Det er en integreret del af de nyliberale modeller, at øge arbejdsløshed for at presse lønningerne og gøre det mere profitabelt for arbejds¬giverne at ansætte flere.
Af økonom, cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund, kendt fra Den Alternative velfærdskommission
Der udfoldes i disse tider et voldsomt pres for at få afskaffet efterlønnen fra kræfter blandt borgerlige partier, i arbejdsgiverkredse og blandt borgerlige økonomer. Og Lars Løkke Rasmussen har da også i foråret åbnet op for en ny efterlønsreform efter et valg.
Det vil sige, at regeringen muligvis fremlægger forslag til yderligere stramning af efterlønnen inden det kommende folketingsvalg op til eller efter nytår.
Argumenterne mod efterlønnen falder i tre hovedgrupper: For det første ses efterlønnen med en udgift på omkring en snes millard kroner som (for) dyr og en væsentlig årsag til det aktuelle store statsunderskud.
For det andet er kun en lille del af efterlønnere på omkring 20 procent egentligt nedslidte, og ordningen »misbruges« af arbejdsduelige og af »golfspillende akademikere«. Og sidst, men ikke mindst ses ordningen for det tredje som en barriere for øget beskæftigelse og vækst
Hvad angår det første kritikpunkt er det rigtigt, at efterlønnen belaster de offentlige udgifter. Men ordningen er imidlertid på ingen måde en større belastning for de offentlige udgifter end de velhavendes pensions- og opsparingsordninger, herunder i ejerboliger. Tværtimod modtager disse samlet betydeligt større statstilskud end efterlønnen, som primært benyttes af lavindkomstlønmodtagere
Og hertil kommer, at VKO-flertallet siden 2001 har givet skattestop og skattelettelser – fortrinsvis til selvsamme velhavende, der i 2010 dræner statskassen med årligt omkring 60 milliarder kroner. Dermed er det i langt højere grad den økonomiske begunstigelse af de velhavende, som er ansvarlige for statsunderskuddet.
Akademikere på efterløn er et fåtal
Heller ikke det andet kritikpunkt om benyttelsen af efterlønsordningen holder. Myten om golfspillende efterlønnere har intet på sig. Akademikerne udgør i dag kun omkring 2,5 procent af samtlige efterlønsmodtagere, og andelen er oven i købet faldende.
Og nok så væsentligt er påstanden om efterlønnernes gode helbred helt forkert. Tværtimod viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en markant større overdødelighed hos efterlønsmodtagere, der går på efterløn som 60-årig end for personer i beskæftigelse – for mænds vedkommende over 70 procents overdødelighed. Og personer, der går på efterløn i an alder af 60 år, lever i gennemsnit knap to år KORTERE end 60-årige, som er i job.
Dette dokumenterer klart, at der er tale om dårligere helbred hos mange efterlønsmodtagere, og at det ikke kun er en lille gruppe, som kæmper med dårligt helbred.
Og det viser klart, at en stor del efterlønsmodtagere har fuldt gyldige helbredsmæssige grunde til at søge efterløn. Og at ordningen har sin berettigelse: Lykkes det efterlønshaderne at komme igennem med afskaffelse af ordningen, vil mange efterlønsmodtagere ikke blot få et kortere otium, men med stor sandsynlighed også et kortere liv.
Det helt centrale og tredje kritikpunkt i den vedvarende kampagne for afskaffelse af efterlønnen er imidlertid påstanden om, at hermed ville beskæftigelsen kunne forøges, hvorved det offentlige sparer udgifter og vinder øgede skatteindtægter
Udsigt til langvarig høj arbejdsløshed
Men heller ikke det holder de første mange år, idet der er udsigt til vedvarende høj arbejdsløshed de nærmeste år, formentlig frem til 2015. Det skyldes, at regeringerne i det meste af den vestlige verden, ikke mindst i EU, i den nærmeste årrække på grund af de store statsunderskud synes i gang med at nedtrappe den massive pengeudpumpning, som ellers har stoppet det økonomiske nedsving efter finanskrisen.
Arbejdsløsheden vil hermed ikke falde, men vokse. Men den øgede arbejdsløshed er ikke en biomstændighed, som de nyliberale økonomer bare »har glemt« at nævne. Tværtimod er det en integreret del af de nyliberalistiske modeller og teorier, at der SKAL komme øget arbejdsløshed, som så kan presse lønningerne og derved gøre det mere profitabelt for arbejdsgiverne hen ad vejen at ansætte flere.
Vejen til en øget beskæftigelse på langt sigt går således over øget arbejdsløshed og indkomsttab for det store flertal af lønmodtagere. Værsgo og spis.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
