Claus Hjort Frederiksen selv kalder finansloven »et forslag i finanskrisens tegn og i genopretningens tegn«.
af Ane Søegaard, formand for Frederiksberg Kommunelærerforening
Gennem det sidste tiår er kommunernes økonomi blevet holdt i et jerngreb som følge af finanslove, som ikke sætter ressourcer bag politisk retorik.
Det ændrede kommuneaftalen i sommer ikke på – og det vil fortsat være virkeligheden også til næste kommuneaftale, hvis dette finanslovsforslag vedtages.
På Frederiksberg, én af landets rigeste kommuner med en kassebeholdning på den positive side af 330 millioner kroner, betyder regeringens nulvækst, skattestop og konvergensprogram, at kommunalpolitikerne tvinges til at skære 90 millioner kroner på undervisningsområdet over de næste fire år.
Det sker samtidig med, at der kommer 800 nye elever i de frederiksbergske skoler (svarende til en stigning på 12 procent) OG samtidig med, at Frederiksberg Kommune kalkulerer med nedlæggelse cirka 70 lærerstillinger udover de 21, der allerede er nedlagt i indeværende år.
Så når Claus Hjort Frederiksen med store armbevægelser praler af, at finanslovsforslaget indeholder en læsefond på 150 millioner kroner, forslår det som en snebold i skærsilden.
Sagen er nemlig, at det er det eneste konkrete forslag, finanslovsforslaget indeholder til forbedring af skoleområdet på et tidspunkt, hvor landets skoler ressourcemæssigt er i knæ efter årelange nedskæringer.
Claus Hjort Frederiksen selv kalder finansloven »et forslag i finanskrisens tegn og i genopretningens tegn«.
Finanskrisen er genkendelig for de fleste: Gennem de sidste otte år er sket et markant fald svarende til seks procent i ressourcerne til normalundervisningen i den danske folkeskole.
Sideløbende hermed taler statsminister Lars Løkke om folkeskolen som udgangspunktet for Danmarks fremtid, og regeringen kræver at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
Det hænger ikke sammen.
Kære Claus Hjort Frederiksen & co: Finanskrisen kan jeg genkende i jeres finanslovsforslag. Genopretningen er svær at få øje på!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278