07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Finanslov skrotter arbejdsløse

Finanslov skrotter arbejdsløse

Fredag, 27. august, 2010, 09:35:49

VKO’s halve dagpengeperiode vil ikke, som hævdet i finanslovsforslaget, øge arbejdsstyrken, men blot sende arbejdsløse ud af statistikken – uden dagpenge.

Finanslov skrotter arbejdsløse
Med halveringen af dagpengeperioden vil de langtidsarbejdsløse ikke blot stå uden job. De vil også stå uden dagpenge. Og mange af dem også uden kontanthjælp.

af Helge Knudsen

Skal man tro regeringens finanslovsforslag, vil halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år øge arbejdsstyrken med 11.000 personer.

Det er i sig selv noget værre vrøvl.

Arbejdsstyrken omfatter ifølge Danmarks Statistik  både folk i beskæftigelse og arbejdsløse – kort sagt alle der er til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis halveringen af dagpengeperioden overhovedet vil have indflydelse på arbejdsstyrken, vil det snarere gå den anden vej.

Her får du forklaringen på hvorfor:

Flere Arbejdsløse
I øjeblikket stiger arbejdsløsheden. Alt tyder på, at den heller ikke vil falde til næste år. Der vil sandsynligvis også være et par hundrede tusinde arbejdsløse, når de første begynder at falde for toårs-grænsen i 2012.

Et par hundrede tusinde? Men pralede beskæftigelsesminister Inger Støjberg ikke i går med, at »ledigheden er faldet med 800 personer« , så der her i juli »kun« var 112.800 registrerede arbejdsløse?

Jo, det gjorde hun. Men hun måtte også indrømme, at det officielle arbejdsløshedstal har mindre og mindre at gøre med den reelle arbejdsløshed. For »faldet« skyldtes udelukkende en ny rekord i antallet af aktiverede.

Når vi regner dem med, er brutto-arbejdsløsheden ifølge Danmarks Statistik vokset med 5.100 fra juni til juli, så der nu er 171.000 reelt arbejdsløse.

Det er den største stigning fra måned til måned, siden efteråret 2009, hvor krisen fik arbejdsløshedstallet til at eksplodere.

Et andet tal slår også rekorder i disse måneder: Antallet af varslede fyringer.

Et par hundrede tusinde arbejdsløse til næste år er derfor ikke noget overbud.

Hver tredje ryger ud...
Aktivering tæller som bekendt ikke længere med, når man skal optjene ret til dagpenge. Derfor vokser antallet af langtidsarbejdsløse, trods den omfattende aktiveringsindsats, i disse kriseår med foruroligende hast.

Det er især ufaglærte, der bliver arbejdsløse, når krisen kradser. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser erfaringen, at hver tredje ufaglærte, der bliver fyret i en periode med høj arbejdsløshed, vil stå uden job to år efter sin fyring.

Med halveringen af dagpengeperioden vil de langtidsarbejdsløse ikke blot stå uden job. De vil også stå uden dagpenge. Og mange af dem også uden kontanthjælp.

I løbet af det sidste år er der blevet knap 27.000 flere langtidsarbejdsløse – det er en stigning på 160 procent. Hvis man kun tager langtidsarbejdsløse med dagpengeret, er der tale om mere end en tredobling. I dag er mere end fire procent af fagforbundene 3F’s og TIB’s medlemmer ramt af langtidsarbejdsløshed.

... Og mange helt ned
Når de langtidsarbejdsløse i 2012 begynder at ramle ind i toårs-grænsen for dagpengeretten, risikerer de ikke blot at ryge fra dagpenge-statistikken over i kontanthjælps-statistikken, men også helt ud af alle statistikker.

Det sker, hvis de er blandt de titusinder, der så hverken har ret til dagpenge eller kontanthjælp. Hvis du sidder i ejerbolig, kan du for eksempel ikke få kontanthjælp, hvis du har friværdi i huset.

Halveringen af dagpengeperioden kan dermed  betyde farvel til hus og hjem, en social nedtur af rang – og fare for, at disse mennesker ikke blot ryger ud af statistikkerne, men permanent ud af arbejdsmarkedet.

VKO har oven i købet gjort ekstra meget for, at at de bliver holdt ude.

Hvis du først er faldet for dagpengegrænsen, har det indtil nu været sådan, at du kunne genoptjene ret til dagpenge med et halvt års fuldtidsarbejde indenfor tre år.

Men samtidig med halveringen af dagpengeperioden har VKO fået indført, at man fremover skal have haft et helt års fuldtidsarbejde for igen at have ret til dagpenge.

Arbejdssstyrken  bliver ikke øget med 11.000 på grund af VKO’s dagpengeforringelser. Meget tyder på, at mindst 11.000 forsvinder ud af arbejdsmarkedet i stedet for.

Er det så skæbnens ironi, eller blot regeringens kyniske sans for humor, at regeringens finanslovs-stramninger i 2011 ifølge økonomerne vil sende yderligere 11.000 ud i arbejdsløshed?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. aug. 2010 - 09:35   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar