En udkant er ikke tabt bagud af udvikling, den er selv et produkt af udvikling…

af Kjeld Stenum

De fleste af os, der undertiden rejser med offentlig transport i landets mindre kendte afkroge, har vel oplevet det:

At køre gennem en landsby, der virker, som om der ikke bor mennesker i den. Typisk sidder man som omtrent eneste passager i bussen, for der er ikke mange rejsende på de her kanter. Der er ikke meget andet by end én stor hovedgade langs med landevejen, måske er der så et vejkryds i byens midte.

Visse huse mangler ruder og ser ud til at have stået tomme i årevis, haven er en urskov. Der er stort set ingen butikker, men store vinduer i flere huse vidner om, at her i fortiden har ligget en del. Jo, der er måske én butik tilbage, den lokale købmand, hvis han da ikke også har lukket, og her har bussen typisk fast holdeplads.

Men selv her, på byens mest centrale plads, sker der ingenting. Ingen handler, ingen står på parkeringspladsen og drikker bajere. Måske ligger en fed vovse og tager middagslur midt på kørebanen, hvor eventuelle kunders biler helst skulle kunne komme ind, men var det ikke fordi den lejlighedsvist slår efter fluer med halen, kunne den lige så godt være død. Den betragter tydeligvis kørebanen som sit private territorium, og ingen har nogensinde fundet grund til at opdrage den til andet. Her kommer alligevel aldrig biler. Det er et under, at den købmand holder den gående endnu.

Det er, hvad vi ser i vore hoveder, når vi hører ordet »udkant«. Et sted på vej mod døden. Et sted tabt bagud af udviklingen. En pensionistghetto, måske, måske også hjemsted for en del af samfundets nederste, tiltrukket af meget lave huslejer. I hvert fald næsten ingen unge med børn. Et af de steder vi normalt aldrig hører om. Og dog sker der somme tider noget.

Oplevelsen af egnsdøden bliver for knugende for dem, der trods alt er der, ildsjæle stiller sig i spidsen for, hvad man næsten kan kalde for et oprør imod udviklingen. For tyve-tredive år siden resulterede den slags i lokale industrihuse, kulturhuse eller idrætsanlæg; i dag står de også tomme og gør forfaldet og afmagten endnu mere knugende.

Mere må til. Dette forår har ligefrem fostret et nyt parti, dannet i protest mod sygehusnedlæggelse.

Men også det vil med tiden komme til kort. En udkant er ikke tabt bagud af udvikling, den er selv et produkt af udvikling. Kapitalisme producerer udkanter.

Kæmpestore butikscentre, hvor du kan få alt, tiltrækker alle forbrugere og lægger alt opland til større byer øde, måske bortset fra en lokal tank. Varer produceret lokalt i lokale industrier udkonkurreres af oftest dårligere, men frem for alt billigere produkter masseprodu­ceret af store, transnationale koncerner med organisationer som EU til at garantere operationsfriheden.

Hele provinser lægges døde. Ja, ikke blot det. Byer raserer deres opland, hovedstæder raserer deres provinser, men det har også lige siden kolonitidens afslutning været sådan, at lande, ja, et helt kontinent som det afrikanske forvandles til udkant af de dominerende industrinationer.

Jo, vel gør man oprør imod det. Jo, vel forsøger man lokale udviklingsprojekter. Men fortsætter man med at cementere kapitalismens verdensherredømme med tværnationale frihandelsområder og overstatslige frihandelsgaranter som EU, vil oprøret mod udkanterne være som Münchausen, der mente, han kunne løfte både sig selv og sin hest ovenud af et mosehul ved at trække sig selv tilstrækkelig hårdt i håret.

Billige varepriser vil skyde lokale produktioner og velmenende udviklingsprojekter i sænk. Mange fattige lande, især afrikanske lande, har haft lokale industrier bygget op omkring for eksempel lokalt producerede fødevarer eller tekstiler. Men de er trængt i knæ af billige, dårlige masseprodukter fra USA, Europa eller Kina.

Kan man ikke længere afsætte alsidigt producerede fødevarer, må man producere, hvad der kan afsættes. Og på den måde forvandles rige landbrugsom­råder til opland for store koncerners ensidige efterspørgsel efter bestemte produkter. Dermed skabes afhængighed, og jorden udpines.

Og folk flygter fra landet, hvor de ikke længere kan overleve, ind til byen, hvor de bliver så sultne efter overlevelsesmidler, at kapitalisterne kan vælge og vrage iblandt dem til den internationale slavehær, der rejser kloden rundt og tager det hårdeste og mest beskidte arbejde til næsten ingen penge og trykker lokale lønninger. Den, der søger væk fra døden i udkanterne, er parat til alt.

Antropologen Marvin Harris fortæller: For at sikre flere proteiner til de fattigste iværksatte USA’s udkant Mexico fra midt i tresserne til omkring 1980 en grøn revolution med statslige tilskud til produktion af majs, hvede og bønner, men uden at gøre op med stærkt centraliserede ejendomsforhold.

Et led i denne revolution var introduktionen af en ny kornsort, den hårdføre durum, der i Asien og Afrika anvendtes som føde for mennesker. Og det blev sådan set en bragende succes. Produktionen af durum i Mexico øgedes i perioden med flere tusind procent, og i dag optager durum-produktion dobbelt så stort areal som hvede.

Så den samlede kornproduktion per indbygger var i 1980 det dobbelte af kornproduktion per indbygger i 1945, nogenlunde svarende til det mål, man havde haft for den grønne revolution.

Udefra set var den grønne revolution en succes. Men i Mexico anvendes al durum til dyrefoder, storbønder producerer kød til eksport, de fattigste har ikke råd til kød. Så slutresultatet af den bragende fremgang blev, at den del af fødevareproduktionen, der faktisk kom de fattigste til gode, i perioden faldt med katastrofale 40 procent.

Gør man ikke op med de kapitalistiske ejendomsforhold, kommer man ikke langt med gode hensigter.