Vi er som enhver anden art på jorden. Vores vigtigste hverdagsbekymring er at finde føde. Når jorden er mindre generøs, og vandet svinder ind, er vi i stand til at gøre mirakler for at få nok, så vi kan fortsætte med at leve.

Den anden tragedie

Jason Gutierrez/IRIN

Grønlands is udgør 20 procent af alt ferskvand på planeten. Hvis det smelter væk, vil vandstanden i havene stige med næsten syv meter. Her oversvømmelser i Filippinerne på den anden side af Jorden i forhold til Grønland.

af Fidel Castro

På et møde med økonomer fra Cubas Center for Studier af Verdensøkonomien (CIEM) tirsdag den 13. juli talte jeg med dem om en glimrende dokumentarfilm af den franske instruktør Yann Arthus-Bertrand, som indeholder udtalelser fra de mest fremsynede og velinformerede internationale personligheder om en anden frygtelig fare, der truer menneskeracen, og som vokser for øjnene af os: Ødelæggelsen af miljøet.

Af dokumentarfilmen fremgår i klart og ligetil følgende:

»I det store eventyr om livet på Jorden har hver art en rolle at spille; hver art har sin plads. Ingen af dem er unyttige eller skadelige; de er alle i balance med hinanden. Og så er det, at du – homo sapiens – det intelligente menneske kommer ind i historien. Du nyder godt af fire milliarder års fabelagtig arv, frembragt af Jorden. Du er kun 200.000 år gammel, men du har allerede ændret Jordens ansigt.«

»Opfindelsen af landbruget ændrede vor historie. Dette skete for mindre end 10.000 år siden.«

Civilisationens grundlag
»Landbruget var vores første store revolution. Det producerede de første overskud og lagde grunden til byer og civilisationer. Minderne om tusinder af år brugt på søgen efter føde blegnede bort. Efter at vi havde forvandlet korn til livets surdej, mangedoblede vi dets sorter og lærte at tilpasse dem til jordbund og klima. Vi er som enhver anden art på Jorden. Vores vigtigste hverdagsbekymring er at finde føde. Når jorden er mindre generøs, og vandet svinder ind, er vi i stand til at gøre mirakler for at få nok, så vi kan fortsætte med at leve.«

»Halvdelen af menneskeheden arbejder med at dyrke jorden; mere end 75 procent gør det med deres bare hænder.«

»Ren energi. Den energi, der kommer fra solen, er blev opfanget af millioner af planter igennem mere end 100 millioner år. Det er kul, det er gas, men frem for alt, det er olie.«

»Gennem de sidste 60 år er Jordens befolkning næsten tredoblet. Mere end to milliarder mennesker er flyttet ind til byerne.«

»New York, verdens første megalopolis, er et symbol på udnyttelsen af den energi, som Jorden forsyner menneskelig opfindsomhed med: Millioner af immigranters arbejde, energi fra kul og den uundværlige olie. USA var det første land til at ride på det »sorte gulds«  fænomenale, revolutionerende kraft. På landet erstattede maskiner mennesker. En liter olie genererer lige så meget energi som 100 par hænder i 24 timer.«

»De producerer korn nok til at brødføde to milliarder mennesker. Men meget af dette korn bliver ikke brugt til menneskeføde. Her som i andre industrialiserede lande bliver afgrøder til dyrefoder eller biobrændsel.«

Spanien dækket af plastic
»Gødning under og plastik over så langt øjet rækker. Drivhusene i Almeria i Spanien er Europas køkkenhave. En by af grøntsager, alle af samme størrelse, venter hver eneste dag på de hundreder af lastbiler, som skal bringe dem til kontinentets supermarkeder. Jo mere udviklet et land er, jo mere kød spiser dets indbyggere. Hvordan kan man tilfredsstille efterspørgslen i verden uden at ty til kz-lejrlignende kvægfarme? Tingene udvikler sig hele tiden hurtigere. Også kvægets livscyklus; de når formentlig aldrig at se prærien.«

»På disse »fødevarekvadrater«, tæt befolket af millioner af kvæg, gror der ikke så meget som et græsstrå. En hel flåde af lastbiler fra hver krog af landet bringer tonsvis af korn, soyabønner og proteinpiller, som bliver forvandlet til tonsvis af kød. Resultatet er, at mens der medgår 100 liter vand til at producere et kilo kartofler og 4000 liter vand til et kilo ris, så er 13.000 liter nødvendig for at producere et kilo oksekød – for ikke at tale om den mængde olie, der afbrændes ved produktion og transport.«

»Vi ved, at det snart er slut med den billige olie, men vi nægter at tro det.«

»Los Angeles. I denne by, der har en længde på mere end 100 kilometer, svarer antallet af biler næsten til antallet af indbyggere.«

»Dagene er kun en svag afglans af nætterne, som forvandler byen til en stjernebesat himmel.«

»Alle vegne er der maskiner, der graver, udvinder og fravrister Jorden de stykker af stjerner, som siden dens skabelse har ligget begravet dybt nede. Mineralerne.«

»80 procent af mineralrigdommene er forbrugt af 20 procent af verdens befolkning. En fortsat umådeholden minedrift vil have opbrugt næsten alle planetens reserver, før dette århundrede er til ende.«

»Siden 1950 er verdenshandlens omfang 20-doblet; 90 procent af godset fragtes ad søvejen: hvert år transporteres 500 millioner containere; de sendes til de største centre for forbrug....«

»Siden 1950 er fiskeriet femdoblet – fra 18 millioner ton om året til 100 millioner. Tusinder af fabriksskibe er ved at tømme oceanerne. Tre fjerdedele af fiskerizonerne er overfiskede, lukkede eller i fare for at blive det.«

»Femhundrede millioner mennesker lever i verdens ørkner – mere end Europas samlede befolkning.«

»Israel forvandlede ørken til frugtbart land.«

»Mens disse farme nu har et drypvandningssystem, fortsætter vandforbruget med at vokse lige så meget som eksporten.«

Jordan-floden er en bæk
»Den engang så mægtige Jordan-flod er nu kun en bæk. Dets vande er flydt ud til alverdens supermarkeder i frugt- og grøntsagskasser.«

»Indien står overfor risikoen af at blive det land i verden, der i det kommende århundrede vil lide mest under manglen på vand. Massiv kunstvanding har hidtil næret landets voksende befolkning. Og gennem de sidste 50 år er der blevet gravet 21 millioner nye brønde.«

»Las Vegas blev bygget i en ørken. Millioner af mennesker lever der. Tusinder ankommer til den hver måned. Dets indbyggere er blandt verdens mest vandforbrugende.«

»Palm Springs er en anden ørkenby med tropisk vegetation og luksuriøse golfbaner. I hvor lang tid vil dette fatamorgana fortsætte med at eksistere? Jorden kan ikke klare det.«

»Coloradofloden, der forsyner disse byer med vand, er en af de floder, som ikke længere når frem til havet.«

»Manglen på vand vil kunne ramme to milliarder mennesker før 2025.«

»Alt levende er forbundet: Vand, luft, jord og træer.«

»Urskovene er levested for tre fjerdedele af planetens biodiversitet – med andre ord tre fjerdedele af alt liv på Jorden.«

»... på kun 40 år er Jordens største regnskov, Amazonas, mindsket med 20 procent for at give plads til kvægfarme eller soyabønnemarker; 95 procent af disse bønner bruges til foder for kvæghold og fjerkræ i Europa og Asien. Således er skoven blevet til kød.«

»Mere end to milliarder mennesker – næsten en tredjedel af verdens befolkning – er stadig afhængig af trækul. I Haiti, et af verdens fattigste lande, er trækul et af befolkningens vigtigste forbrugsgoder.«

»I Haitis bjerge har kun to procent af skovene overlevet...«

»Hver uge øges indbyggertallet i verdens byer med mere end en million mennesker. Hvert sjette menneske lever nu i et usikkert, usundt og overbefolket miljø, berøvet daglige fornødenheder som vand, kloakering eller elektricitet. Sulten vokser igen. Den rammer næsten en milliard mennesker. Overalt på planeten kæmper de fattige for at overleve, mens vi forsat graver efter ressourcer, som vi ikke længere kan leve uden.«

»Vore handlinger forårsager udledninger af store mængder CO2. Uden at fatte det har vi – molekyle på molekyle – påvirket Jordens klimabalance.«

»Isdækket over Arktis smelter bort som følge af global opvarmning. Efter 40 år er det nu 40 procent tyndere. I sommervarmen skrumper det isdækkede område år efter år ind. I sommeren 2030 kan det være forsvundet helt. Nogle siger endda, at det kan være væk i år 2015.«

»I 2050 kan en fjerdedel af Jordens arter af dyr og planter, der lever på land, være i fare for at uddø.«

Grønlands is smelter
»...Eftersom Grønland varmes hurtigt op, flyder ferskvand fra et helt kontinent ud i oceanernes saltvand.«

»Grønlands is udgør 20 procent af alt ferskvand på planeten. Hvis det smelter væk, vil vandstanden i havene stige med næsten syv meter. Vores planets atmosfære er et udeleligt hele. Det er et aktiv, vi alle er fælles om.«

»Søer er ved at blive en del af Grønlands landskab. Indlandsisen smelter med en fart, som end ikke de mest pessimistiske videnskabsmænd ville have forudsagt for ti år siden. Disse floder, der blev næret af gletsjerne, løber mere og mere sammen og dukker op til overfladen. Man troede, at dybt nede under isen ville vandet fryse. Men tværtimod – vandet flyder under isen, skubber isdækket ud i havet, hvor den brækker af og bliver til isbjerge.«

»Alene i det 20. århundrede har det opvarmede havvand hævet vandstanden med 20 centimeter. Alt bliver ustabilt. Koralrevene er ekstremt sårbare over for blot den mindste ændring i vandets temperatur. Tredive procent er gået til grunde. De er et afgørende led i arternes kæde.«

»Hvis havenes vandstand fortsætter med at stige hurtigere og hurtigere, hvad vil så store byer som Tokyo, der er den tættest befolkede by i verden, gøre?«

»... i Sibirien og mange andre dele af verden er det så koldt, at jorden altid er frosset. Fænomenet er kendt som permafrost. Under denne overflade tikker en tidsindstillet klimabombe; metan. Det er en drivhusgas, som er tyve gange kraftigere end kuldioxid. Hvis permafrosten tør op, vil udslippet af metan kunne medføre, at drivhuseffekten kommer ud af kontrol, og konsekvenserne heraf kan ingen forudsige.«

I koncentreret form
»Tyve procent af verdens befolkning forbruger 80 procent af verdens ressourcer.

Verden investerer tolv gange mere i militær end i bistand til ulandene.

Fem tusinde mennesker dør hver dag fordi de drikker forurenet vand; en milliard mennesker har ikke adgang til rent drikkevand.

Omkring en milliard mennesker er ramt af sult.

Over 50 procent af det korn, som handles på markederne, bruges til kvægfoder eller biobrændstof.

Arterne uddør tusinde gange hurtigere end deres naturlige tempo.

Tre fjerdedele af fiskeområderne er tømt, overfisket eller bestandene er faretruende faldende.

Den gennemsnitlige temperatur målt over de seneste 15 år har været den højeste, der nogensinde er registreret.

Isdækket er nu 40 procent tyndere end det var for 40 år siden.«

I dokumentarfilmens afsluttende minutter anvender instruktøren Yann Arthus-Bertrand et mildere sprog og roser nogle positive indsatser fra lande, som han har været tvunget til at nævne – og jeg ønsker ikke hermed at fornærme eller såre nogen.

Instruktørens afsluttende ord lyder således:

»Det er på høje tid at handle i fællesskab. Det, som nu er vigtigt, er ikke det, som er borte, men det som vi stadig har. Halvdelen af verdens skove består, tusinder af floder, søer og gletsjere samt tusindvis af arter, som er i sund fremgang. I dag ved vi, at løsninger ligger lige for. Vi har magten til at forandre. Så hvad venter vi på?

Det er op til os – i fællesskab – at bestemme, hvad der nu skal ske.«

Krigsfare og Iran
Det spørgsmål, som har optaget hovedparten af mine anstrengelser – nemlig den umiddelbare fare for en krig, som kunne blive den sidste i vores arts hidtidige historie – en sag, som jeg har skrevet ni af mine »reflektioner« om siden 1. juni, er et problem, som bliver mere og mere alvorlig for hver dag.

Naturligvis håber 99,9 procent af alle mennesker, at almindelig sund fornuft sejrer.

Når jeg ser på virkelighedens forskellige elementer, så ser jeg desværre ingen som helst chance for at det ender sådan.

Derfor mener jeg, at det vil være langt mere hensigtsmæssigt at vores befolkning forbereder sig på at klare den virkelighed. Det vil være vort eneste håb.

Det er det, som iranerne gør. Det samme gjorde vi i oktober 1962, hvor vi stod fast på hellere at ville gå under end give efter. 1)

Ved omstændighedernes spil, og ikke på grund af noget enkeltindivids fortjenester eller intelligens endsige nogen persons særlige historie, så udvikler konflikten sig i dag på samme måde som den gjorde dengang.

De nyheder, der kommer fra Iran afviger ikke en millimeter fra landets udtrykkelige holdning om at stå fast på deres ret til fred og udvikling. Men nyhederne beretter også, at de allerede har produceret 20 kilo uran beriget til 20 procent. Det er nok til at fremstille en nuklear tingest, som nu får dem, som for længe siden har besluttet at angribe, til at gå mere amok.

Selv ikke Obama kunne ændre den beslutning, og faktisk har han foreløbig heller ikke antydet, at han ønsker at gør det.

Overskrifter er indsat af redaktionen