Grønland ønsker sig økonomisk uafhængighed, blandt andet gennem indtægter fra de råstoffer, der nu endelig tilhører landet selv.

Grønland, Greenpeace og klodens tilstand

Carl-Aage Jensen.

Fra havnen i Ilulissat. Fiskeriet er vigtigt i den grønlandske økonomi, men indtægterne derfra kan langt fra stå alene som bidrag til den nødvendige udvikling.

af Enid Riemenschneider, medlem af Kommunistisk Parti, København

I den grønlandske Sermitsiaq AG’s netudgave skriver en indsender den 31. august om Greenpeace-aktionen mod Cairn Energy’s boreplatform 140 kilometer vest for Disko:

»De fjolser vil bare få folk til at punge ud, så de kan leve deres naivistiske og barnlige eventyrliv i sus og dus på fjolsernes regning. De burde få sig et job som alle os andre.

Istedet burde Greenpeace bruge pengene til sultne folk i Afrika og hjælpe pakistanerne. Den måde de bruger penge på er fråds og idioti.

Håber sgu at grønlænderne indleder en moddemonstration med joller og både så skibet kan fise hjem.«

Ældre grønlændere vil erindre sig Greenpeace-kampagnen i 1980’erne mod sæl-ungefangst ved Canada. Sammen med dyrevenners internationale kampagne mod pelse ramte den Grønland så hårdt på en vigtig indtægtskilde – salget af skind fra voksne sæler, at det kostede årevis at komme over det.

Jeg kan derfor forestille mig, at indsendere, der skriver på grønlandsk, formulerer sig med mindst lige så stor forargelse. Tænk, at Greenpeace overhovedet tør vise sig i Grønland igen!

Men hvor ligger sympatien i denne nye sag? Er vi – som Greenpece – foruroligede ved tanken om en ny dybdeboring i havet efter olie, ovenikøbet i det sårbare arktiske miljø?

Eller stiller vi os afventende – for er der overhovedet olie? – og forstående over for det nu selvstændige Grønland.

Jeg melder mig som tilhænger af den sidste holdning.

Kampen for udvikling
Det grønlandske folk kæmper med alle kolonialismens efterladenskaber og langtidsvirkninger, herunder økonomiske problemer. Det ønsker sig økonomisk uafhængighed, blandt andet gennem indtægter fra de råstoffer, der nu endelig tilhører landet selv.

Og ikke bare indtægter – Grønland har selv brug for olie.

Grønlands politiske ledelse har udtalt, at man er opmærksom på faren og vil tage sine forholdsregler, inden en eventuel, egentlig olieudvinding går i gang. Så vidt, så godt.

I andre udviklingslande ser vi også mere eller mindre risikofyldte forsøg på – ved efterligning af den vestlige verdens metoder og foretagender – at sikre fremskridt for økonomi og livsvilkår.

Er vi for eksempel ikke også bekymrede over, at Indien i stor skala benytter atomkraft i sin stræben efter at opnå den energiforsyning, der skal muliggøre fremskridt og udvikling?

I Arbejderens kronik den 31. august af Fidel Castro citeres en videnskabsmand for følgende udsagn:

»80 procent af mineralrigdommene er forbrugt af 20 procent af verdens befolkning. En fortsat umådeholden minedrift vil have opbrugt næsten alle planetens reserver, før dette århundrede er til ende.«

Vi ved jo nok, hvem de 20 procent er. Kan Grønlands ønske om at udvinde sin olie kaldes umådeholdent? Næppe.

Det er dog tydeligt, at bremserne skal slås i. Derfor må og skal modstanden imod »umådeholden minedrift« – eller skal vi sige: imperialismens grådighed – vokse. Men adressen skal netop være den rigtige.

Bredere mål
Det ville klæde Greenpeace (og andre) at udvikle forståelsen af, hvorledes verden i dag er indrettet, og dermed udvide modstanden mod olieselskaber og andre transnationale til at blive en bevidst modstand imod imperialismen.

Det ville således også klæde Greenpeace igen at huske på det sidste ord i organisationens sammensatte navn.

Tænk, hvis al den forskning, alle de råvarer, al den produktion, al den energi, der forsvinder ind i imperialismens kæmpemæssige militærapparater, kunne anvendes til fredelige formål og bæredygtig udvikling.

Og hvis vi så kunne blive enige om at dele, hvad der er tilbage af klodens rigdomme, så var det måske ikke nødvendigt - for eksempel at bore efter olie ud for Disko.

For bare fem år siden ville de fleste mene, at dette er rene utopier. I dag er der allerede millioner, der ved, at uden en sådan verdensorden er der ingen fremtid for homo sapiens.

Fra havnen i Aasiaat. Fiskeriet er vigtigt i den grønlandske økonomi, men indtægterne derfra kan langt fra stå alene som bidrag til den nødvendige udvikling.