Socialpolitikken er blevet til arbejdsmarkedspolitik – offentligt finansieret og forvaltet klassekamp til fordel for køberne.
af Gustav Bunzel, formand for Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA), Århus
Endnu en gang bringer medierne samme overskrift som sidste år, og året før, og før, og før: »Langt flere danskere smides ud af boligen«.
Endnu en gang skal en ny, yndig, kvindelig socialminister, hvis navn ingen kan huske, prøve på at bortforklare, at antallet af udsmidninger har været støt stigende siden 2002 og aldrig har været større. Selv da højkonjunkturen toppede, blev flere gjort hjemløse.
Socialministeren kan intet gøre. Socialpolitikken regeres nu i Beskæftigelsesministeriet. Den er blevet til arbejdsmarkedspolitik, offentligt finansieret og forvaltet klassekamp til fordel for køberne.
Men det er socialministeren, der skal besvare spørgsmålene. Hun prøver igen-igen at forklare, at der skam er mange årsager, som man er i gang med at undersøge.
Jeg deltog i marts 2006 i et »dialogmøde« med Eva Kjer Hansen, som nogle måneder forinden havde gjort sig berømt ved at hylde uligheden, som skabte dynamik i samfundet.
Her var samlet alle mulige frivillige organisationer. Her blev den voksende hjemløshed også drøftet. Ministeren bedyrede sin opsathed på at få problemet undersøgt til bunds.
Alle kender årsagen
Til min forbløffelse var der ingen, der fortalte ministeren, ikke engang i forsigtige antydninger, at det behøver du ikke, vi ved det alle.
Årsagen er regeringens politik. Jeg måtte derfor tage ordet og fortælle det som repræsentant for Landsorganisationen af Arbejdsledige.
Der var bagefter ikke mange, der kom hen for at tale med mig i pausen. Ministeren beslutter over bevillinger til dem alle sammen, men ikke til LA. Siden har ministeriet ikke inviteret LA.
Når huslejerne stiger, og ydelserne til de fattigste daler, opstår der et bosætningsproblem, som nogle fattige løser ved at flytte til Udkantsdanmark, der så får problemer, mens spekulanter i fattigdom tjener på sundhedsfarlige rønner.
Hård praksis
Regeringen har gennem ni år tvunget kommuner og sagsbehandlere til en benhård forvaltningspraksis, som kommunerne har tilsluttet sig i forskellig grad.
Så snart en borger har overtrådt en eller anden regel, selv en bagatel, skal ydelsen til borgeren standses, uanset konsekvensen for borgeren, selv hjemløshed. Så kan borgeren anke, men det tager måneder.
Banker og boligforeninger har som følge heraf også skærpet deres praksis. Ved mange anker viser det sig, at fejlen var kommunens; ofte overskrides tidsfrister af kommunerne.
Men dette får ingen konsekvenser for kommuner eller sagsbehandlere – som har for mange sager, som ikke kender de utallige regler, der hele tiden ændres, som sløser, fordi det har lav status at mishandle de fattige.
Ingen borger har endnu fået en erstatning, fordi de mistede deres bolig på grund af kommunalt sløseri.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
