Antallet af chefer og kontrollanter er eksploderet, mens antallet af almindelige ansatte vokser langsommere end deres opgaver.
af afdelingsformand Kirsten Normann Andersen, FOA Århus
FOA Århus foreslår, at Århus Kommune sparer på bureaukratiet, nu hvor Århus Kommunes politiske ledelse, magistraten, har meddelt, at kommunen skal spare 350 millioner kroner.
Antallet af chefer og kontrollanter er nemlig eksploderet, mens antallet af almindelige ansatte vokser langsommere end deres opgaver, der typisk ligger tæt på borgerne.
Tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor (FDL) viser, at på bare et år – fra maj 2009 til maj 2010 – steg antallet af chefer i Århus Kommune med 7,7 procent, mens der blev 15,3 procent flere akademikere.
I samme periode voksede social- og sundhedspersonalet og antallet af pædagogmedhjælpere med blot 1,7 procent hver.
Og det er de dyre drenge og piger, som har holdt jobfest. Den gennemsnitlige chefbruttoløn i Århus er 67.971 kroner om måneden, mens akademikerlønnen er på 42.021 kroner.
Omvendt er pædagogmedhjælpere og social- og sundhedspersonalet lavtlønnede og har en gennemsnitlig bruttoløn på henholdsvis 23.175 kroner og 26.864 kroner om måneden.
Det vigtige spørgsmål er selvfølgelig, hvilke funktioner der er væsentlige for den service, som borgerne modtager. De færreste vil benægte, at skoler, lokalcentre og daginstitutioner skal have tilstrækkelig meget personale, hvis velfærdssamfundet skal fungere.
Men det står ikke på samme måde klart, om antallet af ledere og kontrollanter har betydning for servicen. For eksempel har Århus Kommune siden 2006 indført hele to nye ledelseslag på daginstitutionsområdet, nemlig dagtilbudsledere og områdeledere.
Spørgsmålet er, om de to ledelseslag har forbedret børnepasningens kvalitet væsentligt? Ellers bør kommunen afskaffe funktionerne.
Og er det virkelig nødvendigt, at Børn og Unge-forvaltningen både har en personalechef, en chef for HR (human ressources), for Kommunikation & Trivsel samt en kommunikationschef?
Eller at borgmesterens afdeling både har en pressechef og en chefkonsulent (presse)?
Byrådspolitikerne bør udsætte alle de mange chef- og kontrolfunktioner for den samme enkle test: Kan de nøgternt set sige, at funktionerne er nødvendige og gør en reel, positiv forskel for demente fru Hansen, skoleeleven Klara, vuggestuebarnet August eller andre af byens borgere?
Hvis funktionerne ikke direkte forbedrer den kommunale service, bør de skæres væk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278