Hvad vægter mest – folkesundheden eller egne, kortsigtede, økonomiske interesser?
af Jette Rosenkvist, Haderslev
Syddansk Universitet afholdt nyligt en åben konference med henblik på en løsningsorienteret dialog om fremtidens produktionsformer og fødevarekvalitet. Overskriften for konferencen var »Mod udvej eller afgrund – kan antibiotikaforbruget i dansk landbrug reduceres?«
Dyrlæger med økonomiske interesser i svineindustrien og repræsentanter fra svineproducenternes interesseorganisationer havde mobiliseret talstærkt og udgjorde tilsammen en stor del af mødedeltagerne. Svin står for mere end 80 procent af landbrugets antibiotikaforbrug.
Der var oplæg ved blandt andet professor i mikrobiologi, Hans Jørn Kolmos og professor ved DTU, Frank Aarestrup. Begge er stærkt foruroligede over tiltagende resistensudvikling hos bakterier, som kan overføres fra svin til mennesker og derpå smitte fra menneske til menneske. Særlig bekymring vækker den resistente stafylokok, MRSA.
Fra konferencedeltagere med relation til svineindustrien oplevede jeg slet skjult animositet overfor professor Kolmos. Denne modtog flere mere eller mindre subtile opfordringer til at »stikke piben ind« og måtte ved konferencens afslutning appellere indtrængende til, at man ikke skyder budbringeren.
Videncenter for Svineproduktion forsøgte at fremstille et billede af modsætningsforhold mellem de to professorer Kolmos og Aarestrup gående ud på, at Aarestrup ved et møde med Videncentret forud for konferencen angiveligt havde artikuleret et mindre dystert syn på MRSA- og resistensproblemets omfang. Dette blev imidlertid pure afvist af professor Aarestrup.
Den aggressive lidenskab hvormed svinebranchens repræsentanter imødegår forskere på højeste, videnskabelige niveau giver stof til eftertanke: Hvad vægter mest – folkesundheden eller egne, kortsigtede, økonomiske interesser?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278