Det er min klare opfattelse, at fagbevægelsens stillingtagen til medlemskab af EU er et kardinalpunkt for fagbevægelsens fremtid.

af Per Hørning, København

Det er opløftende at læse om 3F-kongresdeltageres forhåbninger og tillid til fagbevægelsen (Arbejderen den 8. september).

Men det er – for mig at se – ganske perspektivløst ikke at nævne klassekampen og styrkeforholdet i denne kamp – og det helt grundlæggende spørgsmål i fagbevægelsen, nemlig fagbevægelsens politiske forhold til EU.

Jeg må tro, at der ligger taktiske betragtninger bag, at avisen ikke i sin optakt til kongressen bringer dette spørgsmål frem, men det er min klare opfattelse, at fagbevægelsens stillingtagen til medlemskab af EU er et kardinalpunkt for fagbevægelsens fremtid.

At dette spørgsmål vil ramme dybt ind i Socialdemokraternes rækker er åbenbart. Men det er måske sidste udkald i meget lang tid fremover, hvis man skal forestille sig en fremtidig fagbevægelse, der bekender sig til at være en del af klassekampen i Danmark.

Hvis Socialdemokraterne – altså partiet – skal ændre politisk ståsted og blive en del af klassekampen på arbejderklassens side, er det gennem en demokratisk fornyelse af arbejderbevægelsens mål: afskaffelse af kapitalismen.

At forene de klassemæssige interesser som den, dansk fagbevægelse har, med klimadebattens afsløringer af kapitalismens altødelæggende profitjagt, bliver – også for 3F – afgørende for, hvilken vej man vil fortsætte ad.

Den tabuisering af forskellige holdninger til EU, som har præget Socialdemokraterne siden 1972, med Anker Jørgensens forrædderi mod sit eget forbunds kongresbeslutning, må bringes til ophør (dengang DASF, senere SiD og nu 3F).

Hvor Dansk Folkeparti kan høste stemmer på national modstand mod mange tåbelige EU-direktiver – i modsætning til Socialdemokraternes ja-politik, kan fagbevægelsen fremføre de klassemæssige konsekvenser og perspektiver, der ligger i EU’s kapitalistiske ekspansion.