Grækenlands Kommunistiske Parti har arbejdet hårdt på at gøre befolkningen parat lang tid før krisen dukkede op. Vi har bidraget til udviklingen af bevidstheden og folkelige massebevægelser.
af Athanassios Zikas fra Grækenlands Kommunistiske Parti
Kapitalismen er problemet – socialismen er løsningen
Den seneste tids udvikling i EU-landene og de forskellige opfattelser og holdninger til, hvem der har ret til hvor meget, når krisen skal imødegås, åbner op for et vigtigt spørgsmål om niveauet og bredden i de krav, som arbejderklassen skal inddrage i sin kamp.
Kommunisterne er mere end nogensinde forpligtede til at støtte aktivt og beslutsomt op omkring de klassebestemte politiske aktioner, som har til formål at arbejde imod kapitalen.
De objektive forhold er i dag mere end nogensinde modne til, at vi kan åbne op for en folkelig diskussion om den alternative løsning, der er brug for, hvis der skal findes en vej ud af krisen, som er i folkets interesse.
Det er nu, vi skal påbegynde diskussioner om de to måder, samfundet kan udvikle sig på – den kapitalistiske, hvis konsekvenser vi er udsat for i dag, eller den socialistiske.
Socialismen er aktuel og nødvendig.
Vi lever i en periode, hvor kapitalismen er lig med monopolernes diktatur, og hvor de reaktionære kræfter vinder mere og mere indpas. Der mangler kun et par trin, før vi er nået frem til den totale reaktion, som kun kan imødegås, hvis befolkningerne aktivt skrider til handling her og nu, i organiseret form.
20 års hårdt arbejde
Med dette som udgangspunkt har vores parti arbejdet hårdt gennem de sidste 20 år på trods af den eksisterende magtbalance. Vi har prøvet at bidrage til en højnelse af arbejdernes politiske bevidsthed og samtidig identificere, hvilke væsentlige opgaver, der skal løses for at imødekomme arbejdernes aktuelle behov.
Det er af største nødvendighed, at vi har en teoretisk funderet mening om den situation det kapitalistiske system befinder sig i. Vi skal være hundrede procent opmærksomme på de justeringer, som det kapitalistiske system forsøger at få indført på trods af, mens det bliver sværere og sværere at reproducere samfundskapitalen.
I dag mere og mere tydeligt end nogensinde, at klassekampen ikke kan nøjes med at være defensiv og dreje sig om at bevare visse rettigheder.
Øjeblikkelige resultater og perspektiver kan kun skabes gennem politisk motiverede aktioner og med krav, der kolliderer med kapitalens strategi. Kraverne skal handle om, at de, der skaber rigdommene, skal have del i den, og samtidig er det dem, der skal forberede den subjektive faktor, der skal til for at tage magten.
Udviklingen giver et klart billede af krisens årsager.
Udviklingen bekræfter vores partis vurdering af, at det drejer sig om en dyb økonomisk krise i selve kapitalismen. Krisen udspringer af overakkumuleringen af profit og kapital, og det er helt tydeligt, at krisen ikke er noget græsk fænomen. Der er tale om et både europæisk og globalt problem, og krisen er ikke et resultat af skandaler, dårlig administration og overforbrug, sådan som det påstås.
Krisen skyldes også skattelettelser til storkapitalen, enorme militærudgifter, der kun tjener NATO, udgifter i forbindelse med De Olympiske Lege og nedgang i den græske landbrugs- og industrisektor. Alt sammen i konkurrencens navn og kun til gavn for monopolerne.
Underskuddet og den offentlig gæld er skabt af kapitalen, og den arbejdende befolkning er uden ansvar.
De tiltag, der iværksættes, imødegår ikke de egentlige årsager til krisen.
Tiltagenes eneste formål er at gavne de store selskabers konkurrenceevne. Den kapitalistiske krise slår bunden ud af myten om, at befolkningen bør yde flere ofre. Gennem de sidste mange år har vi hele tiden ydet flere og flere ofre takket være Maastricht-traktaten, ØMU’en og ambitionen om øget konkurrenceevne. Dette slår også bunden ud af myten om, at den ønskede udvikling har til formål at øge velstanden for alle.
Grækerne lever ikke over evne
Nogle fakta fra EU’s statistiske kontor:
-Grækerne arbejder gennemsnitligt 42 timer om ugen mod 40,3 i det samlede EU.
-Den gennemsnitlige bruttoløn i Grækenland er 803 euro mod 1250 i Frankrig, 1300 i Irland.
-Der har ikke været lønstigninger siden 1984.
-Den gennemsnitlige pensionsalder er 61,4 mod 61,1 i det samlede EU.
-Offentlige ansatte udgør 22,3 procent af de græske lønmodtagere mod 30 procent i Frankrig, 34 procent i Sverige og 27 procent i Holland
-Indtil 1996 var det græske selskaber, der indtog de tre første pladser i verden med hensyn til procentuel profit.
-Græske banker har den højeste udlånsrente i Europa.
Den senere tids massive demonstrationer og de folkelige reaktioner på plutokratiets, den socialdemokratiske regerings, EU's og IMF's nedskæringspolitik, har en forhistorie.
Vores parti har arbejdet hårdt på at gøre befolkningen parat lang tid før krisen dukkede op.
Vi har bidraget til udviklingen af folkelige massebevægelser inden for mange områder. For eksempel fred, demokratiske rettigheder, uddannelse, sundhedsvæsen og velfærd.
Lige efter valget i november 2009, hvor socialdemokraterne kom til magten, erklærede partiets centralkomite, at vi står foran nye og vigtige udfordringer: Der skal stilles endnu højere krav til den ideologiske kamp, også inden for den kommunistiske bevægelse. Ved siden af det grundlæggende formål, der ligger i at svække den borgerlige tankegang og de borgerlige ideologier, er det nødvendigt, på ideologisk-politisk plan, at ramme de reformistiske og opportunistiske kræfter, der udgør den grundlæggende hindring for samling på klasseplan og for sociale alliancer.
Der er brug for en radikalisering af den folkelige bevidsthed, og der er brug for at skabe en samlet socialpolitisk front, som kan organisere kampen mod monopolernes magt og for folkemagt og folkeøkonomi.
I dag er det mere nødvendigt end nogensinde at skabe grobund for forståelsen af, at de stigende problemer, krisens konsekvenser, de nye arbejder- og folkefjendske tiltag kalder til kamp imod monopolernes magt og deres imperialistiske sammenslutninger.
Frustrationerne skal omdannes til politisk bevidsthed og modenhed, der skal forholde sig til de to udviklingspotentialer: den kapitalistiske eller den socialistiske. På den måde kan den anti-imperialistiske og antimonopolistiske bevidsthed blive styrket, og derved bliver det klart, at der er brug for en demokratisk alliance. Denne demokratiske alliance skal sammen med et styrket KKE være garanten for kampånd og for en bevægelse i den rigtige retning.
Siden december
Siden december er der organiseret mange demonstrationer og mange generalstrejker.
Det er lykkedes os at få en stor del af befolkningen til at indse, at der er et alternativ.
Vores parti har afvist den opportunistiske opfattelse af, at det er muligt at indgå i et såkaldt bredt samarbejde med socialdemokratiske eller opportunistiske kræfter, der dominerer fagbevægelsen. Disse kræfter fungerer som katalysatorer for en bredere folkelig opbakning til de siddende regeringer og den politik, de fører.
Vi har lært af andre landes erfaringer, som har været meget negative: Samarbejde med disse kræfter har kun bidraget til at ødelægge de folkelige bevægelser og til at radikale og kommunistiske bevægelser selv er blevet kastet ud i kriser, som desuden har undermineret det klassemæssige tilhørsforhold.
Den folkelige bevægelse – og det gælder også Danmark – må ikke forvente noget af EFS (europæiske faglig sammenslutning). De har stået og vil også i fremtiden stå i kapitalens tjeneste. Deres indgriben og mobiliseringer har til formål at kontrollere arbejderklassens reaktion, manipulere arbejderne og forhindre, at klassekampen udvikler sig.
De klasseorienterede kræfter må have en fælles strategi og være koordineret på internationalt plan gennem det Faglige Verdensforbund (WFTU)
Denne opgave er nu sat på dagsorden som følge af den konflikt ,der foregår mellem de klasseorienterede kræfter og de kræfter der går ind for konsensus og »socialt partnerskab«. Denne konflikt vil på afgørende vis styrke WFTU og frigøre de klasseorienterede kræfter.
Det er i dag mere nødvendigt end nogensinde, at vi er aktive, synlige og fremadrettede.
Vi er forpligtede på at bidrage til en skærpelse af klassekampen og på at forsøge at etablere en stærk bevægelse, som kan bekæmpe monopolerne og imperialismen.
Det er det arbejdende folk, der producerer rigdommene, og som derfor må kræve at få kontrol over dem.
Med andre ord har vi forpligtet os til at tilpasse vores aktioner til den aktuelle tid, der i realiteten er en tid moden til overgang til socialisme.
Kronikken bygger på den tale, som Athanassios Zikas holdt på K-festivalen. Den er lidt forkortet. Overskrifter er indsat af redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
