Diskussionen om udgifter på handicapområdet har konsekvenser, som det er nødvendigt at have fokus på.

af Jan Jacobsen, formand for Ringsted Handicapråd og løsgænger i byrådet.

En måde at løse den borgerlige regerings totale skattefallit er ved at skære ned på de offentlige udgifter. Det gør man ved ensidigt at fokusere på bestemte offentlige udgifter.

Vi ser det blandt andet med Trøjborgs og KL's eksempelkatalog over urimelige ankeafgørelser på handicapområdet. Afgørelser, der har betydet øgede kommunale udgifter. Derfor må lovgivningen laves om, konkluderer den magtfulde formand og forening.

KL har i bestyrelsen et flertal fra S og SF. Det varsler om, hvad vi kan vente i fremtiden uden en opposition til venstre, der holder de to partier på ret kurs.

Retssikkerhed på flydende grundlag
Diskussionen har betydning i kommunerne, fordi den legitimerer en stadig strammere tolkning af lovgivningen. Det går ud over borgernes retssikkerhed.

Retssikkerheden er begrundet i, at hver enkelt kommune henviser til, at de har et serviceniveau. Resultatet er, at man ofte afgør sager på et helt forkert grundlag. Omgørelse kræver ankesag.

De færreste brugere af det sociale system har overskud til at anke. Ofte er det familier, der skal holde sammen på hverdagen og ikke får den nødvendige støtte med mindre de er medlem af en organisation, der yder vejledning.

De tider er forbi, hvor kommuner tager rådgivning og vejledningspligt alvorligt. Den udmøntes blot i et fortrykt papir, der fortæller, at afgørelsen kan ankes.

Udviklingen betyder i øvrigt, at selv store handicapforeninger har et så kraftigt stigende antal sager, at også dé må sige nej til at hjælpe i klagesager.

Spildte ressourcer
Ifølge mine erfaringer bruger kommunerne mange af deres ressourcer på at undgå at betale for en ydelse her og nu. Begrundelsen kan være nok så søgt, men der er tale om en afgørelse, som kun kan ændres gennem en klage, som i øvrigt er uden opsættende virkning.

Nogle gange får kommunerne et drag over nakken for en forkert afgørelse, men det sker naturligvis kun, når en borger anker sagen – og det er som sagt de færreste.

Umiddelbart skulle man tro, at Ankestyrelsens undersøgelser af kommunal sagsbehandling opfanger urimeligheder. Det kan vi ikke være sikre på. Eksempelvis har Ankestyrelsen gennemført en praksisundersøgelse af boligændringer. Man undersøgte sager, hvor borgerne havde fået bevilget det, de havde ret til. Konklusionen var, at kommunerne overholdt lovgivningen.

Hvad vi ikke fik svar på, var, hvordan det så ud med de sager, hvor borgerne ikke fik ret.

Hvad kan vi gøre ved denne situation?
Umiddelbart er der kun et svar: Det stiller meget høje krav til de kommunale handicapråd, som i fremtiden må på banen i overvågningen af forvaltningerne.

Vi skal i langt højere grad bruge handicaprådene som kampplads for urimelig sagsbehandling set med principielle briller.

Vi skal også gøre brugerne af det sociale system opmærksomme på de redskaber, der findes til at få støtte, og vi skal arbejde for at udvikle disse redskaber for at sikre, at loven bliver overholdt med hensyn til rådgivning og vejledning.