De kommende retssager handler ikke kun om, at uskyldige personer måske bliver dømt, men om vores demokratiske ret til at demonstrere, protestere og organisere os politisk.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/09-udtal-klima-Stoettedemo1.jpg)
fra Klimaforums bestyrelse
Retten til at demonstrere blev gjort usikker gennem vilkårlig magtudøvelse, da omkring 2000 mennesker blev frihedsberøvet under FN’s klimatopmøde i København i december 2009. Cirka 20 personer blev efterfølgende varetægtsfængslet, hvoraf fire personer skal for retten i løbet af efteråret.
Det er problematisk at gøre enkeltindivider ansvarlige for en hel bevægelses kollektive beslutningsprocesser og kollektive protester. Under COP15 samledes flere tusinde mennesker fra hele verden i København – blandt andet i forbindelse med Klimaforum09, den alternative klimakonference, der blev afholdt under topmødet.
Omkring 50.000 mennesker besøgte Klimaforum09 i disse dage. Og mangfoldigheden spændte bredt; fra indfødte folk, bønder og fiskerfolk til samfundsaktivister og forskere, der alle var med til at inspirere og give vidnesbyrd. Vigtigst for Klimaforum09 forblev befolkninger fra det Globale Syd og deres fortællinger om, hvordan det er at leve under de negative konsekvenser af den globale opvarmning.
De mange demonstrationer, der blev afholdt under topmødet, blev anset som et vigtigt civilsamfundsinstrument til at protestere mod politikernes og regeringsoverhovedernes manglende evne til at handle efter situationens alvor.
Dette bekræftedes desværre af klimatopmødets perspektivløse og deprimerende resultat, samt de indtil nu udsigtsløse forhandlinger op mod det næste klimatopmøde i Mexico – forløb, der netop peger mod, at en grundlæggende demokratisk og bred mobilisering af civilsamfundet er den nødvendige forudsætning for at kunne håbe på politiske forandringer.
Det var netop dette, der fik de mange tusinde demonstranter til at samles i Københavns gader samt troen på, at dette lands demokratiske traditioner beskyttede dem mod myndighedernes overgreb.
Grundloven garanterer netop vores demonstrations ret. Derfor handler de kommende retssager ikke bare om, at uskyldige personer måske bliver dømt, men om vores grundlæggende demokratiske ret til at demonstrere, protestere og organisere os politisk.
Det er vigtigt, at vi ikke giver afkald på disse rettigheder, men fortsætter kampen for demokratiet og retfærdigheden – også på de klimamæssige og sociale områder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278