Mere konkurrence og frit valg skaber ikke bedre uddannelse. Bare mere ulighed.

Shop amok i uddannelse

NYHEDSKOMMENTAR: Af Julie Malling Laursen

Regeringen har en klar vision for vores uddannelse: mere konkurrence mellem uddannelserne og frit valg til eleverne og de studerende - eller »brugerne« for nu at blive i markedsretorikken.

Ved at kaste et blik på udviklingen i det danske uddannelsessystem, tegner der sig et foruroligende billede af, at regeringen har agt som den har magt og nu er ved at forhandle den gratis offentlige uddannelse til en ren og sker uddannelsesbutik.

– Vi ser det med med taxametersystemet, hvor uddannelsesinstitutionerne tildeles penge per elev. Den tidligere socialdemokratiske regering indførte systemet, som den borgerlige regering nu har gjort til grundstenen i uddannelsernes økonomi.

– Vi ser det med den stigende konkurrence, hvor uddannelserne som en direkte konsekvens af taxameterordningen må konkurrere om eleverne for at overleve. Hvert år bruges der tusindvis af kroner på uddannelsesreklamer. Penge der vel at mærke kunne være brugt på at skabe bedre uddannelse.

– Og vi ser det med det stadig større fokus på tests og synlighed om resultater. Konkrete resultater fra ensartede tests er det eneste som kan måles og vejes. Dermed bliver gode resultater den vare uddannelsesinstitutionerne skal levere for at tiltrække kunderne.

Hovedtrækkene i den nye folkeskolereform er også øget synlighed og fokus på resultater. Det kunne vi læse i Arbejderen i går.

Men mere konkurrence og frit valg skaber ikke bedre uddannelse. Tværtimod har det en lang række negative konsekvenser:

De skoler som ikke har en stor og stærk økonomi til flotte farvestrålende reklamer eller som ikke kan præsentere de bedste testresultater, vinder ikke uddannelseskonkurrencen. Og det er uagtet om de leverer god uddannelse og har glade og tilfredse elever og forældre.

For god uddannelse er nemlig ikke det samme som flotte reklamer og gode resultater.

Og de skoler der klarer sig bedst i konkurrencen vil tiltrække endnu flere elever og derfor endnu flere penge, mens de andre må dreje nøglen om.

Det rammer først og fremmest yderområdernes små skoler, som har flere svage elever og ingen stærk økonomi.

Udviklingen deler altså skolerne i a- og b-hold og skaber større afstand mellem uddannelsesstederne. Danske elever kan se frem bruge flere timer hver dag på at komme i skole, ligesom Arbejderen i går kunne fortælle, at de engelske elever gør det.

Imens kan de elever og forældre, som har overskuddet og den økonomi der skal til, frit jagte den bedste uddannelse. Det store flertal må nøjes med b-skolerne eller i værste fald ingen uddannelse, fordi den lokale skole ikke stod distancen i uddannelseskonkurrencen.