det tidligere Sovjetunionen brygger tilsvarende interesser løs for at forfremme forbrydere og forrædere mod deres egne folkeslag til en slags helte. Disse interesser tilslutter sig, enten af egen fri vilje eller med andres gustne overlæg, vestlige anstrengelser rettet mod at forvanske USSR's ekstraordinære bidrag til nazi-fascismens nederlag.

Dette på trods af historiske kendsgerninger, som det ikke er muligt forandre på. Så som tæt ved 8.644.000 soldaters død i Den Røde Hær, da de konfronterede invasionsstyrkerne, og også da de befriede andre lande. Sovjetunionen mistede i alt 28 millioner indbyggere fra juni 1941 til maj 1945 - da flaget med hammer og segl blev hejst på taget af Rigsdagsbygningen i Berlin.

»Den 2. Gardes tank-armé er blevet tilkendt en historisk opgave: At være de første, der stormer Berlin - og dér hejser Frihedens Fane. Send den bedste brigade fra hvert korps til Berlin og sæt dem til at udføre følgende opgave: Senest klokken fire om morgenen den 21. april for enhver pris at storme Berlins forstæder - og øjeblikkeligt proklamere, at det er sket, så det kan indgå i rapporten til Kammerat Stalin.« (Citeret fra Marskal Georgi Zhukov's erindringer).

»Vores opgave og vores pligt er at eliminere fjenden og således tvinge ham til at nedlægge sine våben og til betingelsesløs kapitulation. Denne opgave og denne pligt over for vort eget folk og alle frihedselskende folkeslag vil blive ført igennem lige til den bitre ende af Den Røde Hær.«  (Josef Stalin i radioudsendelse den 27. april 1945).

At benægte disse realiteter udskyder en forståelse heraf - men på et eller andet tidspunkt vil denne forståelse blive nået. Og det vil bibringe os den tænkning og kundskab, der kan forhindre åbningen af en vej, som aldrig burde betrædes igen.

Ikke at handle for at sikre dette er skændigt og dadelværdigt. Og det vil lede til det hukommelsestab, der styrer os i retning af katastrofe.

UUDSLETTELIGE MILEPÆLE
Den 22. juni 1941 invaderede Tyskland Sovjetunionen. I månederne derefter blev der vundet vigtige, men kun delvise sejre - så som at forhindre indtagelsen af Moskva.

Efter at Hitlers tropper havde lidt flere på hinanden følgende nederlag i anden halvdel af 1942, begyndte russiske fabrikker (der var genopbygget dybt inde i baglandet) at fremskynde produktionen. Og guerillabevægelsen, der blev startet, så snart USSR blev angrebet, havde på det tidspunkt tilstrækkelige styrker og organisationsgrad til at holde ti procent af den tyske hær i ånde.

Flere betragtelige milepæle blev sat sideløbende:

I 1941 havde Leningrad nær ved tre millioner indbyggere. Da blokaden omkring den blev brudt, var der kun 800.000 mennesker tilbage i den by, der var  grundlagt af Zar Peter den I. - eftersom 1,5 millioner af dens indbyggere døde under tyske bombeangreb eller af sult. Og én million mennesker blev evakueret. Hitlers nådesløshed var forstærket af denne bys dobbelte karakter som symbol på den russiske kultur - og som fødested for Oktober-Revolutionen, der gav liv til den første socialistiske stat i Verden.

Men andre interesser var også på spil: For en afgørende vigtig fabrik (Kirov) lå ligeledes hér - og fremstillede tunge tanks, jernbanevogne og armerede tog blandt andre ressourcer bestemt for fronten.

Fra denne enklave håbede den tysk-fascistiske ledelse desuden at kunne indtage de baltiske lande sammen med maritime og landbaserede kommunikationslinier til forsyning af deres nordligt og centralt placerede hære. De var endvidere fast besluttet på at anvende Leningrad som udgangspunkt for angreb på de sovjetiske troppers bagtrop - som indtil da med succes havde forsvaret Moskva.

Eftersom de var ude af stand til at gennembryde forsvarslinierne, forsøgte tyskerne at sulte folket i Leningrad til døde og omringede byen fuldstændigt.

Da Ladoga-søen frøs til, kunne »livets vej« åbnes, via hvilken børn blev evakueret, og nogle fødevarer kunne bringes ind i byen. Men ikke før i 1942 var uddelingen af brød bragt i system. Hvilket bidrog til at lette fattigdommen for dem, der samtidig var tvunget til at brænde bøger eller møbler for at bekæmpe kulden, sove ved siden af maskinerne på deres arbejdsplads - eller plante afgrøder i de kratere, som nazisternes bomber havde efterladt.

Unge mennesker gjorde brug af bjergbestigeres teknikker, da de camouflerede de berømte spir på gamle bygninger for at skjule dem for fjendens fly.

Og opsynsmændene i Eremitagen (zarernes tidligere Vinterpalads) havde bragt den gigantiske og værdifulde samling fra dette museum (og fra hundredvis af andre installationer i Pushkins by) i beskyttelsesrum.

Der var praktisk taget ingen elektricitet, varme eller transport i byen.

I dag mindes overlevende fra hin epoke - som var børn på det tidspunkt - således med stor sindsbevægelse den rædselsfulde belejring, der varede i 900 dage i alt.

I januar 1943 blev blokaden brudt; og Leningrad var ikke længere en af krigens blodigste fronter.

VENDEPUNKTET
Slaget ved Stalingrad begyndte den 17. juli 1942 - og endte 200 dage senere. Med en tordnende og afgørende sejr i kampen mod den tyske offensiv på sovjetisk territorium - som fuldstændig ændrede krigens forløb.

Med henblik på at indtage denne by (placeret ved bredderne af floden Volga) indsatte fascisterne den tyske Sjette Armé - anført af General Von Paulus og sammensat af elitetropper: 250.000 soldater i alt, omkring 740 tanks, 1.200 fly, 7.500 stykker artilleri og mineudlæggere.

Begivenhederne fandt sted inden for en radius af 100.000 kvadratkilometer.

Den 15. juli blev der erklæret krigstilstand; og der blev skabt folkemilitser for at støtte de regulære russiske styrker. Den 23. august gav den tyske generalstab ordre til det massive bombardement, der dræbte 40.000 mennesker og efterlod 80.000 sårede og forbrændte som følge af de antændte brande.

Slaget blev udkæmpet skridt for skridt. Modstanden var særlig intens omkring det centrale højdedrag Mamayev Kurgan, hvor der senere blev rejst et formidabelt monument for slagets ofre. Samt for at hædre heltemodet hos dem, der kæmpede her i fire måneder og således tog et afgørende vigtigt skridt frem mod nazisternes nederlag.

Tyskerne havde i alt 700.000 dræbte og sårede - og mistede samtidig mere end 2.000 stykker artilleri og mineudlæggere, 1.000 tanks og nær ved 1.400 fly.

De endte med at overgive sig en masse konfronteret med Den Røde Hærs vedholdende forsvar.

Ved Teheran-konferencen (i november 1943), som samlede præsidenterne for de tre allierede magter, overrakte den britiske premierminister, Winston Churchill, Stalin »King George VI.'s Sværd«. Det bar på begge sider følgende indskrift (på russisk og engelsk): »Til Stalingrads stålsatte indbyggere - som en gave fra King George VI. - og som udtryk for det britiske folks hyldest.«

Elsa Claro er redaktør for »Granma«, Cubas Kommunistiske Partis dagblad. »Granma International« er et ugentligt, engelsksproget sammendrag. Tilsvarende udgaver fås på portugisisk og tysk. Artiklen har været bragt i Granma International den 16. maj 2010 og er oversat fra engelsk af Ken Bruun.